KRONIKEN 19. APR. 2015 

Vi må genopfinde kulturradikalismen

Hvis man ikke har en levende kulturradikal strømning, vil islamismen være det eneste modtræk til den neoliberalistiske markedsfundamentalisme.

Suzanne Brøgger, forfatter

Da Klaus Rifbjerg gjorde sin sidste sortie til udgangsnummeret ’Bye, bye Blackbird’, begyndte man at spørge, om kulturradikalismen døde med ham? Det ville være synd, hvis det var sandt. For alene spørgsmålet antyder jo, at der ville mangle noget i landskabet – uden.

Der ville mangle en sjælden fugl, som Danmark er ene om. Kulturradikalismen er en dansk tradition, som svenskerne har misundt, nordmændene set op til, og resten af Europa har beundret. Der er dette særlige træk ved Danmark, som ingen andre har rod eller del i, selvom mange lande har inspireret.

Gamle sandheder, der gentages bevidstløst, dør bare. Medmindre yngre folk tager tråden op, undersøger den kulturradikale baggrundshistorie, for at se, om traditionen stadig lever.

Men hvorfor skulle man? Det ville være et godt (kulturradikalt) spørgsmål.

Fordi traditionen har en herlighedsværdi som det ’andet’. Et levende demokrati har brug for forskelle. Hvis man ikke havde en levende kulturradikal strømning, ville islamismen være det eneste modtræk til den neoliberalistiske markedsfundamentalisme. For derudover findes ingen tænkning overhovedet. Ingen anden samfundstilgang. Der er godt nok brok, men ingen systemisk kritik. Den humanistiske tænkning blev vingeskudt ved murens fald og faldt i grus sammen med tårnene. Medmindre den kun er skindød?

En vigtig grund til at genopfinde kulturradikalismen ville være, at det er en sjov fugl, der – som navnet angiver – går i dybden, ned til roden (radix på latin) af alle spørgsmål. Det gælder ikke primært en positionering eller signalgivning i luften. Den kulturradikale fugl pirker og roder for at komme undervejrs med roden og finde ormen. Man kan altid diskutere, hvad roden består af, hvor ormen er. Og det er krævende. Måske mere krævende end tiden tillader. For kulturradikalismen er ikke en farve, et tal, en oneliner – det er et helt sprog.

Næppe tilfældigt, at kulturradikalismens fædre fra Georg Brandes, over Poul Henningsen til Klaus Rifbjerg, alle har arbejdet i gråzonen mellem kunst og kritik. Alle havde livsglæden til fælles, alle tre luften som deres element, Brandes med sit vingefang som ’strålesamler’, PH med sin drageleg og Riffen med sit enorme Voliere af et forfatterskab.

Er der behov for en opdatering af kulturradikalismen?

Ja, modstanden mod Gud, konge og fædreland, kampen for kvindens ligestilling, fritænkning og fri kærlighed, ville tage sig anderledes ud i dag, hvor det meste er blevet til gamle vaner. Men netop derfor vil man finde automattænkning, tunnelsyn, zombie-isme – overalt.

I en tid, hvor islam vinder frem og kristne forfølges, samtidig med at kristendommen – ligesom islam – nyfortolkes i både destruktive og frugtbare former, er der brug for en tidssvarende religionskritik som svar på automatateismen. Oplysningstidens fædre – Diderot, Voltaire, Holberg – var ikke ligefrem ateister. Den naturvidenskabelige tænkning kan klare en hjerteoperation, men ikke et knust hjerte.

I en tid og et land, hvor de fleste er ateister i forskellige spirituelle, synkretistiske former, må en religionskritik være tidssvarende – og ikke kun ramme én bestemt religion. I så fald ville kritikken næppe være til at skelne fra forfølgelse.

LÆS OGSÅEr der en kulturradikal til stede?

Kulturradikalismens fader, Georg Brandes, der skrev inspirerende om personligheder som Jesus, Luther og Kierkegaard, ville stække kirkens magt. Men i dag har kirken ingen magt. Fritænkning i dag må være en opdatering af religionsfriheden – den eneste sfære, der er fri og uafhængig af medier og marked. Det gælder også den ældre skønlitteratur, som hverken kan sælges eller have mediernes bevågenhed. Intet land i Europa har været så konsekvent i skrotningen af sin litterære kulturarv som Danmark! Man kan købe J.P. Jacobsen i en fransk aviskiosk i provinsen, men det er usikkert, om man kan finde ham fremme på et dansk bibliotek.

Kampen mod kongehuset har overlevet sig selv. I en globaliseret verden er tronfølgen en historisk identitetsmarkør, et ikon for kontinuitet, hvor næsten alt andet er til salg eller under forandring.

