Georg Brandes :

Om Nationalfølelse.

Foredrag holdt ved Indvielsen af det danske Studentersamfunds nye Lokaler den 1. Februar 1894.

Spørg Dem selv, hvad Betingelsen er for at et Menneske kan naa til Udfoldelsen at alle sine Evner, faa udrettet Alt, hvad det formaar. - Dets Væsen maa være sat i Svingning; det maa ikke føle sig trykket af stadig Sorg eller Tvivl, men enten være lykkeligt eller føle sig baaret af et Forsæt, af Selvtillid eller Trods.

Og spørger De om det Samme for en hel Slægts og et helt Folks Vedkommende, saa bliver Betingelsen for at der kan opstaa den Stemning, den Fællesbevidsthed, det Humør, hvori alt Væsenligt lykkes og det Fremragende opstaar, ligeledes den, at den Enkelte føler sig baaren.

Han maa føle sig baaren af Viljen til at fremkalde en opadgaaende Bevægelse eller baaren af denne opadgaaende Bevægelse selv, mærke sig greben af Medgangens eller Samfølelsens Bølge, føle sine Kræfter fordoblede ved den Bevidsthed, at det store Hele, han tilhører, har en Vilje til at gøre sig gældende, har virkeliggjort mange af sine Idealer og staar i Begreb med at virkeliggøre flere.

En saadan Følelse har hele Slægtled i et Folk, naar de gennembruses af en dyb Kultur- og Skønhedsbegejstring som i Italien under Renæssancen eller i Tyskland under Humanitetstiden, eller af stærke Sejers og Magtfølelser, som de indfinder sig i Lande, hvis Magtomraade er vokset med Vælde.

Dog ligegyldigt hvilke Følelsens Kilder er - der udkræves ikke, at Landet er taget til i ydre Omfang som Tyskland eller Rusland. Den Enkelte maa kun have Følelsen af, at Landet er i Opgang, at dets Stjerne stiger, som Italienerne havde det indtil for kort Tid siden og som Nordmændene har det endnu, saa strømmer der fra Folkesjælen Mod og Selvtillid ud til alle de Enkelte. De vil da paa egen Haand videre fremad, er fulde af Initiativ og Tro til Livet og Tillid til den Fremtid, der er deres Folk beskaaren.

1.

Disse Egenskaber, Mod, Selvtillid, Vovelyst, Tro til Livet, Tillid til Fremtiden, er ikke udbredte hos vore Samtidige i Danmark.

At de meget hyppigt fattes, lader sig forklare. Meget faa har her Følelsen af at deltage i og bæres af en stor opadgaaende Bevægelse, Færre har Viljen til at fremkalde en saadan. Bag Alt, som siges og sker, ligger en dyb Nedslaaethed.

Jeg daterer de første Kendetegn paa denne Stemning fra Aaret 1870.

Da for nogle Aar siden en patriotisk Boghandler lod Allens Danmarkshistorie udgive paa Fransk i det Haab at vække Franskmændenes Interesse for Land og Folk, fremkom der i et af Frankrigs ypperste Organer en Anmeldelse af Værket, der udmundede i denne Tanke: Denne Bog er værd at læse, thi af den kan ethvert Folk, stort eller lille, lære hvorledes man i Politik ikke skal bære sig ad. Vi ser her et Folk, der ikke er ilde anlagt, ved politisk Uforstand gaa fra Nederlag til Nederlag, fra en Stormagtstilling til Stillingen som Magt af syvende Rang, ser dets Magtomraade blive bestandig ringere, dets Uafhængighed bestandig mere betinget. Det opviser den politiske Tilbagegangs Type.

At dette var saa, det stod ikke ganske klart for det Slægtled, jeg tilhører, da vi var i Tyveaarsalderen. Vi vidste vel Besked om Knud den Store, Valdemarerne og Margarethe, om Krigene med Sverig og deres Udfald. Vi kendte Fredsslutningerne 1645, 1660 og 1814. Men vi uddrog ikke deraf en almindelig Regel om Bevægelsens Art. Vi følte os i Opgang. Krigen 1848-1850 havde givet os Selvtillid, de skandinaviske Forhaabninger og Tilsagn havde givet os Indtrykket af, at et meget større Fædreland snart vilde blive vort.

Saa fulgte 1864. Det Aar gav os ikke det større Fædreland. Det gamle Fædreland blev endnu meget mindre.

Dog selv da betragtede Ungdommen ikke Nedgangen i Magtstilling og Indflydelse for os som endegyldige. Man haabede paa Oprejsning, saa hen først til Østerrig, saa til Frankrig. Da det første Sæt af Indbildninger bristede i 1866, klamrede man sig til det sidste store Haab med des større Begejstring og Tro - en Tro, som jeg for min Part var saare langt fra at dele.

