48 Brandes portrætter

af Jørgen Knudsen

ISBN 978-87-991927-0-0

2007

Jørgen Knudsen, Georg Brandes og Georg Brandes Selskabet

Jørgen Knudsens biografiværk om Georg Brandes består af 5 dele som udgør 8 bind på i alt 2856 sider.

Værket udkom i perioden 1985-2004, og Jørgen blev som anerkendelse for denne biografi udnævnt til æresdoktor ved København Universitet i 2000.

De enkelte dele er:

Georg Brandes - Frigørelsens vej. 1842-77, 468 sider, Gyldendal, 1985, (1. del)

Georg Brandes -i modsigelsernes tegn, Berlin 1877-83, 361 sider, Gyldendal, 1988, (2. del)

Georg Brandes – Symbolet og manden 1883-1895. (Bind 1-2) 667 sider, Gyldendal, 1994, (3. del)

Georg Brandes. Magt og afmagt. 1896-1914. (Bind 1-2) 632 sider, Gyldendal, 1998, (4. del)

Georg Brandes - Uovervindelig taber 1914-27. (Bind 1-2) 728 sider, Gyldendal, 2004 728 sider, (5. del).

Herudover har Jørgen udgivet en antologi med et udvalg af Georg Brandes’ skrifter:

Jørgen Knudsen: Georg Brandes – den mangfoldige. En antologi ved Jørgen Knudsen. 300 sider, 298 kr. Gyldendal. 2005.

Som formand for Georg Brandes Selskabet tog Jørgen i foråret 2000 initiativ til foredragsserien Den kulturradikale udfordring og udgav foredragene herfra i bogen:

Jørgen Knudsen (red.): Den kulturradikale udfordring. Tiderne Skifter, 2001

Jørgen Knudsen: 48 Brandes-portrætter

Nogle samler på frimærker. Jeg har fået den mani at samle på litterære Brandes-portrætter. Jeg tror, Georg Brandes har rekorden blandt danske som inspirator til skønlitterære portrætter. Han er forfatternes ta’-selv-bord nr. 1. Nærmeste konkurrent er, vil jeg skønne, Struensee. Min liste er i øjeblikket på 48 numre, hvad jeg nævner med en vis stolthed. I Scandinavian Studies fra 1973 har Elias Bredsdorff en artikel om en række Brandes-portrætter, han har fundet frem til i alt 19. I 1910 mener Brandes selv i et brev, at han har været ”model til personer i nogle og tyve danske romaner” – en vurdering der svarer ganske godt til hvad jeg selv har fundet frem til. Tallet 48 når jeg, når jeg til de romaner, Brandes kendte dengang, tilføjer dels skuespil og noveller, dels hvad der er kommet efter 1910, dels hvad der er udgivet uden for landets grænser.

Min liste er kronologisk ordnet, så den begynder med Fr. Paludan-Müllers 3-binds roman Ivar Lykkes Historie, hvis første bind udkom i 1866 – altså da Brandes var 24 år – og slutter med Vivian Nielsens stykke om Brandes fra 2006. Listen er sikkert mangelfuld, og Johannes Jørgensens brug af Brandes – omtalt i et essay af Rubow - har jeg ikke fundet. Ifølge Rubow har Jørgensen afbildet ham ”i en upassende situation”. Hvor?

Stoffet rejser flere overordnede problemer.

Som kunstværker er de 48 tekster – romaner, skuespil, noveller – af overordentlig svingende kvalitet, og Brandes-figuren spiller en overordentlig forskellig rolle i deres helheder, fra hovedperson til bifigur og fra helt til skurk. Selve det kunstneriske problem det er at søge en faktuelt eksisterende biografisk skikkelse indføjet og anvendt i en fiktiv ramme skal jeg ikke komme ind på. Min interesse er primært den biografisk-historiske at vise gennem mine eksempler, hvordan denne person Georg Brandes til skiftende tider er blevet opfattet og har fundet anvendelse i fiktionslitteraturen.

Det ville være morsomt engang at udgive en gennemgang af disse skrevne portrætter og sammenholde dem med et rimeligt udvalg af det enorme antal tegnede – herunder karikaturerne - malede eller modellerede. Hvad kan den ene form for portrætkunst, som den anden ikke kan, hvad kan de begge? Begge giver de – vilkårligt eller uvilkårligt – udtryk for bestemte holdninger til deres genstand, positive eller negative, i hvert fald udvælgende bestemte træk eller sider, som fremhæves på bekostning af andre. Det skrevne er vel oftere udtryk for en mere bevidst stillingtagen til personen end det malede. På den anden side kan den tegnede karikatur tillade sig grovheder, bevidste overdrivelser, som den skrevne ikke bryder sig om – venlige, uvenlige, måske hadefulde. Sammenholdt med det tegnede eller malede portræt er det skrevne hyppigere dikteret af en bevidst, måske ligefrem en ideologisk forhåndsindstilling. Romanfiguren kan være anlagt både som forsvar og som angreb - eller den kan være ude i et helt andet ærinde.

Det er lettere og mere fristende at dømme et menneske ud fra en fremstilling af dets handlinger, holdninger og ytringer end ud fra dets udseende, selv om vi næsten uvilkårligt gransker et ansigt – og hele personens fremtrædelsesform – i håb om at finde ud af, hvem vi har for os (noget Brandes selv var meget bevidst om. Han har den gode skik at indlede vistnok alle de portrætter af mennesker, han selv har mødt, med en beskrivelse af vedkommendes ydre).

Ser vi bort fra karikaturtegneren vil den kunstner, der arbejder med tegning, maleri eller skulptur, se det som sin opgave at vise frem, at karakterisere, snarere end at mene. Dog findes der unægteligt glorificerende maleriske fremstillinger. – Lad mig ikke fortabe mig, emnet er fascinerende, tænk også på fotografiets og filmens portrættering!

Her holder vi os altså til de skrevne Brandes-portrætter.

Hvor trækker jeg grænsen? Er der ikke Brandes indbygget i alt for mange oprørske eller dæmoniske figurer i den naturalistiske litteratur? Der er naturligvis andre røde køer end præstens, og andre oprørere end dem, der ligner Brandes! Der må kræves et eller andet signifikant træk, hvorved forfatteren røber sin inspiration. Men det er ikke nok. Der er f.eks. i Pontoppidans lederskikkelse Enslev fra De dødes Rige træk der synes hentet hos Brandes. Men andre træk hos manden får snarere læseren til at tænke på Hørup, enkelte måske også på Chresten Berg, og jo flere navne man kan nævne, jo klarere bliver det, at Enslev ikke

er andre end sig selv. Digterens udgangspunkt har ikke været nogen enkelt eksisterende eller afdød personlighed, men hans egen fantasi, der derpå har lånt farve og fået kontur fra forskellig side i den verden, der var hans. Et tilsvarende eksempel kunne være Holger Løvborg i Ibsens Hedda Gabler – her er to navne blevet nævnt som konkret inspiration, Brandes den ene, den filologiske professor Julius Hoffory den anden: Hoffory var både frisindet, svingende, fantasifuld og fordrukken.

Unægteligt er alt dette vanskelige afvejninger, og der er givetvis grænsetilfælde. Hvor jeg selv er usikker i det følgende, er jeg derfor ikke bange for at indrømme det.

Hvordan disponerer jeg mit stof? Først overvejede jeg en opdeling efter kategorier: værker hvor det især var erotikeren Brandes, der blev fremstillet, og værker, hvor det især var oprøreren. Det har jeg opgivet, disse elementer glider i ofte i ét. En enklere mulighed er det at skelne mellem værker skrevet af modstandere/ kritiske iagttagere og værker af tilhængere, mellem de polemiske, spydige eller forargede og de helgenkårende eller dog beundrende.

Imidlertid er jeg endt med at mene, at en sådan klassificering ikke er til megen hjælp, snarere leder på afveje og bliver alt for firkantet. Jeg vil derfor i stedet simpelthen gå kronologisk frem. Denne banale fremgangsmåde har også den fordel, at det kan antyde noget om en udviklingsgang. Skiftende tiders skiftende oplevelse af ham.

Men før jeg begynder den kronologiske gennemgang, har jeg også en anden forbemærkning. Nemlig om forholdet mellem digt og virkelighed. Hvad kom først, hvad efterligner hvad? Man skulle synes, at sagen måtte være klar, netop hvor talen er om Brandes-portrætter: Først kom manden, så kom portrætterne. Så enkelt er det bare ikke, der er snarere tale om en vekselvirkning: Ingen kan være upåvirket af at blive et ikon, et billede på godt eller ondt, i sin samtids omtale og skrift, så hyppigt som Brandes blev det. Han har god grund til, som han gør det i sin brevkommentar til Pontoppidan i anledning af portrættet i Lykke-Per, at insistere på at han for længst har extirperet ”hos mig den nerve, i kraft af hvilken man sørger over at udskældes og nedsættes” – og at han samtidig har gjort sig kold over for ros, som han endda væmmes sådan ved, at han slet ikke kan læse den til ende, når han støder på den. Om en sådan ”extirpering” er lykkedes eller ej er svært at sige, i hvert fald er billedet, eller myten Georg Brandes, hurtigt opstået og har også virket tilbage på sin ophavsmand, uanset hvor meget han har rystet på hovedet. Ingen levende sjæl kan tilbedes som en messias (”De er min, De er tidens messias, er gud!” – Mylius-Erichsen) og samtidig sværtes som ”Dr. Satan” (således i Lykke-Per, den fjendtlige fordrejelse af Dr. Nathan) i en årrække uden at blive præget af det. I sommeren 1872, efter et heftigt halvår med voldsomme reaktioner på Emigrantforelæsningerne, skrev han i sin dagbog: ”Edvard siger rigtigt: der er naturligvis ej grænse for de bagvaskelser der siges om os. – Vort hus omtales som et luderhus, ses én af os at gå med en kvinde, vil vi forføre hende. Skriver jeg noget kaldes det 1) slet eller 2)umoralsk. Jeg kan gøre hvad pokker jeg vil, det bliver ej anderledes.”

Hvad han her beskriver, er ryets egenliv. En forestilling om ham er kommet i omløb og i selvsving. Billedet fæstner sig uafhængigt af, hvad han selv foretager sig. I ny og næ nedfældes det – med varianter – i romanform. Tiden – som man kalder det – har brug for et billede, rettere et modbillede, han leverer sit oprørske forlæg, sit udkast, resten er ikke i hans hånd, modbilledet får sit eget liv, som en myte, og myten virker tilbage på ham selv, selv om han prøver at ryste den af sig. Forudsætningen er naturligvis, at han – eller sammenstødet mellem ham og hans samtid – rummer stoffet til en sådan myte, rummer inspirationen til den.

Men hvad kom først, personen selv eller figuren, billedet? Anderledes spurgt: hvorfra fik Georg Brandes ideen til sig selv?

Litteraturen var fødselshjælper.

Han vaklede ganske længe. Oprørsånden var ganske vist vågnet tidligt, allerede den 16-årige legede med trods-holdning og Mefisto-rolle. Siden var det rollen som den gode nationalliberale student, der fristede – indtil hans erotiske eskapade med Caroline David bragte ham på kant med det københavnske borgerskab. Inspirationen til den rolle, figur, skikkelse, der siden fængede så stærkt og i ham fik sit egetliv som beundret eller forhadt, fik han nok fra forskellig side. Stærkest blev den indprentet ham af den beundrende skare, der snart opstod omkring den karismatiske personlighed, af ham selv blev den sat i scene i form af den medrivende foredragsholder dér oppe på podiet. Siden insisterede han både på sin overlegne individualitet, sin aristokratiske individualisme, sin stejle uforsonlighed – og på sin smidige modtagelighed. Ambitionen, den røde tråd i hans liv skulle være uforudsigelighed, heller ikke han ville være for fastholdere: flere gange forargede han svorne tilhængere ved at handle i strid med deres forventninger. Men hvad hjalp det, når der hele tiden var andre, ikke mindst blandt skrivende folk, som nok vidste, hvor de havde ham og ikke var sindet at lade ham slippe ud af deres beslutsomme definition. ”Jeg kan gøre hvad pokker jeg vil, det bliver ej anderledes”.