Fædrelandskærligheden må opdateres i kampen mod nationalistisk propaganda, som vinder frem alle vegne i totalitære former.

Fædrelandskærligheden må bunde i noget, som ingen andre i verden har – nemlig kærlighed til det danske sprog, gennem skønlitteraturen, ikke mindst. Både den gamle og den nye. Og navnlig gennem de bøger, der minder os om, hvor forskelligemennesker kan være, og hvad et indre bevidsthedsliv overhovedet er. For det er netop det indre liv, der er på spil, et reflekteret indre liv, som risikerer at gå tabt i udviklingen – og som er helt nødvendigt, hvis man skal tænke selvstændigt og ikke bare følge strømmen.

Kvindernes ligeværd må opdateres postkolonialt, i interessen for kvinders vilkår i alle kulturer og traditioner. Man kan f.eks. fokusere på det tusindårige stigma om ’kvindens urenhed’, en nedarvet fordom i allekulturer. For selvom moderne kvinder gerne arbejder i alle månedens dage, uanset cyklus, så stilles der stadig særlige krav til kvindens sædelighed, hvis hun vil bevare sit rygte rent.

Jødisk ortodoksi og islam helliggør og tabuiserer den kvindelige cyklus for at håndhæve frugtbarheden. Det er unægtelig en kamel at sluge eller gumle på for alle, der tilhører en majoritetskultur, hvor frugtbarheden falder markant.

Den fri seksualitet er i dag en fri markedsvare, industrialiseret, pornoficeret til udbredt ulykke for landets skolepiger, som hver dag græder over, at deres intimbilleder på nettet er havnet steder, de aldrig havde drømt om, og som de aldrig kan fjerne igen. Men det er jo ikke nødvendigvis pigerne, der skal holde op med at sende billeder. Det er ekskæresterne, der skal lære at være ridderlige.

En bedre kamp værdig end kampen for den længst frigjorte seksualitet. I dag må den gælde vilkårene for kærlighedslivet overhovedet, det hemmelige og dyrebare. Dybden af følelser, der er afgørende for, hvem vi bliver som mennesker. Kampen for langsomhed i en tid, hvor alle har travlt. Kærligheden er fri. Man skal kunne være sammen med, hvem man vil. Eller lade være. Der er stadig kærlighedskampe på liv og død, der kræver et sprog.

I tomrummet efter den gamle kulturradikalisme og i manglen på en nyorientering har det yderste højre, som nu er mainstream, haft frit spil til at boltre sig i såkaldte ’danske værdier’. Øh, danske? Det er de samme tanker, man finder overalt i Europa med hegn, bomme og liguster. Hvor dansk er dét? Helt gratis har højrepopulismen taget PH til indtægt i kampen for nøgenbadning kontra niqab. Dem, der ikke er danskere på den ’rigtige’ måde, er blevet bundet på hånd og mund.

Når det ikke lige gælder teknologisk fremskridt, men ny menneskelig erkendelse og indsigt, må man ofte gå tilbage i historien for at læse den på nye måder. Ligesom renæssancen tog antikkens idealer op til revision.

Georg Brandes er en oplagt inspiration, fordi han skriver imod smålighed, sortsyn og pessimisme og altid tager fat om nældens rod. Der er brug for yngre menneskers engagement for at vide, hvad der er frugtbart fremover. Hvis man konkluderer, at intet fra fortiden kan bruges eller nyfortolkes, er man jo fucked som folk.

I Georg Brandes vil man møde et menneske, en jøde, der ikke selv lagde vægt på at være det, fordi han brugte tiden på vigtigere sager. Han rejste rundt i hele Europa og samlede kulturel kapital alle vegne fra, samtidig med at han som ’strålesamler’ gik i dybden med den danske kulturarv.

LÆS OGSÅHvem vil være Suzanne Brøgger?

Noget lignende er tiltrængt i dag. Man kan værdsætte, at Lettre International findes i Berlin, et tidsskrift, der samler begavelser alle vegne fra, selvom det ikke kunne gå i Danmark. Eller tilføje, at i dag samler strålerne sig af sig selv på de sociale medier, på alle sprog. Men er der ikke også brug for refleksioner, skrevet på godt dansk, og som ikke kun er af akademisk betydning?

I Berlin oplever Georg Brandes, at Danmark altid råber højere og højere på »fæstningsværker« (mod tyskerne). »På indsigt råber ingen«. Han bemærker, at det bedste forsvar mod fjenden altid er kendskab til den kultur, man vil kritisere.