Sammenstødet mellem Frankrig og Tyskland fulgte snart, og med det Udfald, De kender.

Den Forestilling lod sig ikke mere afvise: Vi Danske, som levede da, vi stod i en nedadgaaende Bevægelse, vi bares ikke oppe af lykkelige Begivenheder og fortrøstningsfulde Forhold.

Ja, jeg tør sige, at sjældent har et Slægtled begyndt sin Livsbane under saa nedslaaende Indtryk som det, der stod i Ynglingealderen ved 1864 og nærmede sig Mandsalderen i 1870.

Udadtil var Danmark lamslaaet og knækket. Indadtil havde Slesvigs Tab ført til Junigrundlovens Afskaffelse, og fra 1870 drejede det nationalliberale Parti ogsaa paa de upolitiske Omraader over i udpræget Bagstræv. Skræmmet ved de første Forvarsler om en socialistisk Bevægelse blandt Arbejderne og en fritænkersk Bevægelse i de intelligente Krese, foretog man et pludseligt Omslag.

”Slaa dem ned!” var Magthavernes eneste Løsen, og blandt de Skældsord, der frembød sig imod Urostifterne, var det, at begge Grupper var upatriotiske, unationale.

Forsaavidt Arbejdernes langsomt men sikkert sig fuldbyrdende Organisation havde det Øjemed at sikre de danske Arbejderes Tarv ved at vanskeliggøre Kapitalisterne Hiddragen af fremmede Arbejdere, var den visselig ingenlunde unational, og forsaavidt som den literære Bevægelse bl. A. gik ud paa at meddele den danske Læseverden sandere Forestillinger om Tilstandene i Europa end de hidtil gængse, var den i høj Grad fædrelandssindet, ja, der lod sig paa dette Tidspunkt slet ikke tænke nogen mere fædrelandskærlig Gerning. Vi var 1864 strandede paa vort forfærdende Ubekendtskab med de virkelige Forhold i Europa. Yi var i 1870 paa et hængende Haar løbet lige i Undergangen paa Grund af den samme aandelige Tilstand, der vedblivende fik os til at tro alt det, vi ønskede; det var da højligt paa Tide at udbrede Kundskab til Omverdenen. Og en Del af Datidens aandelige Bestræbelser gik ud derpaa.

Vi sygnede indadtil. Og Europa havde efter 1864 tabt Interessen for os. Længe havde vi været det lille interessante Folk.

Der gik lang Tid, før det gik op for os, at vi ikke længer var interessante.

Kort sagt, der var i de første Aar af Halvfjerdserne ikke meget, der indbød til den Tro, at man tilhørte et Samfund, der var i Opgang eller hvori der var Grøde.

Ikke desmindre troede adskillige af Datidens Ungdom paa Opgang og Grøde i Aandslivet. De følte den saa stærk inden i sig selv. En af denne Ungdom, der nu er død, har i Niels Lyhne malet dens Stemning i disse Ord:

”De var opfyldte af det Nye, drukne af det Nyes Teorier, vilde af det Nyes Kraft og blændede af dets Morgenklarhed...Der var en Stormgangs Jubel i de unge Sjæle, og der var Tro paa store Tankestjerners Lys, og der var Haab som der var Have. Begejstring bar dem som paa Ørnevinger, og Hjertet blev dem stort af tusind Mod...Hvilken forunderlig, forjætningsfuld Tid var det ikke; hvor sælsomt med Øren at høre sin Sjæls utydelige, løndomsfulde Hvisken klinge frem i Virkelighedens Luft som Brag af Kølleslag paa Tempelmure, som vildt udfordrende Lurtoner, som Hvin af Davidsstene paa Flugt mod Goliathspander og som sejerssikker Fanfare.”

Vor politiske Tilstand begyndte snart at bringe os i Vanry.

Allerede Provisoriet 1877 gjorde stor Opsigt i vore Nabolande.

Jeg hørte Rigsdagsmænd i Berlin tale om det. En af dem sagde:

”Man har sprængt Forfatningen i Danmark. Ministeriet tager ubevilligede Penge. Der ser man: Bismarck stifter Skole.” En Anden indvendte heftigt: “Nej, nej; de to Ting lader sig ikke jævnføre. Aldrig, aldrig har man hos os vovet noget Lignende.” Og hvor uskyldigt var dette Provisorium ikke mod de senere!

Siden hen, da den forfatningsløse Tilstand blev varig, blev Danmark i Udlandet Genstand for en dobbelt Ringeagt. Man smilte ad de Rettens, Lovens og Moralens Vogtere, der regerede dette Lilliput-Land, som de gjorde, og man nærede ingen overdreven Agtelse for det Folk, der Aar efter Aar, Tinnr efter Tiaar, lod sig dette byde.