Når netop han har lokket så mange forfattere til at bruge ham som model, er det – tror jeg – fordi han har personificeret en usikker overgangstids grundkonflikt mellem konservatisme og opbrud. Hans mod har rystet, forskrækket og fascineret som respektløshed, frækhed, eller tapperhed.

Lad mig begynde med det portræt, der efter min vurdering overgår alle de andre i prægnans, livfuldhed og perspektiv, nemlig Pontoppidans Dr. Nathan i Lykke-Per (se nærmere i Jon Helt Haarder: Det moderne gennembruds mand – (1)).

På disse få sider springer han lyslevende frem, bryder igennem fiktionens skin, hvor romanens øvrige figurer hører hjemme, først helt konkret skildret som selskabsmennesket, med et stænk af forfængelig opmærksomhed på omgivelsernes reaktion, i øvrigt opslugt, nærværende, igangsættende. Samtidig omtales han - i et sprog som var vi nu ovre i fødselsdagsartiklen - ”med sin rastløse higen” som ”en gylden arbejdsbi, der i sol og storm afsøgte alle åndens blomstermarker og trofast vendte hjem til kuben med brodden skjult af honning...” – og dertil kommer, at han på et helt tredje plan er omdrejningspunkt i romanen, den store udfordring for Danmarks tykblodede degne og lyssky bakketrolde, som hans begejstring river med, når han søger at kalde dem til dåd og sønderhugge det seje drømmespind, det lodne, forhærdede puppehylster, hvori nationens ånd havde indkapslet sig.

”De har idealiseret mig”, skriver han til Pontoppidan, ”og jeg måtte være smålig – hvad ikke er min fejl – ifald jeg ikke var tilfreds med så megen velvilje.” Men selve det forhold, at Pontoppidan med sit valg af navn til ham, Nathan, viser ham – og det er endnu et moment i portrættet - som jøden, har generet ham voldsomt. Det var hans stædige påstand, at ”racemodsætningen mellem danske og jøder i ni af ti tilfælde kun kan spores, fordi den formenes at være til”, som han skriver et sted. Denne hans jødiske særegenhed fremhæves i øvrigt stærkest i værker fra 90’erne, hvor antisemitismen også var stærkest – samt hos hans gode ven og racefælle Henri Nathansen, i en grad som irriterede ham stærkt. Et enkelt værk fra vor egen tid har genfundet emnet. Ellers har det slået mig, hvor mange af bøgerne på min liste, der netop ikke gør brug af det jødiske moment.

Dette som indledende overvejelser. Lad mig dernæst begynde med begyndelsen. Brandes er tidligt på færde som romanfigur, må man sige. Hans debut kommer, da han er 24 år, i 1866, hvor han optræder som heltens dæmoniske ven og modstykke i Fr. Paludan-Müllers roman Ivar Lykkes Historie.

Hans egen ven Julius Lange havde i 1863 indført ham hos digteren, der boede i Fredensborg med sin fromme frue, Charite. I dagbogen: ”Hans skønne velvilje imod mig, lyst til at høre min mening om alt, hvad kom på tale.” Den unge Brandes nærede en grænseløs beundring for Paludan-Müller og har givetvis været glad for at lære digteren personligt at kende, og det er tydeligt, at han selv har gjort indtryk. Han gentog besøget flere gange. Siden siger fru Charite om ham med al sin fromme brutalitet eller brutale fromhed: ”Nu ville jeg ret ønske, at Brandes ville falde i en rigtig hård og langvarig sygdom; så ville jeg pleje ham.” Hendes ægtemand har været offer for en tilsvarende ambivalens.

I 1865 havde Brandes – i Fædrelandet – anmeldt et værk af Paludan-Müller, Ungdomskilden. Digteren kvitterer taknemligt. Et halvt år efter følger den gamle digter, der var stærkt præget af sin stærke og fromme hustru, fascineret den unge mands ubønhørligt logiske og meget ufromme indlæg i striden om tro og viden. I 1868 bruger digteren, vistnok tilskyndet af fru Charite, et tyndt påskud til at afbryde forholdet.

Ivar Lykkes Historie er en både langstrakt og dårlig roman om Danmark efter 1864, men henlagt til 1840’erne og 3-års-krigen. Alvorlig, selvhøjtidelig og i et urokkeligt, usanset og usanseligt bogsprog. Mærkeligt, at det virkelig er Adam Homo’s digter der har skrevet den. Romanens helt Ivar Lykke stammer fra en gammel adelsslægt og er indbegrebet af retsindighed, uegennytte, troskab og fædrelandskærlighed. Han ender som legationssekretær, men det højere borgerskab, som Paludan-Müller beskriver så spydig i Adam Homo, er her skildret uden nogen form for afstand, med total alvor. Fenris er det overtydelige navn på Ivars modpol, men modsætningerne drager hinanden, de to bliver hurtigt nære venner. Fenris er en fremmed fugl: hjemvendt fra de vestindiske øer og med sort blod i årerne, mørk i huden, i øvrigt søn af en plantageejer, selv læge, en verdensmand der charmerer selskabet, men også er flittig i studerekammeret. Republikaner. Vi møder ham første gang, da han læser Shakespeares – ja, gæt: Richard d. 3, som begejstrer ham. ”De ved ikke,” siger han et sted, ”hvor uhyggeligt, hvor øde det tit ser ud i mig.” Han vælger ilden som sit element - som siden Brandes gør det i mottoet til Emigrantlitteraturen – og vi skal forstå denne ildånd som inspirerende, letsindig, sarkastisk og dæmonisk, i slægt med romantismens helte (hvad der jo ikke er forkert, det var den ganske unge Brandes selv). Han drager kvinderne, men er ædel nok til ikke at misbruge sin magt over dem.

En rigtig Byron-helt! Overfor Ivar Lykke er Fenris anfægtet af misundelse, men han har samtidig sin stolthed. Mens Ivar – og alle andre gode danske – er gode danske, så skildres Fenris som kosmopolitten, ”Den hele jord er mit fædreland” siger han, og et andet sted: ”Hele Europa er mig ikke for stort til fædreland.” I hans øjne er en patriot som Ivar Lykke fordærvet af ejendomsret og desuden efter krigen plaget af erindringen om det tabte.

Lokker denne Fenris helten i fordærv, eller beriger han hans liv? Længe peger pilen nedad, men til sidst viser det sig, at helten har vundet i menneskelig modning gennem det farlige venskab. Fenris’ brøde består i, at han forelsker sig ulykkeligt og tavst i Ivars forlovede Filippa. Han er urokkeligt ædel i sit afkald på at søge hendes gunst, men Ivar mistænker ham – forståeligt, men med urette – for at ville erobre hende fra ham, og de duellerer. Fenris såres alvorligt, så hans helbred svækkes. Siden kommer 3-års-krigen, hvor den utroligt tapre Ivar Lykke mister sin højre hånd – den hvormed han havde såret Fenris (og i tyk symbolik: som Danmark havde mistet Sønderjylland). Han berøves også højst urimeligt al hæder og udmærkelse samt sin hjerter dame, men modgangen lutrer ham, og alt ender godt.

Det fascinerende ved den langstrakte roman er Paludan-Müllers brug af denne Fenris – navnet siger det allerede – som modpol til ædel danskhed, en tvetydig figur, en byronistisk dæmonisk skikkelse, men i sidste ende altså dog også ædel. Det er forståeligt, at Brandes siden kalder romanen ”en barnlig frembringelse uden digterisk værdi”.

At det er den unge Brandes, der selv har inspireret Fenris-skikkelsen, er der næppe tvivl om.

Karaktertegningens mangler ufortalt, så forekommer selve romanens greb næsten profetisk. Paludan-Müller har indset, at hans helt, den udadlelige Ivar, den efter 1864 betyngede, men urokkeligt perfekte og naturligt selvbevidste danske patriot, ikke har kunnet undvære et modspil, og han har derfor givet ham et, hentet fra det romantiske arsenal, han rådede over. Han har set den rolle, der måtte være plads til, han har set den 23-årige unge ukendte student Brandes som den rette til opgaven, og han har set rigtigt. Nogle år tidligere havde den unge mand selv været optaget af en tilsvarende dæmonisk figur, Petsjórin i Lermontovs roman Vor Tids Helt. Som igen læner sig op ad Byrons helte. Sådan er det: Først kommer indbildningskraften med sine fantastiske drømme, som den trodsigt spænder op mod en alt for plat og fantasiløs virkelighed - kommer med den digtning, der snart efter skal inspirere denne samme virkelighed til forsøg på at realisere sine usagte modsætninger og efter tapper evne leve op til de givne skitser – hvad der trods al ufuldkommenhed i det timelige nu og da lykkes så godt, at det kan inspirere digtningen til igen at få travlt med på nye måder at komme den altid sendrægtige virkelighed i forkøbet og inspirere eller vejlede den eller simpelthen tage den på slæb.

Byron, Petsjorin, den unge Brandes, Fenris. Det er i fantasien, det ukendte først opstår. Unge mennesker søger signaler, modeller at forme sig efter. At et ungt menneske også selv kan blive model – beundret eller frygtet, gid han var syg, så jeg kan pleje ham – det er den sjældenhed, det her handler om.

Fenris er forløberen. Ellers er det forfatteren af Emigrantforelæsningerne, der for alvor vækker den digteriske fantasi. Og det er helt fra begyndelsen det erotiske moment, der tænder gnisten. I min lange liste indgår den erotiske trussel mod det ordnede kærlighedsliv i særdeles mange tilfælde som central eller perifer del af den generelle trussel mod det bestående, som Brandes opleves at være. Men af alt bestående var vel også de godkendte ordninger af driftslivet det skrøbeligste, her var truslerne mest overhængende.

Vi begynder i den naive ende. I To Familiers Historie fra 1873 håber Anna Margrethe Krebs på at redde den vildfarne. Den unge, blege Gyldenvinge med de mørke skygger under øjnene har været både i Paris og Italien, men ved synet af præstedatteren, der mærkeligt nok hedder Margrethe, tænker han: ”Å, hvor var det lifligt at drikke af dette klare kildevand, efter at have måttet nøjes med at læske sig ved de beske og mudrede verdens vande!” Trods sine mange vildfarelser ”havde han dog, vidunderligt nok, bevaret en skarp opfattelse af ret og uret” og var sig sin egen uværdighed bevidst, om ikke så klart at det kunne føre ham til fuld erkendelse af sandheden. Imidlertid forloves han med Margrethe. Da dukker nemesis op, i skikkelse af hans tidligere elskerinde, som han har forstødt, og som er blevet sindssyg af sorg. Hvad hjælper det, at mødet med Margrethe og præstegården i mellemtiden har åbenbaret ham, hvad sand kærlighed er! Forældrene er ganske vist tilbøjelige til at slå en streg over fortiden, men Margrethe kender sine principper bedre og vil ikke vide af en mand med en sådan baggrund. Beskæmmet, ulykkelig, men fattet forlader han præstegårdens idyl.

I Agathe af H.F. Ewald, også fra 1873, går det værre end hos frk. Krebs. For Gustavs sjæl kan der ikke næres håb. Han er netop vendt hjem fra Paris og Italien og lister nu let sin gift ind i oberstdatteren Agathes hjerte. Signalementet er ret klart: Gustav citerer Constants Adolphe – direkte efter Emigrantlitteraturen - og kender både Mme de Staël og George Sand, han er kort sagt ”materialist, hans program betydede: kaos, de vilde naturdrifters løsslippen, barbari og raffineret livsnydelse i skøn forening, prisgivelse af kvindens rettigheder og bedste værn under skin af emancipation, og nedbrydelse af alle de skranker, som, når alt kommer til alt, vel ikke engang de bedste i samfundet ganske kan undvære.” Præsten har imidlertid gennemskuet ham: ”Frihed skal råde i alle forhold – det vil sige – slip djævelen løs og lad ham regere med sjælene som han vil!”