En vigtig Brandes-inspiration er kampen mod racismen. Allerede i 1881 skriver Brandes om ’Bevægelsen mod jøderne’ i Tyskland og rammer et forhold, der også gør sig gældende i dag i forhold til minoriteterne i Danmark. Også i dag lever de fleste opinionsdannere langt fra vulgaritetens overdrev og hører derfor ikke de ræb, der i den grad betragtes som politisk korrekte – mod kvinder i offentligheden, mod jøder og muslimer.

Racisme er – ifølge Brandes – en form for reaktion, en reaktionær stemning, der angrer en tidligere frigørelse.

Den massive reaktion i dagens Danmark er uden tvivl udtryk for ressentiment ved 68’ernes fordums indflydelse. Og reaktionen kendetegnes ikke mindst ved en modstand mod kvindernes frigørelse, som betyder, at mange mænd er blevet så usikre. Alt for mange svage mænd finder styrke i at foragte muslimer. Kun de færreste mænd har format til at anerkende kønnenes ligeværd.

Reaktion og racisme bunder i brandgul misundelse, hævder Brandes. Gælder det også i dag? Kunne det tænkes, at mange ’gammeldanske’ mænd misunder muslimer, fordi de ofte ser bedre ud, og danske piger falder for dem? Mange gammeldanske mænd misunder helt sikkert de fordums mønstre, der berettiger mangen en muslim i egen selvforståelse til at undertrykke kvinderne. En ret, som er nægtet gammeldanskerne, men som de åbenbart ønsker sig tilbage til, inderst inde – ud fra netdiskursen at dømme.

»Når som helst en race er mere afholdende, mere flittig, mindre letsindig end sine omgivelser, vil disse råbe død og forbandelse over dem«, skriver Brandes. Og det er så sandt, også i dag.

Muslimer i Danmark skal jo netop høre for, at de ikke drikker alkohol, at de tager alle de job, ingen andre vil have, fordi man skal arbejde på ubelejlige tidspunkter, muslimske kvinder hånes for ikke at ville give hånd, kramme eller sejle op ad åen.

»Reaktionen og nationalskryderiet i forening puster til det racehad, der siden Arilds tid har ulmet – i ikke fuldt gennemdannede sind«, skriver Brandes. Det er stadig sandt, og det vil blive værre.

For ifølge en ny Oxford-rapport vil halvdelen af arbejdskraften i USA være overflødiggjort om tyve år af den teknologiske udvikling. Samme tendens vil vise sig – og viser sig allerede – her. Det er klart, at en så dybtgående brydningstid, præget af samfundsskred og udefrakommende forandringer, ingen kan gøre noget ved, forstærker behovet for syndebukke. Traditionelt har jøden måttet holde for. I dag er det både muslimen og jøden.

Kvinder har altid skullet være dygtigere end mænd for at opnå tilnærmelsesvist de samme privilegier. På samme måde skal indvandrerne være mere danske end danskerne. Enhver minoritetsdansker, der gør noget kriminelt, bringer sorg og skam over hele sit miljø. Den gensidige mistillid, der kommer af terror & krigsførelse, og som avler mere terror og mere krigsførelse, bør sættes i relief af fredsringe om de døde.

Brandes opfordrede jøderne til at leve mere eksemplarisk end andre mennesker. Men uanset hvordan jøderne opførte sig, hjalp det jo ikke. Der stod alligevel en gasovn klar i den anden ende.

Georg Brandes endte som en skuffet mand. Han blev da eksponent for det, han i sin afhandling om Nietzsche kalder »aristokratisk radikalisme«: »Et folk vil sige den omvej, naturen går, for at frembringe en halv snes store mænd«.

Tankevækkende, at så mange valgte at føle sig ramt, da Klaus Rifbjerg i efteråret opgraderede antallet af begavede mennesker i Danmark fra 10 til 2.000. Resten var dumme.

Da lød Riffen lidt som den gamle Brandes. Vingeskudt? Jo, det var da godt, at nazismen var blevet bekæmpet – med hundreder af millioner døde og sårede – men det sorte fandtes jo endnu.

Og det sorte skal have modstand. Navnlig i en tid, hvor kvantitet forveksles med kvalitet i alle livets forhold, og der lefles uden lige for populismen: ’Send en sms, det er takket være jer, det er for jer, det er jer, der bestemmer’.

Bestemmer hvad?

I bevægelsen mod jøderne skriver Georg Brandes fra Berlin om undertrykkelsen af Lessings ånd, som den kommer til udtryk i ’Nathan den vise’, et teaterstykke, der vil forsone religionerne, jødedom, kristendom og islam, oversat af Villy Sørensen til dansk, men aldrig spillet. At sparke liv i en gammel tekst skal der fantasi til. Og mod.