Hvad vi Danske ellers i den nyere Tid ydede, vakte liden Opmærksomhed, maaske for liden. Det Største, som vi foretog, Omvæltningen i vort Landbrug, Overgangen til den nye Form for Smøravl, var, saa dygtigt og hurtigt den blev udført, ikke egnet til at vække Opsigt.

I Anledning af Wiener-Verdensudstillingen i Aaret 1873 skrev i Gazette des beaux arts en Franskmand, en neutral Bedømmer af Danmark, efter nogenlunde udførligt at have gennemgaaet Sverigs og Norges Bidrag, om vort Fædreland ikke et eneste Ord. Vor Deltagelse i Pariser-Verdensudstillingen 1878 var endog efter samtlige danske Blades Vidnesbyrd saa uheldig og saa ringe, at Danmark af alle Jordens Lande stod lavest, naar man ikke vil sammenligne det med San Marino eller Monaco. Dengang hørte man ret ofte i Paris en Sætning, der burde staa alle Danske for Øje som den frygtelige, den skræmmende Sætning, der en Gang er sagt om os, men aldrig med Sandhed burde kunne siges:

Le Danemark s’efface.

Le Danemark s’efface betyder: Danmark udviskes, svinder hen, gaar ud af Sagaen. Danmark bliver i Kulisserne, kommer ikke ind paa Skuepladsen mere, eller snubler over sine Ben, naar det kommer og gaar.

Dette Ord er visselig ikke Udlandets sidste eller eneste Ord om os, men det er det vægtigste, det mest truende Ord, der er sagt os. Det er det Ord, vi bør huske.

Det svarede til manges hemmelige Angst herhjemme.

Der er et Ord, som man i hin Tid ofte hørte sagt her i Danmark, ikke letsindigt, men i fortvivlet Sorg:

Vi er et dødsdømt Folk.

Der var overfor dette smertelige Indtryk ingen ret overbevisende Klang i al den Glæde over Danmark, der kom til Orde i Skydebaneviser. Der var jo Ingen, som ikke var glad for Bøgeskoven eller for Maaneskin paa Sund og Bælt eller for hvad Ære, Danmark i gamle Dage har indlagt sig i Krig eller fordum og nutildags i Videnskab og Kunst. Men Spørgsmaalet nagede: Er vi i en opadgaaende eller en nedadgaende Bevægelse?

Og ret betegnende er det, at Landets største Lyriker, den, der mest støjende havde raabt sit: Danmark leve! ja en Tid lang næsten kun havde istemt Hurratonen, for et Par Aar siden Lod sin Fædrelandskærlighed udmunde i den vel noget formløse, men betydelige Bog Forskrevet - det vil sige forskrevet til Fanden, til Undergang. En Bog, hvis Mening er som en af den afdøde Oldenburgs Bøger hedder: Vor Opløsning fortsat - Vor Opløsning tilendebragt.

Ordet Dødsdømt trængte sig frem endog paa hans Læber, den lysest anlagte, af Naturen mest lystseende Digter.

2.

De véd Allesammen, at Europa for Tiden har sin Opmærksomhed fæstet paa nordisk, skandinavisk, Aandsliv og Literatur.

De kan imidlertid neppe være uvidende om, at det af de tre Folk er de Danske, hvis Literatur nyder ringest Anseelse i Europa. Sverig og Norge staar for Udlandet med tydelige literære Omrids - le Danemark s’efface.

I de senere Aar er Strindbergs Navn trængt igennem; han har selv udgivet Et og Andet paa Fransk, og derefter har enkelte i Udlandet bosatte Svenske ved ihærdig Omtale og Lovprisning sørget for at gøre det europæiske Publikum opmærksomt.

Dog er det især Nordmændene, som i den europæiske Kappestrid har slaaet de Danske fuldstændigt af Marken. Ibsens Navn er trængt igennem og har draget talrige andre norske Navne efter sig. Ibsen har ikke havt det Held som hans udmærkede Landsmand Grieg, at han allerede i en ung Alder har naaet Verdensry. Hans Ry er langsomt blevet udbredt.

I Aaret 1872 blev paa min Foranledning de første Arbejder af ham oversatte paa Tysk. Sidenhen var det atter en Dansk, Professor Hoffory i Berlin, som i Forening med et Par tyske Venner skaffede Ibsen den Navnkundighed i Tyskland, som hans Genialitet alene maaske ikke vilde have indvundet ham saa hurtigt, maaske end ikke i levende Live. Fra Tyskland udbredtes hans Ry af Fremmede i stedse stigende Antal over hele den civiliserede Jord.