Til slut bortfører Gustav Agathe til sine drømmes by, ”I Paris, der tænker man ikke, man lever og nyder” – han nødes til at gifte sig med hende, men forlader hende snart for ”at gøre sig en behagelig dag ved at slentre om på

boulevarderne, nyde sine måltider i caféerne og på restaurationerne og efter en promenade i Boulogne-skoven ende med en munter dans i Mabille.” Agathe dør derpå af kummer og skam.

Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer, 1873.

Dette læsedrama handler om den trodsige, vildt ambitiøse og forfængelige kristendomshader og –bekæmper Julian den Frafaldne, og der er vist almindelig enighed om, at det er Georg Brandes, der er inspirationen. De to mænd var i tæt brevforbindelse omkring 1870, udfordrede, mystificerede og inspirerede hinanden, sjældent har vel to naturligt allierede været så basalt forskellige som disse to. Ibsen brugte flere år af sit liv på at skrive dette stykke, som man må kalde dramatisk umuligt, som læsning tungt, et ejendommeligt udtryk for den indædte stædighed, der var Ibsens, og som siden blev anderledes frugtbar hos ham.

Fra 1874 stammer Paludan-Müllers komedie Tiderne skifte. En meget svag Holberg-pastiche henlagt til 1780’erne, hvor hovedpersonen netop hjemvendt fra udlandet vækker furore ved at prædike Rousseau, naturlighed, sandhed og pudderets og parykkens afskaffelse. Det er mere Paludan-Müller end det er Brandes, når helten ender med at indgå kompromis med sin kommende svigerfader vedrørende beklædning og til belønning får pigen. – En gammel mands papirtynde ønskedrøm om forsoning.

Året efter, i 1875, opføres et skuespil af William Bloch, Lygtemænd på Det kgl. Teater, hvor Bloch selv var skuespiller. Her deklamerer den selvglade og letsindige Holm om den frie tanke og den frie kærlighed i et sprog hentet hos Hostrups studenter. Hans ene discipel Bech gør sin forlovede Emilie ulykkelig, da han vil leve sammen med hende i fri kærlighed, mens en anden discipel, Lisner, får sine arbejdskammerater til noget så uhørt som at strejke og kræve overskudsdeling. Men så går ellers direktøren, Emilies fader, i aktion og genopretter fornuftige forhold. Den beskæmmede Holm flygter ud af landet.

Altså en kombination af erotik og politik. Det kom til heftige demonstrationer under opførelserne, og det var Brandes en fornøjelse at vise sig frem i parkettet, uden tvivl med tanke på, hvordan Sokrates havde vist sig frem til sammenligning, da Aristofanes gjorde nar ad ham i Skyerne.

Sophus Bauditz var så konservativ en sjæl som nogen kunne ønske, jurist af officersslægt, aktiv student. Som en sådan skrev han i 1872 i kåd polemik et digt, der resolut tager konsekvensen af den nye lære og kræver ”kjolen af kvinden”:

”Den er en løgn, kulturen spandt!

Kvindens navn kun i kjolen grunder,

Kastes den bort, så får vi ”hunner”;

De skal parres, og siden må

Hver sine egne veje gå.”

I Bauditz’ første lille roman, Himmelbjerget fra 1876 er helten Otto en maler. Han tilstår: ”Der er mange Tanker som jeg aldrig har tænkt igennem, men jeg tør ikke begynde, fordi jeg ved at Tvivlen ligger og venter paa mig.” Ærlig snak! Da derfor hans ven Lund prøver at overbevise ham om, at det der kaldes moral, er en simpel følge af de klimatiske forhold, så genkender læseren straks røsten fra Emigrantlitteraturen, hvor et Thorvaldsen-relief er anledning til en lignende letfærdig overvejelse. Men sammenholdt med Brandes er denne Lund ellers en slap fyr. Han foragter ”så godt som alt bestående, men jeg har ikke engang energi nok til at bringe foragt og indignation videre ud i verden.” Hans dogmatisk-kritiske holdning undergraver en overgang den rettroende helts kunstneriske inspiration, men så tager denne sig heldigvis sammen og vender sig mod Lund i et opgør: ”jeg kom til Dem for at få anvisning på noget at leve og virke for, og De giver mig egentlig kun noget at kæmpe imod.” Efter en krise vender han tilbage til maleriet og får også pigen.

Som polemiker er Bauditz ikke meget værd.

Joakim Reinhard: Ild og Aske. 1880

Reinhard var kendt i det københavnske bladmiljø som homoseksuel. I 1880 satte han en dødelig skræk i Brandes ved i et brev til ham i Berlin at bebude udgivelsen af en nøgleroman om hans forhold til Caroline David. Det

fremgår ikke hverken af dagbogen eller af breve, hvordan Brandes har reageret, hvilke tråde han har trukket i, men slutresultatet er i hvert fald blevet en ganske harmløs fortælling, hvor alt holdes i almene vendinger og vage hentydninger.

Den norske Kristian Elster havde siddet beundrende under Brandes’ kateder i 1871. Hans roman Farlige Folk, udgivet i 1881, det år han døde, har – ifølge et brev fra enken til Brandes – haft denne som model for helten, Knut Holt. Romanen er et tankeeksperiment: hvordan var det gået, hvis Brandes var født i en norsk provinsby med dens drastiske modsætninger? Her knuger kristentroen sjælene, her huskes enhver frækhed i den lokale avis og tilgives end ikke, når redaktøren siden bliver byens matador. Redaktørens søn, Knut Holt, bliver læge, rejser udenlands og vender hjem besjælet af lyst til at bekæmpe ”alt Tyranni... hele dette Herredømme af Guds Naade, under hvilket Verdens største Nederdrægtigheder har været øvet og øves.”

Han stifter en forening og holder ”verdenshistoriske Foredrag”. Han elsker den oprørske præstedatter Cornelia, der vredes over de frommes tyranni og er enig med ham i undren over, hvordan et sådant samfund overhovedet nogensinde har kunnet godkende videnskaben, der altid er vantro, og kunsten, der udgår af en lystfølelse, som det er den kristnes første pligt at underkue. Men her kives man ikke desto mindre om, hvad der andetsteds er udkæmpet for årtier siden, her dør de udlevede ideer kun en langsom

strådød. Holt hænges ud som kommunist, men det er hans brødefulde fortid, der indhenter ham, i skikkelse af en sydamerikansk skønhed, som drager ham tilbage til det fjerne land, hvor hun imidlertid dør, og da han anden gang vender tilbage til småbyen, er den trofast elskende Cornelia også død. Altså kombinationen af oprørsk frihedskamp med erotisk konflikt, begge båret af ædel og ukuelig lidenskab for sandhed og troskab. – Elster har skrevet bedre ting.

Axel Jacobsen: En Journalist. 1882

En spydig nøgleroman om ”Folkebladet”, d.e. Morgenbladet. Den unge Delacroix er ”katholsk, udpræget radikal”, så han ansættes som teateranmelder – ”katholsk” er bogen igennem dækord for jødisk. Han kommer i kridthuset, da en af hans anmeldelser bifaldes af ”Dr. phil. Herman Weil, Danmarks berømte kritiker i exil”, som netop er kommet til byen ”fra sit Golgatha Kristiania”, d.e. Berlin. Ved en drukfest holder Sundstrup – d.v.s. Schandorph, kendt for sin drikfældighed – en tale for Herman Weil, ”vor fører, den eneste, vi anerkender, den eneste vi underkaster os... En toast for vor store fører, som vansmægter i landflygtighed (hik)”. Romanen skildrer bladets lurvede miljø, hvor den ene tjeneste er den anden værd, og hvor også anmeldelser lempes som de vennetjenester eller fjendemord de er. Delacroix skriver til sidst en kritisk anmeldelse af en af Weils bøger, han vil ikke længere være medlem af ”en gensidig beundringsforening af statsdoterede oppositionsmænd”.

Straffen kommer snart: han fyres diskret, på Weils krav, som redaktøren betror ham. Det sker i forbindelse med en omlægning af bladet: et konsortium af katholske pengemænd og literater har henvendt sig med hjælp (Morgenbladet blev faktisk lagt om i 1881), ikke uegennyttigt. ”Giver man den Sorte kun en finger, siger det gamle ord, tager han hånden og kroppen med” – ”de sorte” er en anden omskrivning for jøderne. – Men Delacroix er jo selv jøde? Redaktørens forklaring lyder: ”De er katholik. Dr. Weil tør ikke have flere katholikker ved bladet... Dr. Weil er så bange for at bladet skal skråles ud for jesuiterblad.”

Det sidste er helt rigtigt. Frygten for jødisk dominans sad både i Georg og Edvard, og ikke uden grund. Ved Politikens grundlæggelse i 1884 var ni ud af de ti medarbejdere jøder. Kun Hørup var uden for det selskab. Skævheden blev dog snart rettet op. Også ved starten af Studentersamfundet var brødrene nervøse for, om antallet af jødiske medlemmer skulle blive for stort.

H.F. Ewald: Charles Lyng, 1883. Denne meget naive roman fortæller om Charles, der er uægte søn af en københavnsk stuepige og en ukendt fader. Moderen døde ved hans fødsel, og en jysk præst optog ham i hjemmet, som barn nr. 3. Han har et sydlandsk præg, er ”livlig og indsmigrende i sit væsen, og hans hurtige nemme henrykte hans plejefar.” Betænkeligt var dog tidligt ”det varme blod, der flød i hans årer... opsætsighed mod lærerne og andre udskejelser.” ”Dog var hans største gave den forunderlige magt, han besad til at vinde ethvert menneske, han kom i berørelse med, især kvinderne.” Han konkurrerer med sin ældre plejebroder Niels om Karen Lund, ”den ranke, stolte jomfru med det faste, selvbevidste blik i de smukke blå øjne.” Niels oplever ham naturligt nok som ”en fræk knægt hvem ingen og intet var helligt.” Præsten tager ham i forsvar: ”Så rig en begavelse er en frygtelig fristelse og lokker det dæmoniske frem i et menneskehjerte... han er ikke ond, skønt han undertiden lefler med det Onde.”

Charles kommer til København for at læse teologi, hvad han hurtigt forsømmer. Han foretrækker at bruge sit talent til at tegne og skrive, og bruge resten af tiden til udskejelser, der undergraver hans sundhed. Plejefaderen mener, han ”lefler dæmonisk i tanken om synden”, Niels kalder ham en bladneger, mens han selv mener: ”Det er ingen spøg at komme forkert ind i verden... fra det øjeblik af, da jeg vovede at emancipere mig og se livet fra et andet synspunkt end det, som den her i Roholte rådende intelligens kunde blive klog på, så lyste I mig i ban.” Men når han overfor sin stedfader mener: ”Lad os dog blot i kunsten som i livet være naturlige og sande!”, så svarer præsten: ”det er kampråb mod alle moralske skranker og hidsen frem af vor fordærvede naturs dyriske drifter.”

Rygtet går i Roholte, at Charles i København ”overanstrenger sin hjerne det halve døgn og svirer det andet halve.” I hvert fald: efter et år lå han ”på sine gerninger med svindsot.”

Da han er død, kalder Niels’ kone Karen, som har elsket ham ulykkeligt, ham for et geni, der kom skrækkeligt på afveje. Niels selv er lavsindet i sine dårlige tanker om ham, men på bogens sidste side smelter isskorpen i hans sind, og han og Karen takker Gud for den gave til dem, som deres indbyrdes kærlighed er.

Henrik Ibsen: En Folkefjende, 1882.

