2019

4. februar 2019
En håbefuld vej mod et  bæredygtigt klima?
m/ studerende Sarah Hellebek, Den grønne Studenterbevægelse, forfatteren Liv Sejrbo, der har udgivet to roste digtsamlinger om muligheden for bæredygtige fællesskaber samt økofilosofisk ekspert og adjunkt Torsten Bøgh Thomsen
I foråret 2018 blev Den Grønne Studenterbevægelse stiftet. Én af dens bærende idéer er, at dommedagsfortællinger gør os apatiske og forhindrer os i at handle på klimaets vegne. Den Grønne Studenterbevægelse er ikke ene om at repræsentere en ny indstilling i miljøaktivismen. Også ny dansk litteratur og ny økologisk orienteret filosofi undersøger socialt orienterede, mere håbefuldt indstillede veje mod en anden, bæredygtig verden. Georg Brandes Selskabet inviterer panel og publikum til at perspektivere spørgsmålet: Hvad skal vi satse på og hvordan skal vi tænke, hvis vi skal komme videre herfra? Ordstyre er lektor Elisabeth Friis.

5. marts 2019
At skrive ghettoen
m forfatter Morten Pape og litteraturhistorikeren Jon Helt Haarder
Georg Brandes Selskabet og Politiken Live indbyder til samtale og diskussion om, hvordan ghettoen fremstilles i dansk skønlitteratur.
Ordet ”ghetto” og forestillingen om ghettoen som en særlig type område har spillet en vigtig rolle i de sidste ti års politiske debat. Ghettoen er fuld af sociale problemer, ghettoen viser, at tressernes boligpolitik slog fejl, at ghettoen er arnested for parallelsamfund, at ghettoen kræver øjeblikkelig politisk handling – og så videre, og så videre. Men hvordan fremstilles disse ghetto-områder i den danske skønlitteratur? Adskiller litteraturens forestillinger sig fra dem, der cirkulerer i den politiske debat – og adskiller de sig fra tidligere forestillinger om slumbygninger og socialt boligbyggeri? Morten Pape og Jon Helt Haarder har fra hver deres perspektiv arbejdet med litteraturens fremstillinger af det, der i den politiske debat kaldes ghetto-områder. Sammen vil de undersøge de udfordringer, der opstår, når litteraturen vil beskrive en del af Danmark, der både formodes utilgængelig og er et politisk brændpunkt. Ordstyrer er Tue Andersen Nexø.

11. april 2019
Retssamfundet under pres
m/direktør i Raul Wallenberg Institute Morten Kjærum, forfatter Suzanne Brøgger og medlem af Europa-Parlamentet Jens Rohde.
Verdenserklæringen for Menneskerettigheder fyldte halvfjerds år i december 2018. Det skete midt i en voldsom debat om dens berettigelse og dens indflydelse på national lovgivning. “Folkestyre er et plusord for de fleste, men det bliver hurtigt et problematisk begreb, et potentielt flertalsvælde, hvis det ikke inkluderer de institutioner, der kontrollerer dets magt”, skrev Morten Kjærum i Berlingske på årsdagen. Også Jens Rohde, Det Radikale Venstre, har advaret mod udviklingen: ”Man kan ikke måle et demokrati på flertallets evner og ret til at gøre med mindretallet, hvad det vil”. For et demokrati måles tværtimod på graden af mindretalsbeskyttelse, udtalte han til Information 2.6.2018. Suzanne Brøgger deler bekymringen for menneskerettighederne, fremgår det af Information 19.1.2019. Men hvad mener hun mon med, “at den eneste modkur er respekten for individet, som den kommer til udtryk i europæisk filosofi og skønlitteratur”? Ordstyrer er forfatter Elisabeth Møller Jensen.

8. maj 2019
Kampen om KVINFO - kampen om Danmark
m/direktør Tine Aurvig Huggenberger, chefredaktør Rune Lykkeberg og forfatter Elisabeth Møller Jensen
De tre markante debattører diskuterer flytningen af KVINFOs biblioteksopgaver til Det Kgl. Bibliotek set i lyset af den politiske tidsånd, som Anders Fogh Rasmussen blev eksponent for, da han tilbage i 2001 blev statsminister. Hvilke tråde kan vi fx trække fra Dansk Folkepartis indflydelse på indvandrerområdet til det mønster, vi nu ser inden for køn og ligestillingspolitik?
KVINFO havde succes og voksede i medvind, men blev så blæst over ende af en politisk kuling fra højre. Kulturminister Mette Bock udtrykte i Politiken, at KVINFO oprindeligt var ”en fin idé”.“ Tiden er bare anderledes i dag”, lød hendes enkle begrundelse for, at der ikke længere er behov for et specialbibliotek med fokus på køn og ligestilling. Et halvt år senere satte kvinder verden over med #MeToo fokus på overgreb og magtmisbrug. Men det rokkede lige så lidt beslutningen om at lukke biblioteket, som at fakta om ulighed mellem kønnene i øvrigt ansporer til ligestillingspolitisk handling. Ordstyrer er forfatter Pia Friis

8. oktober 2019
Frygtens dagsorden
m/ forfatter Sofie Jama, jurist Tarek Ziad Hussein og professor Garbi Schmidt
Georg Brandes Selskabet og Politiken live inviterer til en debat om den frygt og de fordomme og fjendebilleder, der præger samfundets forhold til muslimer og ikke-vestlige medborgere.
Den kollektive dæmonisering, overdimensionering af ”muslimernes” dårligdomme og de ensidigt negative stereotyper i samfundsdebatten, puster ivrigt til polariseringen. Dette fordomsfulde klima rammer sagesløse borgere, og øger risikoen for diskrimination af – og i værste ombæring vold, selvtægt og fysisk chikane mod – marginaliserede grupper. Historisk set er det ikke et nyt fænomen, at marginaliserede og nytilkomne "fremmede" får det glatte lag at føle. I bl.a. Brandes’ tid var det ikke mindst den jødiske minoritet, som Brandes selv var del af, der var genstand for mistænkeliggørelse og forfølgelse. Ordstyrer er  Poyâ Pâkzâd.

28. november 2019
Brandes, Europa, litteraturen og kvinderne
m/ lektor, ph.d., Jens Bjerring-Hansen og litteraturhistoriker, dr.phil. Lise Busk-Jensen
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgiver i efteråret 2019 den første tekstkritiske udgave af Georg Brandes’ Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur – en udgave, der også er digitalt tilgængelig. I den anledning inviterer Brandes Selskabet og Politiken Live til foredrag og samtale med Jens Bjerring-Hansen, der hovedredaktør på den nye udgave ”Hovedstrøminger”, og Lise Busk-Jensen, der er forfatter til “Romantikkens forfatterinder”. Jens Bjerring-Hansen introducerer til den nye udgave og til de forskningsmuligheder, der åbner sig med den nye digitale udgave, og han vil også fortælle om Brandes som europæisk intellektuel. Lise Busk-Jensen vil fortælle om de kvindelige forfattere i Hovedstrømninger og om Brandes og kvinderne. Ordstyrer er Tue Nexø Andersen.