I Ibsens Kølvand er saa andre Digtere og Forfattere af norsk Blod naaede frem og har vundet Europas Øre. Nordmændene forstaar fra Grunden af den Kunst at gøre de Fremmede opmærksomme paa deres betydelige Talenter, ja endog paa deres mindre betydelige. Saasnart en Nordmand skriver noget Læseværdigt, røres Trommerne fra Nordkap til Lindesnæs. Saasnart en Fremmed roser en Nordmand, var det end kun i et Privatbrev, saa optrykkes Rosen over hele Norges Land, indtil hundrede tusind Mennesker har læst den, og det selv om Rosen ikke er af synderlig Vægt.

Her i Danmark ligger Forholdene anderledes.

Det er, naar en dansk Forfatter angribes af en Fremmed, var Angrebet end Vrøvl og Angriberen en Stymper, at Begivenheden udbredes i halvhundredtusind Eksemplarer.

Den Slægt, der i 70’erne og 80’erne stræbte at forny Danmarks Almenbevidsthed og derigennem dets skønne Literatur, i hvilken der var indtraadt en skæbnesvanger Pause, mødte straks en overmaade ubehersket Uvilje. Man maatte begynde at bygge paa bar Grund.

Den, der har oplevet de ledende danske Blades Artikler under den tysk-franske Krig, læst disse Sager i Udlandet med nogen Anelse om, hvad Europa dengang var, vil forstaa dette Udtryk bar Grund. Det var just ikké heller med Jubel, at senere anerkendte Talenter som Jacobsen, Drachmann, Schandorph modtoges. Det var nærmest med Skarnbøtter.

Behøvedes der allerede ungdommelige Sinds Begejstring til under synkende Tilstande som Danmarks da at begynde en aandelig Bevægelse, saa behøvedes der desuden et vist Maal af Vilje og Udholdenhed overfor de Magtglade i Hjemmet, naar man da ikke vilde lempe sig og fire.

Pressen lukkede sig for de unge Skribenter, og det hele Pressen. Jeg véd den, som i 1872 skrev sin sidste Forsvarsartikel i en dansk Avis som betalt Inserat og derefter i ni samfulde Aar ikke havde noget Organ i Dagpressen, hvori han kunde værge sig mod de Angreb, der haglede.

I det samme Tidsrum, i hvilket Norges literære Ry har bredt sig, har de Danske væsenligt været sysselsatte med at nedrakke de ikke ret mange danske Bøger, der ved deres Dristighed vandt sig et Publikum udenlands. De Danske har vanskeliggjort deres Literaturs Afsætning i Indlandet; de har efter Evne umuliggjort dens Anerkendelse i Udlandet. Særligt har de, der gør Fordring paa at repræsentere Nationalfølelsen, vist en Mangel paa Fædrelandssind og ført en Krig mod de udenfor Vedtægten stræbende Aander, der har virket fordummende indadtil, mens den udadtil sinkede og hindrede Anerkendelse og Autoritet.

Intet dansk Navn kom til Udlandet baaret af de Danskes enstemmige Anerkendelse, det kom sværtet og plettet og klangløst. Intet dansk Talent kom baaret af den Vurdering og Overvurdering i Hjemlandet, som tit er det første Trin til europæisk Ry. Det kom undervurderet og dets Bærer var desuden i Reglen saa hæmmet i Væksten ved Hjemmets ugunstige Vilkaar, at han ikke kunde slaa an.

Der ligger her nemlig nogen Vægt paa Hjemmets Dom.

Skøn Literatur er jo ikke som Musik eller Maleri eller eksakt Videnskab af ligefrem almen Natur. Skønheden og Værdien beror her væsenligt paa Sprogformen, der jo ikke lader sig overføre eller oversætte.

Der bliver bestandig noget tilbage, som den Fremmede maa tage paa Tro og Love af Skribentens Landsmænd.

Men medens den norske Forfatter altid i Udlandet har Norge i Ryggen, har den danske Skribent i Udlandet som Regel Danmark imod sig.

Han angribes af navngivne Landsmænd i franske Tidsskrifter, af anonyme Kjøbenhavnerkorrespondenter i Berlinerblade eller i tysk-russiske eller i hollandske. - Den danske Forfatter har undertiden maattet sige til sig selv: Ja, var der ikke mine kære Landsmænd, kunde jeg endda naa frem.

Naturligvis har dette Forhold ikke hele Skylden for, at Danmark ikke er naaet saa højt i europæisk Anseelse som Norge. Vi kunde gøre den vildeste Reklame for dansk Literatur i Udlandet og det vilde ikke forslaa.

Visnok er den Fanatisme, jeg har skildret, ret skadelig og grim, men den er kun et Kendetegn paa den Sygdom, hvorunder Danmark lider, ikke Sygdommen selv, kun en blandt mange Virkninger af Aarsagen til, at Danmark i Udlandets Øjne udviskes, ikke Aarsagen selv.