Ibsen var Brandes’ kritiske kampfælle, de har også inspireret hinanden, og udadtil fremstod de som allierede i kampen mod den bestående fejhed. Alligevel har forbeholdene luret, Brandes var i hvert fald temmelig mistroisk, med god ret, som dette stykke viser. I en artikel fra 1890 om Henrik Ibsen i Tyskland hedder det da også, at ”til Ibsens mangler hørte den at lægge store ideer ind i små menneskers sind fra norske kystbyer”. Her er afstanden klar. Dr. Stockmanns foragt for den kompakte majoritet kan være god nok, men han selv er for lille til den. I sit Levned ignorerer Brandes imidlertid sine forbehold. Her skriver han, at Ibsen ”under udarbejdelsen af En Folkefjende havde tænkt på mig som model. Jeg havde været godtroende som Stockmann og var bleven skeptisk som han.” Hvis man ikke tænker sig om, lyder det jo godt nok. Læser man stykket bedre, fremstår Brandes’ påstand som en forbavsende blottelse. Vist så, Dr. Stockmann kæmper heroisk for sandheden og mod den forgiftning af byens badevand, der truer dens eksistens, og vi husker alle det patetiske udtryk om at være stærk ved at stå alene. Drastisk, dramatisk. Det er ikke kun badet, det er hele samfundet, som trænger til at renses – ”vi må have nye befalingsmænd på alle forposterne”.

Men kun en overfladisk læser kan opleve Stockmann som helt. Hans naivitet mildner det alt for patetiske, men kan ikke skjule, at han – også – er besat af viljen og lysten til magt. Han er ikke bare naiv, han er også en fantast, der rives med af sine egne ord, et unikum af selvforblændelse. ”Sandheden og folket skal vinde slaget, det kan du bande på. Å, jeg ser hele den frisindede borgerstand fylke sig til en sejrende hær...” Han ser det for sig og udmaler det, hvordan han snart ... bliver professor, havde jeg nær sagt, nej, jeg mener hvordan han snart vil stå som folkehelt med fanetog, festmiddag og hædersgaver. Han bliver stadig mere selvcentreret, hans drivkraft – skriver Jørgen Haugan, som jeg her trækker på (2) – er ikke ønsket om at få sandheden om badets sande tilstand frem, men en krænket selvfølelse. Først talte han om ”sandheden og folket!”, siden taler han om ”mig og sandheden”. I sin store tale mod slutningen går han helt over styr: ”Udryddes som skadedyr bør de, alle de, som lever i løgnen!” Manden med den gode sag gejler sig op og demonstrerer de destruktive muligheder i sin åbenlyse selvpromovering. Men når han f.eks. også mener, at befolkningen kan deles i to grupper, nogen er bindegale, resten består af fæhunde og køtere, eller som han også siger: der er ”puddelmennesker og køtermennesker”, de åndeligt fornemme og de åndelige almuesmænd, så er det meget nærliggende at huske det ominøse sted i Emigrantlitteraturen, hvor det hedder: ”Da een Part af Menneskeheden maa betragtes som vilde Dyr, en anden Part som sande Aber og den aldeles overveiende Del som Dosmere og Ignoranter, er det let at see, i hvad Forhold til Sandheden den offentlige Moral og den offentlige Mening i Almindelighed vil staa.”

Kort sagt: Skønt Stockmann har afsæt for sine angreb i en konkret skandalesag, er han en uansvarlig fantast, kun fornuftig i det ene, at han overlader de materielle bekymringer til sin kone. I sin groteske tale, hvor han går helt over gevind, foregriber han den aristokratiske radikalisme, som Brandes først forkynder direkte fem år senere.

Jeg gentager citatet: ”Under Udarbejdelsen af En Folkefjende havde [Ibsen] tænkt paa mig som Model.”

En Folkefiende er skrevet af en utroligt klarsynet og ubønhørlig sympatisør. Stockmann kommer i nærheden af Den politiske Kandestøber, han er på én gang elskelig og farlig i sin verdensfjerne tågesnak, der henter sin argumentation fra en brist i samfundet, men sin kraft fra en såret forfængelighed og en privat ærgerrighed: en forløber for adskillige selvomtågede verdensforbedrere op gennem det 20. århundrede.

Noget andet er, at Brandes, da stykket kom frem, tog afstand fra dets tendens, specielt Stockmanns ord om at være stærk ved at stå alene. Ved sin hjemkomst i 1883 efter årene i Berlin havde Brandes brug for alliancer med bl.a. Bergs Venstre. Først ved årets udgang – da Berg fik nok af Hørup og brødrene Brandes og fyrede dem fra sin avis – indså han, at Ibsen kunne have ret, når han i et tidligere brev til ham havde skrevet om ”det kostspielige” i at have venner.

Sammenholder man dette portræt med de øvrige i min liste, får man sin Ibsen-beundring underbygget. Med overlegen sympati og ubønhørlig distance viser Ibsen de risici, som er sandhedssøgerens og revserens skjulte potentiale.

(Har man dette stykke i baghovedet, må man opleve de mange forskellige partsindlæg, der behandles på disse sider, som et niveau under. I en vis forstand handler de slet ikke om Brandes, men bruger den faste figur, som han lægger navn til, til at fremmane en bestemt trussel mod det regulerede kærlighedsliv og mod den bestående samfundsorden i almindelighed. - To trusler der hænger sammen, idet hovedvægten lægges enten det ene eller det andet sted.)

I 1883 udgav Anne Charlotte Leffler sin novellesamling Ur lifvet. I den lange slutfortælling I krig med samhället har helten lånt træk fra Brandes, men nok også fra Strindberg, så det er kun med nød og næppe, teksten gør sig fortjent til at være med på listen.

Holger Drachmanns skuespil Alkibiades er fra 1886, stammer altså fra et tidspunkt, hvor den politisk labile digter var Estrup-tilhænger, omend med visse skrupler. Stykket fortæller især om titelfiguren, et letgenkendeligt forskønnende selvportræt: Alkibiades elsker krigens og sangens kunst og provokeres desværre til at gå over til fjenden. Han ender sit liv med en ensom død i skønhed. Imod sig har han bl.a. demagogen Androkles, en demokrat der gerne vil ledsages hjem med pomp og fakler, en mand der slår sig op på at tale folkets sag og som ikke har råd til at forsmå sine tilhængeres milde gaver (d.e. de årlige 4000 kr. Brandes fra sin hjemkomst i 1883 fik fra en anonym kreds). Det hedder også om ham, at han ”har hjerte for alle, især for konerne i den modsatte stad-del”. Skrevet på et tidspunkt, hvor sladderen om Brandes’ forhold til Bertha Knudtzon var rødglødende.

Alt sammen både overfladisk og ondskabsfuldt.

Over for Victoria Benedictsson er jeg ”i valet och kvalet”. Én uartig mulighed var det at rubricere hele hendes dagbog som digt og tage den med i min liste på grund af dens mange beskrivelser af Brandes’ besøg hos hende på Leopolds Hotel. Hvor meget heraf der er sandhed og hvor meget der er fantasi, får vi aldrig at vide. Det er min oplevelse, at digtningen eller fantasien uafbrudt har siddet på spring, men nok har behøvet en virkelighed som afsæt. Hendes dagbogstekst folder sig ud som rapporter fra en virkelighed, der igen og igen overrumpler og overbeviser, samtidig med at man sidder og ryster på hovedet. Det er fastslået, at detaljer og replikker fra hendes forhold til to tidligere mandlige bekendtskaber er indskrevet i hendes beretning om møderne med Brandes. Hun har været styret af et selvhad, der giver sig udtryk i beskrivelserne af hans afvisninger af hende, hendes offerrolle.

Når jeg kan hævde om Brandes, at han er styret af en rolle, som lå parat til ham, og som han søgte at leve op til, da først han fattede den og dens muligheder, så må jeg kunne påstå noget tilsvarende om Victoria Benedictsson! - Men jeg lader denne bizarre og tragiske historie være, eller rettere: jeg nøjes med de tre udgaver af den, som blev udgivet.

For det første finder jeg en særlig art Brandes-portræt i hendes roman fra 1887 Fru Marianne. Her skildres heltinden i det svære valg mellem hendes sunde ægtemand, bonden Börje Olsson, og den dæmoniske, frankofile og letfærdigt intellektuelle unge Pål Sandell, som hun ender med at fravælge til fordel for ægtemanden. Pål er kun en Brandes med forbehold, alene hans ungdom sørger for afstand. På den anden side: Fru Mariannes ambivalens og hele valgsituation mellem den satte ægtemand og den frivole frister er så oplagt inspireret af Victoria Benedictssons oplevelse af sin egen situation, det negative billede af den unge mand inspireret af hendes helt private had-kærlighed til den Georg Brandes, hvis interesse hun ikke kunne få nok af. Begge brødre Brandes afviste romanen og kaldte den en dameroman, Edvard i sin anmeldelse, Georg i et brev. I situationen – husk: vi er midt i Sædelighedsfejden! – kan den da også kun læses som et indlæg for det monogame ægteskab og en diabolisering af alt, hvad der smager af fri kærlighed. Intet under, at de ikke brød sig om bogen. Deres afvisning var

et hårdt slag for hende. Men hvad havde hun tænkt sig, må man spørge!

Hendes ufærdige udkast Den bergtagna er skrevet kort før hun tog sit liv, i 1888. Her er den unavngivne tilbeder blevet en parisisk billedhugger. I 1890 udgav hendes platoniske ven Axel Lundegård teksten i dramatiseret form. Her holder jeg mig til hendes egen tekst, der er en slags resumé af dagbogens beretning, iflettet ordrette citater fra den om Brandes’ besøg på hendes hotel. Det er dog næppe så meget ham, som det er sin egen ulykkelige kærlighed til ham, hun er bjergtaget af. Teksten er en tydeliggørelse, man kan også sige en karikatur, af hendes fortvivlede oplevelse sådan som dagbogen har den, insisterende og selvdestruktiv. Skurken er her ”en jublande afgrundsande”, der altid har tortur at gribe til, men i øvrigt snart er betagende og åben, snart kold, snart vil forføre hende, snart fortæller om sine andre kvinder.

I 1888 søgte en vis Laura Kieler, norsk, sit skuespil Mænd af Ære opført på Det kgl. Teater. Her hænges brødrene Brandes ud som kynikere, der foragter al sædelig idealitet og har et orientalsk syn på kvinden som værende til for at tilfredsstille mandens lyster. Stykket blev afvist – selv forstod hun grunden som den, at Edvard Brandes sad i teatrets bestyrelse, men det er vitterligt ringe. To år efter tryktes det i Norge – og opførtes på Casino-teatret i København, hvor det blev en total og fortjent fiasko. Allerede forinden havde Georg hævnet sig: i det norske

Verdens Gang røbede han, hvad der længe havde været velkendt, men kun mundtligt mand og mand imellem, at det var en ung gift kones virkelige vekselfalsk, der havde givet Ibsen ideen til Et Dukkehjem. Han nævner overhovedet ikke noget navn, alligevel er forargelsen voldsom, da alle initierede naturligvis for længst vidste, at Laura Kieler var kvinden. Men ét er sladder, et andet at sætte noget på tryk.

Laura Kielers had til Brandes var så levende, at hun gav det i arv til sin søn, der som redaktør af Fædrelandet i 1919 rasede mod ”det litterære jødevælde”.

I 1889 giftede den svenske digter Ola Hansson sig med Laura Marholm, som han havde mødt i Brandes’ hjem. Fire år tidligere var hun kommet til København fra Estland og indlogeret på Leopolds Hotel, hvor Brandes en overgang besøgte hende hyppigt, men hun kom også i hjemmet. Hun var så grim og klog, at Gerda fattede tillid til hende og gjorde hende til sin fortrolige, i en periode hvor ægteskabet var voldsomt belastet af Georgs forhold til Bertha Knudtzon og af sladderen om denne affære. Hun har også fungeret som mægler og fredsstifter. Han betroede hende også nogle oversættelser til tysk, bl.a. hans afhandling om Nietzsche. Også Ola Hansson stod i gæld til Brandes, dels for en varm anmeldelse af hans debut-digte som ellers havde fået en hård medfart, og dels fordi Brandes havde ført ham sammen med denne Laura. Det var imidlertid to slanger, han her havde næret ved sin barm. Ikke bare prøvede Hansson at løbe med Nietzsche

for næsen af Brandes, men både han og hans kone brugte siden deres interne viden om Georg og Gerdas skandaleomsuste ægteskab som råstof i forskellige noveller. De har virkelig stukket hovederne sammen og bekræftet hinanden i deres værste forestillinger.