Aarsagen ligger mangefold dybere.

3.

Aarsagen er den, at der i den sidste Snes Aar her i Danmark er gjort det alvorligste og i mange Maader desværre vellykkede Forsøg paa aandeligt at hærje dette Land og lægge det øde.

Det synes maaske som om en saadan politisk Enkelthed som en provisorisk Finanslov eller som dennes Godkendelse af Landets Højesteret, overhovedet Domstolenes kendte Stilling til Regeringen - det synes, som om Sligt lader Landets aandelige Liv, Evnerne, Følelserne, Tænkemaaderne, Fantasiens Art og Retning upaavirket. Skulde ikke Literaturen og Kunsten kunne blomstre, siger man, fordi der er Stilstand i Politiken?

Ja, det lyder godt.

I Virkeligheden forholder det sig ikke saaledes.

Sæt en Regering forsøger at knægte et Folk, og sæt dette Folk er blødt, et Folk, i hvilket Karakterer er sjældne og sjældnest i det offenlige Liv, et Folk, som maatte opdrages og optugtes til Frihed, man som i en mangehundredaarig politisk Umyndighedstilstand er blevet svagt, svagt overfor Fristelser især.

Sæt en Regering overfor et saadant Folk kommer til formelig at sætte Præmie paa Trællesindet!

Sæt at Regeringen, naturligvis uden at ville det, men ved Forholdenes Magt, kommer til at virke saadan, at det Tryk, den uforanderligt udøver en Snes Aar igennem, udsletter, udvisker Personlighederne, knækker Karaktererne, dræber Friskheden, Oprindeligheden, Modet, Virkelighedssansen, den sunde Selvtillid.

Saa vil en saadan Regerings Tilhængere, ifald der ellers er forstandige Folk iblandt dem, en skøn Dag med Forfærdelse opdage, at Jordsmonet nu er blevet den rene Goldhed, blevet saadan, at det Værdifulde kun med yderste Vanskelighed kan gro eller trives deri. Den vil opdage, at den yngre Slægt næsten ikke har ét politisk Talent, end sige en politisk Karakter at opvise.

Der er frembragt en Tilstand, som hverken er Adelsstyre.

eller Folkestyre, men Oldinge-Styre, gamle og unge Oldinges.

Allevegne viser paa Hæderspladserne i Statsstyrelse og Forvaltning, i Kunst og Videnskab, i Teater og Censur Oldingevælden sit Medusahoved med de ikke altid ægte Lokker, og de unge Oldinge er værre end de gamle.

Vi lever nu i en Tilstand, hvor der ikke mere er Brug for Retssans og Retsfølelse, ja hvor disse Instinkter er i Vejen. Og dog er Retfærdighed det ypperste Ideal, som Menneskeaanden har undfanget.

Man bliver ikke til noget, hvis man ikke vil være med til at bifalde det store Retsbrud. Det er en Tilstand, hvor der ingen Brug er for Uafhængighed eller Stolthed, ja hvor Karakter er bleven en Art Spedalskhed, som gør ensom og umulig.

En Tilstand, hvor overfor Magthaverne og deres Tilhængere Overbærenheden er uden Grænser - Alt tilgives, enhver Svaghed, enhver Uvidenhed, enhver Latterlighed og Lavhed, enhver Karakterløshed. Retsbevidstheden er overfor dem bleven smidig som Gummi elasticum. Er der et generende Vidne, saa forsvinder det. Et kvindeligt Lem ved en Fattiganstalt foretager en Fornøjelsestur til Brasilien. Vi Andre har ikke Raad dertil, hun har Raad *1).

Intet skader, Intet dræber. Det gaar Den galt, som ikke har Vidnet ved Haanden, og Ingen forarges.

En fremragende Stræber som Hr. Goos kan den ene Dag staa i Spidsen for et Foretagende, næste Dag forfølge det med fuld Energi. Det gør Intet. Han kan være Formand for et Ligbrændingsselskab og et Aar derefter forbyde selv Degnene at være til Stede, hvor der brændes et Lig - Intet skader, Intet dræber. Der les en Smule, og Ingen forarges.

Der er ingen offenlig Mening i Landet. Og en Minister som Hr. Nellemann kan roligt staa i Rigsdagen og vise sig humoristisk ved at beklage det, da han dog var bleven fejet til Side den Dag, der blot sporedes en offenlig Mening.