Stoffet til Ola Hanssons novelle Tre rosor har han fra Lauras mund. Vi hører her om bondepigen fra marsklandet, den grundgermanske kvinde, en datter af teutonernes blonde slægt (læs: Gerda Brandes), som bliver gift med den jødiske forretningsmand hr. A. ”En ikke længere ganske ung dame af byens højere lag” forelsker sig lidenskabeligt i samme herre. – Læs: Bertha. Med henblik på de sociale fordele ved en forbindelse med denne dame (Bertha stammede faktisk fra en meget rig familie) indleder hr. A. en ubarmhjertig krig mod sin kone i håb om, at hun frivilligt vil fortrække. Han øser således smudsig sladder ud over hende, og hun er forsvarsløs som en løvinde mod stikkende insekter. Hun belurer ganske vist parret gennem nøglehullet, men da hun flår døren op, bestrider de alt og belærer hende om det simple i hendes spioneri. Fortælle-jeg’et mener, den afgørende modsætning mellem hr. og fru A er modsætningen mellem raceinstinkterne hos de to, mellem sønnen af Israels mørke stamme og datteren af teutonernes blonde slægt.

Hanssons næste novelle er så skrap, at ingen nordisk forlægger til dato har haft lyst til at trykke den. Dele af den kom på tysk i 1892. Resten kender jeg kun fra et svensk referat. Dilettanten handler om den skandinaviske forfatter Robert Leveaux, hvis ånd er lige så fuld af sensibilitetspunkter som morfinistens arm af stik, og hvis forretningssans er sublimeret til kunstnerisk virtuositet. Følsom, modtagelig og uden midtpunkt udbyder han sine varer, de nye ideer, med samme listige øjne, hvormed hans forfædre falbød deres. Han sammenlignes med en giftig hugorm, alt for glat til at kunne gribes, og den bider den, der prøver, men helst glider den væk mellem buske og sten. I let forklædning omtales forholdet til Caroline David og siden til Gerda, men, hedder det, da forfatterens åndelige produktionsevne svigtede ved 40-års alderen, fik hans ærgerrighed den begyndende impotens’ feber, og han udviklede sig til en Don Juan og nød at gælde for en diabolus sexualis. Han opsøges af en blond, fåmælt, alvorlig og drømmende repræsentant for den nordiske race, en mand med et midtpunkt og en instinktiv race-følelse. Leveaux dynger denne unge mand til med komplimenter, og da han ikke reagerer, bliver mesteren rigtigt nervøs.

Denne figur, den feminine, skiftevis indsmigrende og ondskabsfulde – det er det første udkast til Pil Dahlerups Don Juan, med hans dobbelthed af varme og kulde. Men Brandes som den midtpunktløse – det er et syn som siden Rubow har gjort til sit, og som Erik M. Christensen har foldet ud: ”usikker, midtpunktløs, søgende efter sig selv i andres øjne, magtbegærlig og usand... et raffineret, bundløst publikumsnummer.”(3) – Brandes har selv leget med tanken i sit digt om Proteus, der bærer hundrede masker og skyder sin ham af sig, hver gang modstandere vil få ram på ham.

Fra 1893 stammer K.G. Brøndsteds roman Frihed! Nutidsfortælling. Frederikke er datter af en præst (alle disse præstedøtre!) et sted på Sjælland, og i det snævre præstegårdsmiljø pines hun af sin uvidenhed om den store verden, som hun længes ud imod og endelig møder i skikkelse af Holmer. Han er folketingskandidat for Venstre, taler med hende under valgkampen, nok til at hun tager mod til sig og kræver at få lært noget. Holmer er fuld af gode råd til forskellig side. Til vordende digtere lyder det således: ”Kompromittér Dem, gør en eller anden streg, væk forargelse, så folk taler om Dem i byen, udgiv så Deres bog, så skal De bare se... sørg for, at den bliver et slag i ansigtet på den offentlige moral.”

Frederikke besnæres af denne mand og flygter fra præstegården med ham. I København bosætter parret sig i en villa i Valby og holder fester for vennerne, som han i øvrigt ingen agtelse har for, og som han snart underkuer, snart ekskluderer. Han arbejder ved en avis kaldet Fin de siècle og har sin gang i en studenterforening ved navn Lucifer. Kristendommen ser han snart som den særeste samling galskaber, snart som snedige påfund udspekuleret af gavtyve for at holde samfundet i ave. Frederikke beundrer ham naturligvis, men må snart spørge sig selv, om han overhovedet elsker hende, eller det er lutter sanselighed, der driver ham.

Det står klart for forfatteren, at det er Venstre, der har banet vejen for ”hin nedbrydende tøjlesløshedens ånd”, som har Holmer som sin leder. Han ryger da også cigarer (meget ikke-brandes’sk!), og da han slår op med hende – mottoet er ”vi er begge frie” – flygter hun tilbage til præstegårdsmiljøet, men drukner sig derpå i fortvivlelse. Hendes broder har en lignende skæbne, han beruser sig i store ord om de nye tider, men mangler det nødvendige talent og ender med at flygte til Amerika, hvor han bliver ulykkelig. En tante afrunder bogen med spørgsmålet om, hvordan det dog kunne gå så skidt for de to børn, ”de havde dog så møj møj frihed”.

Vilhelm Bergsøe: Sandhedens Mænd. Et Nutidsdrama. 1894

Bergsøes selvkritik har været ringe. Dette stykke vendt mod realismens forfattere, der praler af at være sandhedens mænd, men i virkeligheden er det modsatte, har dem alle med, den indbildske fører Georg Brandes, drukkenboltene Schandorph og Drachmann, men også Taarnets nye digtere. En plat og langtrukken affære.

Laura Marholms skuespil Karla Bühring. Ein Traumdrama in 4 Acten udkom på tysk i 1895. Her hedder Brandes Siegfried Collander. Han er den berømte mand og forfængelige Don Juan, der lader bøger med tilegnelse fra kendte mænd ligge fremme, så gæster kan se dem. Han forfører den haltende og berømte violinist Karla Bühring, et dæknavn for Victoria Benedictsson. Hun skildres som noget af et overmenneske, der har kastet sin kærlighed på en uværdig, og hun ender med at skyde sig for åbent tæppe, da hendes fortid med Collander står i vejen for en forbindelse med en herre, der ligner Ola Hansson. Her fortælles også om Gerda som den sindssygt skinsyge, der udspejder sin mand gennem nøglehuller. Gedigen sladder, fra første eller anden hånd, blandet med løse fantasier.

I 1896 fik Laura Marholm udgivet Tvenne kvinnoöden, hvor den sidste, novellen Det osagda, ligeledes bringer regulært sladder om Brandes’ ægteskab: Holger Berning er redaktør og gift, og parrets ”allt för radikala skiljaktighet var bekannt i hela staden. Man och hustru hade af sit umgänge bildat två fientliga läger.” Han er også kendt for at omgås mange damer, og det er et spørgsmål, om det er hans forfængelighed eller konens skinsyge, som er den virkelige kilde til, at disse rygter holdes ved lige.

Johs. V. Jensen: Danskere. 1896

Romanens fortæller overværer et Brandes-foredrag, beskriver mandens grimhed, men er ambivalent overfor denne uforfærdede sandhedsforkyndelse. ”Det var næsten, som om det smertede mig, at alt, hvad han sagde, var sandhed, for der steg en kamplystens vildhed op i mig overfor ham. Hvis jeg havde følt at han løj, så ville jeg have rejst mig med en riffel og skudt ham tværs igennem hovedet.”

Selv en nok så sandhedselskende Brandes har næppe været ganske tryg ved så besynderligt motiveret en mordlyst, der i hvert fald af os andre læses med uhygge, i lys af senere blodige begivenheder.

Agnes Henningsens portræt af Percy Branner i Polens Døtre fra 1901 er nok – næst efter Pontoppidans – det mest levende i denne lange række. En prøve: ”Så snart der begyndte at blive stille, talte han med en stemme, som skønt den lød dæmpet, hørtes hele rummet over. Hans bevægelser var rolige. Hans øjne var rolige. Men hans pande og mund var ét spillende liv. Især panden skiftede hvert øjeblik udtryk, var bedrøvet, forundret, begejstret, grundende, altid stærk og smuk; det store høje hår gjorde den stærkere og smukkere.

Den sag, Percy Branner tog sig af, syntes stor, gerne den største, mens han talte.”

Hun beskriver også det uværdigt tilbedende forhold, flere kvinder har til ham, og hans reaktion. Han gengælder især Halina Labownas følelser. Da hun erklærer ham sin kærlighed, advarer han: ”Og den som elsker mig, og som jeg elsker, den sluger jeg ... hende vil jeg have helt.” Da han også foreslår dette praktiseret, og hun viger tilbage, bliver kold, ikke ønsker at være én blandt mange kvinder, snart forladt, giver han hende uden videre ret. - Romanen er skrevet på et tidspunkt, hvor Agnes Henningsen selv havde et forhold til Brandes.

Otto Rung: Floden 1902.

 Brandes omtales her som Dr. Frank, helt kort, som genstand for hyldest i anledning af hans hår, der ”bølger som flammende tunger”. Brandes’ hår er – som Harald Nielsen spydigt har bemærket – en uundværlig rekvisit hos selviscenesætteren fra talerstolen.

Axel Lundgård: Elsa Finne, 1902.

Formelt er dette en jeg-roman, hvis andet bind bygger på, og i lange stykker citerer Victoria Benedictssons dagbøger fra de to år før hendes selvmord i 1888, hvor hun på sit københavnske hotel jævnligt fik besøg af Brandes – her kaldet Ivar Mörcke. Hun havde testamentarisk overgivet disse dagbøger til Lundegård. Efter at de originale dagbøger blev udgivet i 1984 har Lundegårds uddrag kun kuriositetens interesse. Det meste er citater eller omskrivninger af dagbøgerne og er – som de – med det ene ben ude i fiktionen, når forfatteren skifter mellem jeg og hun, ganske som Benedictsson også selv gjorde. Lundegårds uddrag fylder under en fjerdedel af originalen. Sine steder er han temmelig fri i sin behandling. Hvor Benedictsson efter det første møde med Brandes skriver: ”Han hade icke en judes dominerande näsa”, der står der hos Lundegård: ”en dominerande näsa.” Og hvor der hos hende står, om Brandes’ blik: ”Det var en spörjande, hopknipen blick, nyfiken, nästan fientlig. Den som många gånger blifvit sårad, får en sådan blick.” – dér bliver det hos Lundegård: ”Den som många gånger blifvit sårad, och vars själ förtäras af en brinnande äreslystnad, får en sådan blick.”

Læs ikke Lundegård. Men læs Victorias dagbøger. De er forfærdelige – kloge, klarsynede, ejendommelige, rædselsfulde, utålelige, og ikke til at ryste af sig med

deres knude af overbevisende sandhed og tommetyk ønskedigtning.

Hvordan havde Brandes det selv med disse mange vrængbilleder? De har naturligvis gået ham på. Elsa Finne måtte han lægge væk efter at have læst et par sider – ”jeg blev alt for oprørt over den”. Siden skal man ikke nævne Victoria Benedictsson for ham. Det kommer den finske skribent Helmi Krohn for skade at gøre i 1910 – ”men jag ångrade redan i nästa ögonblick min djärvhet. Ty det vänliga leendet försvann från hans läppar som hade han fått ett slag i ansiktet. Om jag varit en man hade han säkert slagit mig i gengäld, och icke endast med ord.” Efter deres møde skriver han til hende, at portrætterne af ham ”i fru Benedictssons bøger er nu særlig ondartede. De vil som biograf måtte indlade Dem med dem. Jeg vil da blot sige følgende: Jeg tror ikke, at De kan forestille Dem den stilling, jeg i en årrække har haft som givet bytte for skrivende kvinders nysgerrighed.”