Tilstanden er en saadan, hvor paa den anden Side, naar Talen er om de Forfatningstro, ingen Art af Fordragelighed eksisterer. Intet tilgives, end ikke Deltagelse i et Aftenselskab for en ildeset Mand. Alt optegnes. Ingen Smaalighed anses for gemen *2). Ingen Gemenhed i Angrebet beskæmmer, en Smudsbladsredaktør faar af Ministeren fri Proces - opnaar den Begunstigelse, der skulde gives den Uformuende, hvis Ære var krænket.

Og med Retsfølelsen sygner Frihedskærligheden.

Tror man virkelig, at en saadan Tilstand lader Talenterne i Landet uberørte. Hvordan skulde det gaa til?

Hvad ser vi? Vi ser oprindeligt lovende Talenter, der er blevne frygtagtige, kun virker fladt og hver Dag bliver mere flove.

Vi ser Talenter, der hver Dag bliver mere virkelighedssky, mere forkunstlede eller drømmesyge.

Vi ser - og det som Regel - Talenter, hvis Beskaffenhed ødelægges af den Karakter, af hvilken de skulde bæres. Medens det mindre Talent kan faa forøget Kraft, dersom det bæres oppe af en Karakter, ødelægges selv det større af Karakterløsheden.

Vi ser i Literaturen Personligheder, der ydmyger sig for de Mindremænd, hvem de en Gang har trodset, ser dem logre for Brødets Skyld. Vi ser andre Talenter, der en Gang var udsøgte, blive vindskibelige, driftige. Vi ser Bladskrivere slaa om og atter om, ser dem staa paa Torvet og sælge sig selv og den Parfyme, de kalder deres Overbevisning, til den Højstbydende, var det end den, hvem de sparkede til igaar; det gaar an, det beskæmmer dem ikke, de er Hædersmænd - som de Andre.

Hovedsagen er denne: Den Følelse af at befinde sig i en opadgaaende Bevægelse, som er Grundbetingelsen for al Frembringen i stor Stil, Tilliden til sig selv og til Andre, det Sindelag, der avler frugtbare Forsæt og Planer, er forsvundet. Der er hverken Haab eller Tro.

Sammenlign nu i Deres Tanker de unge og ældre Norskes Stilling. Føl hvad Tro paa Norge og Norges Fremtid der fylder dem, bærer dem oppe og bærer dem frem! Tror De en eneste af dem nogensinde har spurgt sig eller maattet spørge sig, om ikke Norge maaske var dødsdømt.

Se hvilket Vovemod, de har: Ikke blot de Ældre, Berømteste, men de Yngre næsten uden Undtagelse. Det er stadig dem, der paa den ene eller den anden Maade kommer til at sysselsætte Kjøbenhavn. Vi saa det sidst med Gunnar Heiberg, du hans Balkonen blev opført.

Deres Talent være større eller mindre, sundt eller angrebet, de gaar paa, de har Djævlen i Kroppen. De tvivler ikke, og de er aldrig forknytte.

Man kan visselig ikke sige: Ligesaa hos os.

4.

Hvorpaa beror denne Forskel i Grundstemningen?

For det Første naturligvis paa, at Norge ikke har Danmarks tragiske Minder at se tilbage paa. Modsætningen mellem Danmark og Norge er den mellem aftagende Uafhængighed og tiltagende Uafhængighed, aftagende og tiltagende Paaagtethed.

Men dernæst beror den paa følgende Modsætning: Vistnok alle de betydeligere yngre norske Skribenter, ligesom Flertallet af de betydeligere Danske, tilhører hvad man med et almindeligt Udtryk kalder Venstre. Men nu har Venstre i Norge bestandig havt Nationalfølelsen med sig, havt dens Medbør i Ryggen, medens Venstre i Danmark stadigt har kæmpet og tildels været nødt til at kæmpe med Nationalfølelsen imod sig - et højst ugunstigt Vilkaar. At have en saa stærk, saa oprindelig og uvilkaarlig Grundfølelse imod sig - om det end kun er ved Misforstaaelse, naar det dog er - det er haarde Betingelser.

De véd Alle, hvorledes den norske Nationalfølelse er beskaffen. Den er en Lidenskab, og ikke just stilfærdig. Den falder nu og da lidt udæskende. Men som den er, er den en Styrke. Vistnok har den som den danske sine Deklamatorer. Ogsaa i Norge er det hændt, at Uldsok er bleven Nationalhelt. Men den Selvtillid, hvormed Nordmændene vil deres Eget, er en bærende Kraft af Værdi. Man kan smile, nnar visse Profeter taler om Norges Sendelse, om Norge som Foregangslandet o.s.v. Altsammen er ikke lige imponerende i de norske Bebudelser. Men det Visse er, at den overstrømmende Nationalfølelse har givet de opvoksende Slægter Vind i Sejlene, og det er godt at ro under fyldte Sejl.

Den Omstændighed, at Venstre i Danmark var nødsaget til at forkynde et fredeligt, venskabeligt Forhold til Tyskland som uomgængelig Betingelse for Rigets Eksistens, gav Regeringspartiet Muligheden til at bemægtige sig den vildledte Nationalfølelse imod det, fremstille sig selv som Nationalparti og Venstre som Partiet uden Fædrelandssind, der ikke vilde forsvare Danmark mod Fjenden. Det nyttede ikke tilstrækkeligt Venstre, naar det svarede, at netop Forsvarssagen, som den dreves, var den fædrelandsfjendske Sag, og at Kjøbenhavns Befæstning, ganske bortset fra dens Lovstridighed, løb Fare for at bringe Ulykke og Undergang over Hovedstaden og Danmark. Nationalfølelse er fra gammel Tid af en krigersk Ting og det var Regeringspartiet, som gav Hornsignalerne, paakaldte Mandsmodet, Fædrelandskærligheden og Fanen. Det stræbte at tage Danebrog fra Venstre, og saaledes kom det Slægtled, der sluttede sig til Venstreretningen, i en skæv Stilling overfor Nationalfølelsen.

Dette Slægtleds Mænd var for kræsne til ved enhver Lejlighed at istemme det tomme Haab: Leve Danmark! og de var trængte ud af alle officielle Stillinger, i hvilke de kunde repræsentere Nationen. Ingen Venstresindet har rimeligvis nogensinde havt Fuldmagt til at repræsentere Danmark.

5.

Det gælder for de Stræbende i Slægten om ikke at lade sig forvirre heraf. Det gælder om ikke at lade sig skræmme tilbage fra Hengivelse i Nationalfølelsen, fordi vi i Højre ser denne Følelse vildledt eller forvrænget, og hos adskillige Socialister ser den modarbejdet og fornegtet, fordi de føler sig som Verdensborgere. Højre vil forpagte denne Følelse for sig selv - det er klogt af Højre. Socialisterne modarbejder den undertiden det er ikke klogt af dem. Verdensborgerfølelsen er ikke blot meget vel mulig paa Grundlag af Nationalfølelsen, men den er unaturlig uden den. Ligesom det at føle sig som Skandinav aldeles ikke udelukker først og fremmest at føle sig som Dansk, ja ligesom det er unaturligt at føle sig som Nordbo uden først at føle sin nordiske Nationalitet - saaledes er det ogsaa med det at føle sig som Europæer eller Verdensborger. Først Dansk - selvfølgeligt!

Vi maa som sagt ikke lade os forvirre af Karikaturformerne.

Paul Lindau fortæller, at en Dansk, der havde spist til Middag med ham i Hotel d’Angleterre, sagde til ham: Skal vi saa hylde den gode gamle danske Skik at drikke en Kop Kaffe efter Bordet.

Vi bør ikke af Sligt lade os holde tilbage fra at pleje og hævde Nationalfølelsen som en Grundfølelse hos os. En stærk Nationalfølelse har det Samlende og Bærende i sig, som den unge Slægt netop savner. Den har sin Hovedlod i at Norske og Svenske i dette Øjeblik har formaaet at tildrage sig Europas Opmærksomhed. Lad den bære os frem paany.

Bryd Dem ikke om, at der er dem, som kalder Ungdommen og sig selv Decadenter. Skab nye Tilstande, saa er Forfaldstiden forbi. Tro ikke paa det taabelige: Fin de siécle. I det forrige Aarhundredes sidste Aar gik Bonaparte over Alperne og til Pyramiderne. Ingen var den Gang saa slap, at han betragtede sig som gammel og forbi med Aarhundredet. Alt var den Gang ungt.

EL Folk bliver staaende uanfægtet og gaar fremad, naar det kan udvikle Kultur, og der er for os ingen anden Maade at gøre os gældende paa, end den at frembringe Værdier. Saa faa vi er, er der Intet, der forbyder os at vise andre Folk Kulturveje, de ikke har fundet. Retshjælpen er en Kulturvej, Arbejderundervisningen er en Kulturvej. Og den Bestræbelse, der ogsaa fra Studentersamfundet er udgaaet for at vedligeholde Forbindelsen mellem Nordslesvig og Kongeriget, for at bevare dansk Sprog- og Kulturomraade for Danmark, berører en Kulturopgave for os Danske af højeste Rang. Vi har den nationale Pligt at værne om vort Sprog og gøre vort til at forhindre, det taber om saa blot en Tomme af Jordsmon. Tyskerne selv vilde ringeagte os, om vi i den Henseende forsømte vor Pligt.

Vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at faa Kulturkilderne i vort Land til nt springe. Vi kan ikke skabe dem, det er klart, men vi kan gøre, hvad vi formaar, for ikke at stoppe dem.