Også overfor de andre roman-portrætter – eller så mange som han nu har stiftet bekendtskab med - har han bidt irritationen i sig, sådanne perfidier er det umuligt at reagere på uden at gøre ondt værre. Men en enkelt gang kommer vreden frem. Det sker i 1901. Han fører krigen over i fjendens lejr i en voldsomt provokerende artikel, hvor han – som dybt forargede modstandere oplevede det – ”skændede Chr. Molbechs minde” ved at røbe detaljer fra denne nu afdøde kritikers ungdom. ”En Idealist” hed indlægget, som er vittigt, nærgående, uprovokeret og ondskabsfuldt og vel at mærke ikke nævner ofrets navn, men ved hjælp af en række pinagtigt præcise træk fra privatsfæren gør det klart for alle, der har kendt Molbech, at det er ham, der er tale om. Altså samme fremgangsmåde, som var blevet brugt mod ham selv. Da hele 28 herrer og damer under anførelse af Ernst v. d. Recke protesterede harmdirrende over, at den afdødes minde skændedes på denne måde, fik de hældt al Brandes’ galle ud over sig i et usædvanligt indædt udfald: Han har ikke holdt sin skildring nærmere virkeligheden end det er sket i talløse nøgleromaner, som ingen har klaget over, men hvor det blot var ham selv, der var hovedpersonen. ”Jeg har i en halv snes slette romaner og noveller genkendt velmente karikaturer af mig selv – der var endog undertiden lagt mig store stykker af mine bøger i munden – uden at jeg derfor har gjort anskrig eller ædle herrer og damer har nedlagt protest mod skildringen.”

Derpå fulgte tavshed.

Herman Bang: Michael. 1904

Her er jeg noget i tvivl. Det handler om den jødiske kunstkender Charles Schwitt i Bangs roman. Jeg har set Schwitt nævnt som et Brandes-portræt. Et livagtigt billede er det, hovedsagelig givet gennem hans replikker i de samtaler, der bærer bogen, og som især føres i den store kunstner, Claude Zoret alias Monets atelier. Schwitt har, hedder det, ”det blik der har gjort hans race til verdens store kritikere”, han fremstår som en nøgtern, årvågen iagttager med et misantropisk anstrøg, han er optaget af sladder og ”har i fyrretyve år været uimodståelig for så mange kvinder”.

Det står mig ikke klart, om Bang har oplevet Brandes i Paris, det er vel ikke umuligt. Men kan man tænke sig Brandes som en så relativt tilbageholdende, en så ikke-dominerende deltager i samtaler? Ikke i København! Men måske i Paris?

Ivan Strannik (pseudonym for Anna Anitchkova): Les nuages. 1905

Denne ikke meget betydelige roman er hurtigt skrevet: Anna Anitchkova – hjemmehørende i Skt. Petersborg, hvor hun havde mand og børn - levede helst i Paris, hvor hun (hos Anatole France) traf Brandes i marts 1902. De to ser Bygmester Solness sammen, og – han er 60, hun er 34 – har ikke svært ved at identificere sig med henholdsvis bygmesteren og hans Hilde. Allerede i august har hun sin roman færdig, fortæller hun ham. I den skildres Brandes under navnet André Sokol som en uforbederlig snakkesalig, nysgerrig og udspørgende verdensmand, vital, fantastisk og med stort børnetække. ”Det er nok den tyvende roman jeg optræder i, ikke altid til min fordel”, skriver han til Madame de Caillavet, men til forfatteren selv: ”De har spottet mig åndfuldt, uden grusomhed.”

Alfred Ipsen: Venus 1907.

Ipsen var adoptivsøn fra et præstehjem, omtrent som Ewalds Charles Lyng. Han blev teolog, tabte troen og blev brandesianer, faldt så tilbage til Vorherre og skrev bl.a. et pindehuggerisk-polemisk tre-binds værk om Brandes. Her i romanen Venus hedder hovedpersonen Dr. Werner, en magtsyg mand med planer om et starte et kæmpeforlag, der med brug af alle kapitalens midler skal hejse radikalismens banner og føre den til sejr. ”Dr. Werner havde fra sin ungdom haft en sand tyrkertro på, at hvis man kun var kapitalstærk nok, så ville man ad den smidige overtalelses og forhandlings vej kunne påtvinge et samfund, hvilke anskuelser det skulle være, da menneskene jo altid gik i flok og villig underkastede sig den påvirkning, der kom fra autoritetens mærke. Således håbede han ved at benytte autoriteten i frigørelsens tjeneste en gang at kunne opnå et virkeligt resultat og skabe en fribåren menneskehed.”

Denne dr. Werner inspirerer heltinden til ved en velgørenhedsforestilling i badehotellet Nordenstrand at optræde nøgen som den skumfødte Venus. Bagefter overvældes hun af, hvad hun således har ladet sig forlede til, men da hun vil opsøge dr. Werner, overrasker hun ham i tæt selskab med en yppig sangerinde. I sin fortvivlelse drukner hun sig derpå.

Både Nordenstrand, d.v.s. Fanø, og motivet med den offentligt frembårne nøgenhed har Ipsen direkte fra kilden: Brandes havde været inviteret til Fanø af en excentrisk millionær, hvad han også havde skrevet om, og fra Paris havde han rapporteret til Politiken om et bal, hvor 100 kvinder optrådte nøgne, en af dem endda parodierende korsfæstelsen (Om det er derfra, Galschiøtt har sin idé til den korsfæstede unge gravide kvinde, skal jeg ikke kunne sige).

Henri Nathansen: Dr. Wahl. Skuespil. 1915

Nathansen var en af den ældre Brandes’ nærmeste bekendtskaber og har givet et meget bredt, levende og flimrende billede af ham i sin bog Georg Brandes. Et Portræt fra 1929.

Dr. Wahl har opholdt sig 20 år i udlandet, flygtet fra usselhed og lumpen rævepolitik. Nu kaldes den progressive og retlinede mand hjem for at blive statsminister, og han adlyder ”fordi landet forlanger det”, som han selv siger. Den væsentlige konflikt står mellem ham og Gelskov, redaktøren, hvis avis – læs: Politiken - har forplumret den politiske situation. Gelskov forsvarer sig: Rene linjer og politik har det, mener han, som faste priser og studehandel. – ”Så handler jeg altså ikke med stude”, svarer Wahl. Han er de rene linjers og princippers mand overfor kortsynet tænkning i magt og penge. Forholdet mellem de to mænd er yderligere betændt, idet Gelskov er gift med Agda, Dr. Wahls tidligere kone. - Wahl anklages straks for forræderisk at have indgået en farlig aftale med en fremmed stat. Bagved ligger debatten om Brandes’ krigsartikler, specielt hans brevveksling med Clemenceau, som førte til anklager for tyskvenlighed. Nu stikker fire politikere – fra den klerikale, den moderate, den radikale og den sociale gruppe – hovederne sammen i et komplot mod ham. Den klerikale oplever ham som ”en fremmed gæst der må drives ud”, altså jøden. Den radikale taler om ”den næsten sygelige selvfølelse og selvhævdelse, der var hans natur, og som bunder i et udpræget unationalt livssyn”. Bebrejdelsen mod ham går konkret på, at han skal have vekslet dokumenter med en fremmed magt.

Han kommer til stede, og de fire politikere bøjer sig nølende for ham, men dagen efter hænger Gelskovs avis ham ud som både landsforræder og jøde, og han må gå af. Gelskovs kone er opbragt, forarget, og hendes mand bliver naturligvis jaloux: ”Jeg sled for dig – ja, se kun på mig – det var for at du kunne sidde her i roser og lavendler, mens du i al uskyld bedrog mig – nå ja i tankerne, for fanden, er det bedre – ”.

I en afsluttende akt er vi samlet om Dr. Wahls kiste – da krigen kom, meldte han sig nemlig som frivillig og faldt ved fronten. Hans søn tager ham i forsvar: ”Han der elskede sit land dybt og uegennyttigt, blev stødt ud som en fremmed.” Og han citeres for at have sagt ”Tro dem ikke – tro dem ikke!” – et citat fra en af Brandes’ nationale taler.

Kort sagt: et temmelig umuligt skuespil, som søger at afspejle Brandes’ politiske dilemma som en iagttager af krigen, hævet over de stridende parter, i et spændt, men aldrig åbent formuleret modsætningsforhold til Cavling og Politiken. At denne samme mand skulle melde sig som frivillig på en af siderne forekommer til gengæld at være dybt godnat.

Henri Nathansen: Af Hugo Davids Liv I – II. 1917

I denne ordrige roman om et ungt menneskes tilblivelse som skuespiller optræder Brandes – endnu en gang kaldet Dr. Frank – to gange. Første gang som taler ved den fest, der i 1905 blev holdt for Holger Drachmann på Københavns rådhus, og hvor Drachmann gjorde skandale. Anden gang besøger Hugo David doktoren i hans hjem, men beskrivelsen rummer intet som ikke kendes bedre andetsteds fra, bl.a. fra Nathansen selv, som jo ofte var på besøg. (Omtalen står i bind II s. 32f og 272ff)

Tage Hebo: Den muntre Død. Et Tidsbillede. 1918

Romanen handler om en tænksom ung mand og hans første kærlighed og kan springes over, bortset lige fra dens interessante billede af Brandes – her kaldet Roarsen – som foredragsholder engang i begyndelsen af krigen. Foredragets emne er nationalisme, og da protesterne og larmen bliver for voldsomme, siger han ”med en egen kærtegnende stemme, som når man taler til børn:

Jeg skal blot minde Dem om, at jeg er den eneste herinde, hvem det er absolut ligegyldigt, om foredraget skal fortsættes eller ej. Da jeg er den eneste, der kender dets indhold.”

Det hjælper lidt. Han når også bl.a. at sige, ”at alle der elsker deres fædreland, har en andel i de menneskeslagterier, der finder sted snart her, snart der på vor klode.” – Så drukner mødet i ballade.

Et sådant møde er mig ikke bekendt, men derfor kan det jo godt have fundet sted. Et tilsvarende møde fra 1918 har i hvert fald ikke været afholdt. Her citeres samme Roarsen for at kalde sig forbavset over kristendommens ringe magt: I 1900 år har den arbejdet for menneskehjertets forædling, og dog har den ikke udryddet eller blot dæmpet den uhyggelige last: driften til at dræbe andre. Det rum, de dyriske drifter er indestængt i, ”denne sjælens skarnkiste, er lukket med den såkaldte fædrelandskærligheds segl.” – Atter kommer det til heftige tumulter, ”Ud med ham” og ”Leve Danmark”.

Jeg studsede over bl.a. disse citater, som både i tonefald og indhold ikke er ganske fjerne fra Brandes som han skrev og tænkte i disse år.

Peter Nansen: Hendes Elskede, 1918

I denne novellesamling fortæller titelnovellen om den 27-årige Karen Holm, der lever i et sorg- men også kærlighedsløst liv med sin kedelige ægtemand og tre børn, der ikke interesserer hende. Hun udfylder sit tomme liv med romanskriveri – og sender sit manuskript til ”den berømte litteraturforsker professor Bachstein”. Da hun derpå opsøger ham for at få sin dom, er han munter og åndfuld. Han fradømmer hendes manuskript nogen værdi, men tilskynder hende til at forsøge igen. ”Hans mildt overbærende smil ærgrede mig... Det eneste uventede, der skete, var, at han ikke forsøgte at kysse mig.”

Det direkte portræt af professoren er kun en skitse, figuren fungerer først og fremmest som fokus – eller påskud – for kvindens uforløste og sværmeriske længsler. Hun får nemlig den idé at sende breve til den berømte

mand, anonymt så han ikke har mulighed for at svare. ”Kære elskede” indleder hun disse breve, der afspejler hendes ørkesløse liv og samtidig indirekte fortæller om denne professor som magt i hendes liv og genstand for hendes uklare og umulige drømme. Hvad Nansen skildrer er ikke så meget Georg Brandes selv som det er den rolle, han så ofte har spillet. – Novellen slutter, da den frustrerede kvinde drukner sig.

- Som Gyldendals direktør, men også som fortrolig ven havde Nansen været i nær forbindelse med Brandes i krigsårene.

Karen Ewald: Tider. 1919

Denne meget ubetydelige københavner- og sladder-roman handler om en ung pige der via sin fader – Carl Ewald – møder kendte mænd, bl.a. Drachmann samt altså Brandes, her under navnet Dr. Anders Hänckel, en lille, nervøst vimsende mand. Da Drachmann og Brandes en dag står på fortovet, og en skuespillerinde går forbi, lyder spørgsmålet: Kender De Ella Thomsen? – Ja, godt, sagde Krag.

Har De sovet hos hende? spurgte Hänckel interesseret. Han udtalte sove korrekt med lukket o. ... ”Jeg så hende iaftes som Ofelia. Hun var uforlignelig. Hun lader til at være kommen over sit sidste religiøse anfald – og sin sidste underlivsoperation, tilføjede han med et lille smil.”

Også den side af manden får vi altså med. Beskrivelsen svarer helt til et referat af en samtale, som Georges Duhamel har med i sin bog Défenses des Lettres fra 1927.

Helge Rode: En Mand gik ned fra Jerusalem. 1920

Stykkets hovedskikkelse, Dr. Stern, russisk-fransk jøde hjemmehørende i Danmark, men bosat i Schweiz, er et meget nærgående, stedvis meget ondt og urimeligt, men side steder også næsten kærligt Brandes-portræt. Den stejle, forurettede, selv-iscenesættende, beundrede og af venner forladte internationale berømthed er – som så mange af Brandes-billederne – meget optaget af sig selv. ”Mit navn bliver dyppet i løgne. Og når det er rigtigt vådt, bliver det slæbt gennem alverdens smuds. Jeg kæmper for freden – selvfølgelig siger man, at jeg er købt. Jeg kæmper for sandheden, og selvfølgelig skriger man, at jeg er en løgner. I tyve år har jeg arbejdet for et menneskeligt forhold i Europa – selvfølgelig brøler de, at jeg er et udyr, mens de vælter sig i blod.” Forurettelsen er det ene fremtrædende træk, forfængeligheden det andet. Han kan ikke undvære smiger fra dem, han hjælper. Men hans tale mod krigen har isoleret ham fra alle hans nærmeste, der ”har bevaret et instinkt for eget folk og fædreland, samfund og racefællesskab.” Han skaber frafaldne, forrædere som han selv ser det. – Virkeligheden bag dette dystre forhold er svær at bestride, men tendensen i stykket er ikke behagelig: det nye, nationalt genfødte Danmark undsiger sin tidligere velgører og hans selvtilfredst overlegne pacifistiske frelsthed og bliver sig sit enfoldige, men så meget sandere og sundere instinkt for folk, fædreland og fællesskab bevidst. Rode går klart over gevind, da han ender med at lade den af alle andre forladte Dr. Stern sige til sin datter, før han dør: ”Jeg tror ikke på din gud. Men jeg takker også ham fordi du ikke svigter mig gamle mand. Bed, at mit ensomme hjerte må briste.”

Ingen vovede at nævne Brandes’ navn i forbindelse med den heftige avisdebat, som stykket vakte, og som mellem alle linjer handlede om ham. Rode forplumrede sagen ved som den første at nævne Brandes’ navn, men kun for at sige, at det netop ikke var ham, der var inspirationen: stykket handlede om Voltaires ånd.

Louis Dumur: Les defaitistes. 1923

Dumur – schweizer, bosat i Paris – har kendt Brandes fra begyndelsen af århundredet og har som tidsskriftredaktør bedt/plaget ham om bidrag. Ved krigens udbrud har han – ifølge Brandes – set det som sin opgave at bringe sin pacifistiske fortid i glemme gennem en heftigt patriotisk indsats, hvortil – blandt meget andet – har hørt polemik mod den Brandes, der ikke ville erklære sig solidarisk med den franske sag. I sin roman, der foregår under krigen, lader Dumur Brandes optræde under eget navn som tysk spion i Frankrig. Værre kan det vanskeligt blive!

Sven Lange: De sidste Kampe. 1925

Der er tale om en nøgleroman, der kommer så tæt på virkeligheden (København mellem 1872 og 1877), at den frister til brug som historisk kildeskrift – Sven Lange var født i 1868. Med Julius Lange som farbror – og selv siden skrivende i Politiken – har han fra sin tidligste ungdom hørt til i kredsen og har lyttet til forældregenerationens beretninger om de dramatiske år efter Emigrantlitteraturen. Georg skildres her som den rige og givende hovedperson, og der er raske portrætter af moderen og Edvard, desuden af J. P. Jacobsen, Drachmann, Hørup og en halv snes andre af datidens skønånder og politikere, men alle under andre navne: læsningen er noget for litterære detektiver. – I sin reaktion på bogen besværer Brandes sig især over, at Lange har gjort for meget af det jødiske: han lægger en senere tids antisemitisme ned over en tid, hvor den endnu ikke fandtes.

- Når Lange har skrevet i denne sære mellemgenre, turde det vel især være, fordi netop Brandes’ privatliv har været omgærdet af så ubønhørligt et tabu, at han har oplevet sig afskåret fra at skrive den ligefremme biografi eller tidsskildring, som ellers lå i kortene.

Karna Birk Grønbech: Kommandantens Døtre. 1928

En selvbiografisk roman. Forfatterindens alter ego har gennem Ludvig Trier (død i 1907) fået en invitation til Brandes og skildrer sit besøg hos ham. Han kommer hende i møde med små, hurtige skridt – men hendes fromme sind må have ægget ham, han er i det bitre hjørne og taler med en hård, skurrende latter om dette af præsteskabet fordummede land, hvor dogmevældet dømmer selvstændigt tænkende mennesker som usædelige. 

Kaj Munk: I Brændingen. 1929

Stykket er tilegnet ”Mesteren der er død”. Professor Krater er stykkets hovedperson, og Munk lægger veloplagt ud med Kraters ordrige svadaer af selvglad forurettelse, men karikaturen er for smal til at kunne bære ret langt. Professoren har fire børn, en læge med religiøse tilbøjeligheder, en mislykket forfatter, en kvindelig ingeniør der opfinder flyvemaskiner og en 16-årig gymnasiast, den eneste af de fire der beundrer faderen. Et fakkeltog er planlagt i anledning af Kraters 70 års fødselsdag, og det giver ham påskud for spydigt bitre udfald mod en teatersmører, der har forrådt ham og fået ridderkors, og i almindelighed mod aviserne – de er ”Pøbellefleri sat i system, logren for alle hæslige instinkter” osv. For ham selv er intet lykkedes: ”Jeg bød dem frihed, og se, de krummer sig under de parlamentariske lykkejægeres åg... jeg bød dem fornuft og sandhed, og de gasser sig i religionens uhyrlige skrøner og vrævl.” Forfatter-sønnen supplerer: ”Han ville give folk sindsstorhed, og folket ønskede gagepålæg.” Læge-sønnen oplever ham som båret af selvforherligelse og menneskeforagt.

Med en dygtig skuespiller vil Krater sikkert kunne få liv, med hans snærrende foragt for alt og alle og hans veloplagte krukkeri, da han spørges, om han vil lade sig hylde med fakkeltog til sin fødselsdag. Da en delegation forklarer, hvorfor de gerne vil fejre ham som ”vort lands største banebryder for fremtidens- ”, svarer han: ”Største?

Min Gud! Er der da flere?” - Og hvem vil overhovedet være i det fakkeltog, spørger han og svarer selv: ”Folk der altid tropper op, når der er sjov i gaden, studenter, der samler på minder til deres børnebørn, og arbejdere, der dog skal bruge deres kræfter til noget, efter at arbejdet er afskaffet i Danmark. Der er i den hele stimmel ikke een, der har læst et kuk af mig, og er der een, har han i hvert fald ikke forstået dette kuk.”

Selv da hans unge søn til sidst skyder sig selv, er han standhaftig og holder tale til fakkeltoget.

Kaj Munks sans for det melodramatiske er voldsom. Han har kristendom på hjernen, og hans Brandes-portræt er smalt.

Henri Nathansen: Mendel Philipsen & Søn. 1932

Også i denne roman er det taleren Brandes, vi oplever. Det sker ved et debatmøde om krigen i efteråret 1914, øjensynlig samme møde som Hebo har overværet. Da mødelederen gerne vil høre, ”hvad en jødisk medborger af professor Brandes’ rang og internationale navn måtte have på hjerte”, svarer han:

” ”Jeg er ikke jøde!”

Der blev en kort, desorienteret stilhed. Så kom det usikkert prøvende oppe fra talerstolen:

”Vor danske medborger da?”

”Jeg er ikke dansk og ikke medborger,” lød svaret. ”Jeg er Georg Brandes.””

Og det får han så lejlighed til at uddybe. Han er snarest det, Nietzsche kaldte ham, Ein guter Europäer, siger han: Hverken fransk- eller tysksindet, men forvisset om massernes afsind og statsmændenes pyramidalske dumhed nægter han at tages til indtægt for nogen eller noget i den såkaldte menneskehed, denne zoologiske have, hvor dyrene endelig er sluppet ud af de civiliserede bure og viser tænder og kløer i fuld frihed og uden ansvar.

Et flot portræt, et flot resumé af hans syn på krigen.

Harald Herdal: Tirsdag. 1932

En rigtig Herdal-roman om en ung pige af arbejderklassen, hendes vanskeligheder med et vågnende kønsliv blandt så mange unge sultne mænd. På et tidspunkt er hun havnet hos en missionsk familie, der bor på Strandboulevarden, hvor der dengang til den ene side var de nuværende beboelser, til den anden var haver med hyldetræer og lysthuse. Her ser hun en dag på fortovet ”En gammel, helt hvidhåret mand kom langsomt gående mod hende.” (s. 96, s 109) Han gør indtryk ved sin milde visdom, men da hun fortæller om ham til de missionske, bliver de ude af sig selv af forfærdelse.

Anders Olsen: Maskinen. Skuespil i fem Akter. 1934

Anders Olsen, om hvem jeg intet ved ud over at dette er hans eneste værk på tryk, har været outsider-socialist og har været på højskole. I hans stykke er Dr. Thomas Eden hovedskikkelsen. Vi begynder en valgaften på ”Dagbladet”s redaktion – nogle år før 1914. Dr. Eden er tillidsfuld: ”En ny ånd kommer til at råde i det offentlige liv.” Men hans mål er højt: ”Skal der være nogen mening med demokratiet, så må det være den at skabe et åndsaristokrati, der kan træde i stedet for fortidens fødselsaristokrati og nutidens pengearistokrati.” Han har planer om at bygge en stor skole, hvor han kan samle unge begejstrede mennesker fra alle nationer om tidens nye, frie tanker... Nationernes forening i et broderskab.”

I anden akt er han forstander på en sådan international højskole. Krigen er netop brudt ud, og han vil modsætte sig, at unge mænd lader sig indkalde. De skal nægte at lade sig gøre til mordere for en hadefuld nationalisme.

Dagbladets redaktør Irving fortæller ham, at hans sidste artikler ikke rigtigt egner sig for bladet. Bag hans ryg kalder han ham en utålelig kværulant (En afspejling af det spændte forhold mellem Brandes og Henrik Cavling).

Siden går det helt galt. Journalister viser sig at være kyniske grundspekulanter, og arbejderen Henry taler om Dagbladets forræderi mod arbejderklassen. Da Dr. Eden vil tale til de oprørte arbejdere, hindres han i at så ”utilfredsheden, gudløsheden og oprørets sæd i befolkningen.” Under en kaotisk demonstration løber han frem mod bladets rotationspresse for at standse den. Men ”Maskinen dræbte ham”.

C. Hansen Fahlberg: Et Barn blev korsfæstet. 1937

En proletardrengs erindringer, udformet som roman. Den 16-årige har litterære ambitioner og får mod til at opsøge den store mand i Havnegade, medbringende sine pubertært opstyltede digte, som Brandes kigger i og kritiserer skånsomt. Da den unge mand fortæller, at han har læst Emigrantlitteraturen, reagerer Brandes med forfærdelse: ”Den forstår De jo slet ikke!” Og anbefaler ham at læse Thiers’ historie om den franske revolution. ”Der udgår fra ham som en magnetisk strøm, en slags animation, der ildner Kaj gennem alle nerver.”

1983 udkom Lars-Olof Franzéns De rätta älskarna, straks oversat til dansk og udgivet som De rette elskere. Romanen har to alternerende forløb. Det ene fortæller om den svenske teaterkritiker Edvard Elder, der vågner på hospitalet efter et hjerteanfald og husker tilbage dels på sit ægteskab, som livet er sivet ud af, dels på et netop oplevet ophold i Italien, domineret af et voldsomt erotisk forhold til Maria. Det andet forløb, der som det viser sig er skrevet af denne Edvard, har Jens Feuer som fortæller og hovedperson. Det begynder med et let omskrevet brev fra den 17-årige Georg Brandes til forældrene fra 1859 og fortsætter siden med uddrag og omskrivninger af hans breve til hjemmet fra den store udlandsrejse i 1870-71, ikke mindst beretningen om hans forhold til Caroline David, som jo rejste efter ham og fandt ham i London, og siden til Vinnie Ream, Philomele og Maria Schiern – her alle under andre navne. Det er billedet af den unge, videbegærlige mand med voldsom appetit på fremtid, karriere, viden og kærlighed.

Romanen skifter mellem de to forløb og sætter derved dem begge i relief, med Brandes’ tid som den lykkeligt forventningsfulde, drevet af nysgerrighed, livsappetit, foragt for dansk smålighed og af store fremtidshåb, båret af kampen for frihed. Heroverfor det, som alt dette indtil videre er endt med, et meget negativt billede: kulturen som et helvede, færdigdrøftet og forkastet, et genfærd som det ikke er værd at sige ord om, grimasser, kulturradikalisme. Kærligheden som størknet gentagelse og forstillelse, livet som valget mellem lede og savn, kun i erotikken findes det tredje, vild og skøn, og er den andet end flugt fra pinagtige problemer? Praktikken har nok at gøre med at komme refleksionen og den lurende selvopgivelse i forkøbet, ofte må den understøttes eller suppleres af sprit: desperate flugtforsøg fra en kultur bygget på tvang og vold og uden håb om forandring. Til Edvards italienske oplevelser hører også mødet med terrorisme og mafia-vold.

Og dette er altså hvad den unge Jens Feuer var den glade forløber for eller anstifter af. Beretningen om ham – fornøjelig for den, der kender kilderne, der som regel er fulgt ganske nøje, sine steder groft og muntert imødegået – har sin funktion som kontrast til den tid, han var forløber for. Hans uskyld er genstand for nostalgisk vemod. ”Han havde ikke behov for at sove ret meget. Han fandt livet ubeskriveligt lovende.” Og da Pariserkommunen har sat spørgsmålstegn ved fremtiden, tænker han stædigt: ”Selv om der ikke findes fremskridt skal man så ikke tro på det alligevel.” Men da han har truffet Stuart Mill og fattet hans uvidenhed om Hegels filosofi – og tænkt på uvidenheden i København vedrørende Mill – så dæmrer hans livsopgave for ham: ”Jens var ved at lære noget uventet som han syntes åbnede uanede muligheder for ham. Han havde lært store mænds uvidenhed at kende.”

Michael Larsen: Den store tid. Aftenlandet 2004

Jeg synes Michael Larsens roman er meget ubehagelig. På grund af metoden, som jeg finder perfid, uredelig. Romanen foregår i 1870’erne og har som sin hovedperson en ung forfatterspire, Lars, der hævdes at være oppositionel, skønt han skriver på en fædrelandsk historisk roman. Larsens egen roman – hvis anden del er bebudet - tegner et portræt af Nathan Adler som svindler, en lille gnom med et bævrende guttaperkasprog og en bog – Emigrantlitteraturen – der er ”et stort svindelnummer der var lykkedes”. Bogen kaldes også en unuanceret sammenblanding af romantik og kristendom. Denne latterlige lille jøde vil træde i Guds sted, han ”har ufrivilligt afsløret sit moralske havari og opblæste personlighed.” Ingen af disse grove anklager fremføres imidlertid af forfatteren selv, de lægges i munden eller i tanken på hovedpersonen, Lars, som ikke desto mindre omtales om fritænker, upolitisk og vantro. Disse meget negative omtaler afbalanceres ikke af noget forsvar. Men forfatteren mener øjensynlig at klare frisag, han kan jo ikke gøre for, hvad andre tænker eller siger om hr. Adler. Ganske vist kan man indvende, at det dog er Larsen selv, der skriver, at denne Adler ”hvislede” eller ”snerrede”, lyde som i romaner sjældent tilskrives sympatiske personer.

I øvrigt har forfatteren forlæst sig på Hakon Stangerups Kulturkampen som han citerer eller refererer med den samme skamløshed, som han bebrejder Adler at anvende overfor sine kilder.

Jette Kaarsbøl: Den lukkede bog. 2004

Jette Kaarsbøls roman fra samme år som Michael Larsens er i en helt anden vægtklasse. Den er intelligent, ofte morsom, ofte bevægende – og den Brandes, hun sætter ind i sin handling som randfigur, hører hjemme i sammenhængen, som handler om frigørelsens vanskeligheder i en kulturel brydningssituation. Det er simpelthen morsomt at se, hvad hun lader denne mand sige og gøre, og jeg synes, hun er sluppet levende fra det – undtagen i det sproglige. Det er vel den historiske romans umulige kors: skal man lade dens personer tale det sprog, de talte – eller skal man omsætte det, oversætte det til vor tids sprog? Her tales et moderne dansk. Her kan man sige at én er gået ned med flaget. Godt nok, men kan man også lade Georg Brandes tale vor tids sprog? Han talte jo så rigt og farverigt, at det vil være umuligt at ramme. Det er den sten, som den historiske roman altid vil snuble over, tror jeg.

Vivian Nielsen: Brandes. 2006

Vivian Nielsens skuespil er svært at forlige sig med. Det ligger i kølvandet på den Brandes-kritik, som først rejstes af Pil Dahlerup i hendes disputats, Det moderne gennembruds kvinder, fra 1983, en kritik som ikke mindst Lise Præstgaard Andersen har fulgt op med sine redegørelser for Brandes’ forhold til kvinder. I den sag er han da også den oplagte prügelknabe, i hvert fald har jeg selv oplevet vanskeligheden i forsøget på at skifte sol og vind lige på dette punkt.

Men den, der vil angribe Brandes’ holdning til kvinder, bør virkelig vælge andre eksempler end Adda Ravnkilde! Den historiske sandhed om netop dette forhold er den, at han talte med hende én gang, i halvanden time i sit hjem, hvor hun havde opsøgt ham, og derpå ikke flere gange, af en grund som ikke rigtig hører med til det gængse kvinde-billede af ham, nemlig at han var under tøflen i sit hjem. Hans kone Gerda var her i 1882 på sindssygens rand, ægteskabet var et totalt helvede, hun var faktisk p.t. så medtaget, at han ikke vovede sig på besøg hos nogen ung dame. Det er ikke let at afgøre, om det var af et smukt hensyn til sin ulykkelige kone, at han undlod at gengælde Adda Ravnkildes besøg, eller om det var fordi han af erfaring vidste, at Gerda pudsede Emilie, deres husholderske på ham, når han gik ud: hun skyggede ham (og spurtede hjemefter i panik, når han vendte sig om og fik øje på hende).

Da han siden hører, at Adda Ravnkilde har taget sig af dage, bebrejder han sig selv voldsomt i sin dagbog, at han ikke har opsøgt hende eller reageret på det manuskript hun havde bedt ham læse. Disse kendsgerninger rimer ikke godt med det billede af den dæmoniske forfører, som Vivian Nielsen har brug for. Naturligvis har man som forfatter ret til at digte frit og kalde sine personer hvad som helst. Alligevel generer det mig, når man som her næsten demonstrativt skriver stik op imod de faktiske begivenheder. Jeg begriber det sådan set godt: Adda Ravnkilde er en smuk skikkelse, og Brandes opførte sig nu og da ret grumt overfor hengivne kvinder. Hvorfor så ikke kombinere de to forhold? Fordi det altså netop i dette tilfælde er så urimeligt som overhovedet muligt.

(1) Jon Helt Haarder om Georg Brandes i ”Lykke-Per”: http://www.henrikpontoppidan.dk/text/seclit/secartikler/haarder/brandes.html

(2) Jørgen Haugan: Brandes, folkefienden og Ibsens selvrefleksjon, i: Astrid Sæther m.fl.: Ibsen og Brandes, 2006

(3) Erik M. Christensen: Henrik Ibsens realisme, 1985

48 Romaner, noveller og skuespil, hvor Georg Brandes optræder, under andet eller eget navn

Frederik Paludan-Müller: Ivar Lykkes Historie 1-3, 1866 ff

Anne Margrete Krebs: To Familiers Historie, 1873

H.F. Ewald: Agathe, 1873

Henrik Ibsen: Kejser og Galilæer, 1873

Frederik Paludan-Müller: Tiderne skifte, 1874

William Bloch: Lygtemænd, 1875

Sophus Bauditz: Himmelbjerget, 1876

Joakim Reinhard: Ild og Aske, 1880

Kr. Elster: Farlige Folk, 1881

Axel Jacobsen: En Journalist, 1882

H.F. Ewald: Charles Lyng, 1882

Henrik Ibsen: En folkefjende 1882

Anne Charlotte Leffler: fortællingen I krig med samhället,

i Ur lifvet II, 1883

Holger Drachmann: Alkibiades, 1886

Victoria Benedictsson: Fru Marianne, 1887

Victoria Benedictsson: Den bergtagna, færdigskrevet som skuespil og udg. af Axel Lundegård 1890

Laura Kieler: Mænd af Ære, 1890

Ola Hansson: Tre rosor, 1890

Samme: Dilettanten, 1892

K.G. Brøndsted: Frihed! Nutidsfortælling, 1893

Vilhelm Bergsøe: Sandhedens Mænd, 1894

Laura Marholm: Karla Bühring. Ein Traumdrama in 4 Acten 1895

Laura Marholm: novellen Det osagda, i

Tvenne kvinnoöden 1896

Johs. V. Jensen: Danskere, 1896

Henrik Pontoppidan: Lykke-Per, 1898ff

Agnes Henningsen: Polens Døtre, 1901

Axel Lundegård: Elsa Finne, 1902

Henri Nathansen: Floden 1902

Herman Bang: Mikaël, 1904

Ivan Strannik (pseudonym for Anna Anitchkova): Les nuages, 1905

Alfred Ipsen: Venus, 1907

Henri Nathansen: Dr. Wahl, 1915

Henri Nathansen: Af Hugo Davids Liv, 1917

Peter Nansen: Hendes Elskede, 1918

Tage Hebo: Den muntre Død, 1918

Karen Ewald: Tider, 1919

Helge Rode: En Mand gik ned fra Jerusalem, 1920

Louis Dumur: Les Défaitistes 1923

Sven Lange: De første Kampe, 1925

Karna Birk Grønbech: Kommandantens Døtre, 1928

Kaj Munk: I Brændingen, 1929

Henri Nathansen: Mendel Philipsen & Søn, 1932

Harald Herdal: Tirsdag, 1932

Anders Olsen: Maskinen, 1934

Carl Hansen Fahlberg: Et barn blev korsfæstet, 1937

Lars Olof Franzén: De rätta älskarna, 1983

Jette A. Kaarsbøl: Den lukkede bog, 2004

Michael Larsen: Den store tid. Aftenlandet, 2004

Vivian Nielsen: Brandes, 2006