Eksemplet kunde godt gives fra oven af.

Hvis den berømteste af alle Danske, Hamlet, nu som hos Shakespeare var Prins af Danmark, saa vilde han visselig gaa i Spidsen med sit Eksempel. Han vilde ikke nøjes med at tage sig af Skuespillerne. Han vilde aarlig anvende en saadan Sum paa at købe Malerier og Skulpturer, at alle vore Kunstnere, som nu maa kæmpe saa haardt mod Fattigdom men, var hjulpne. Blot ved at anvende 50.000 Kroner om Aaret - og dem havde Hamlet tilovers - vilde han kunne ophjælpe Kunsten i Danmark mægtigt. Han vilde ikke lade sig overstraale af en Brygger.

Vort saakaldte Aristokrati, der gerne lader nationalt, køber især de Malerier og Bøger, som ikke er Kunstværker, og staar uden nogen som helst Berøring med de Kræfter, der frembringer eller bærer Kulturen i Danmark. De Mænd, der er vore Maleres Trøst, det er tre eller fire hæderlige Næringsdrivende i Kjøbenhavn, hvis Navne alle kender. Billedhuggerne er henviste til den ene storstilede Brygger. Paa Aristokratiet regner og haaber Ingen. Og Bøgerne, der er saa dyre, de købes næsten kun af dem, der ikke har Raad dertil.

Disse Forhold burde helst forandres. En saadan Mangel paa Nationalfølelse hos de højere Stænder vil ellers hævne sig. Det føles mer og mer, at det er de Udannede, der er over os.

Alt dette er trist, og tristest er det, at Danmark ingenlunde fremstiller sig paa Verdensmarkedet med de Evner og Talenter lykkeligt udfoldede, som det i den nyere Tid uden de ugunstige Forhold i Hjemmet kunde have fremvist.

For at styrke vort Mod bør vi holde os alt det for Øje, der kan vække vor Selvfølelse.

Vort Agerbrug og Mejerivæsen begynder at nyde Anerkendelse som mønsterværdigt.

I Videnskab og bildende Kunst staar vi vistnok forholdsvis højt.

Paa Verdens-Udstillingen i Paris 1889 indtog vor Industri som vor Kunst en ærefuld Plads. Det danske Porcelæn blev almindeligt beundret, de danske Malerier skattede højt.

Og dersom man retfærdigt vil sammenligne den danske og den norske Literaturs Stilling overfor Udlandet, saa maa man bemærke:

Den største Skribent, som Danmark i Aarhundredets Midte har frembragt, Søren Kierkegaard, forblev paa Grund af Sprogets isolerende Magt og hans Værkers vanskelige Indhold aldeles ubekendt for Europa i den Tid, hvor han kunde have virket og gjort Indtryk. Paa samme Tid som Navnet H. C. Andersen gik Europa rundt, naaede Navnet Kierkegaard kun til Skaane. H. C.

Andersen var længe vort eneste europæiske Navn, og man fik ikke altfor høje Tanker om os, naar man troede, at dette Navns Bærer var vor ypperste Aand.

Nordmændene har havt det store Held, at Ibsen, der var utænkelig uden Kierkegaard som Forudsætning og som trods sin digteriske Rigdom ikke naaer Kierkegaard i filosofisk Dybde, skrev i en Kunstform, alle kunde forstaa.

Danmarks næste Uheld er det, at dets ypperste, mest kunstneriske Frembringelser er Lyrik, som efter sin Natur er uoversættelig og derfor af Fremmede ikke kan vurderes. Det forstaar sig, at var den saa særegen og genial som Heinrich Heine’s, vilde den trods Alt have sprængt Modersmaalets Skranker. Men hvor stor en Kunstner var ikke ligefuldt Christian Winther! Hvor udadlelig! hvilket Skønheds-Væld i hans Vers! Vi behøver ikke at blues, naar Arne Garborg er hundrede Gange mere kendt i Udlandet end han.

Det er ikke Evne, det har skortet vore Lyrikere paa hverken i Fortid eller Nutid. Drachmanns Vers fortjente fuldt saa vel at være kendte som mangen Nordmands Prosa. Men naar de oversættes, gaar ufravigeligt deres sproglige og rytmiske Fortrin, Stemningsfylden bort.

Verdensry er vistnok aldrig nogen Tilfældighed; men det er ingen retfærdig Maalestok. Bjørnsons Prosafortællinger er kendte Europa over. Hvem kender Goldschmidts, og dog er der mellem dem Mesterværker af Kunst, saa fine og lødige, at de ingensteds skrives bedre.

I Fald De, mine Herrer, paa et Stykke Papir i Kolonner vil opskrive de norske og danske Navne under Rubrikerne Lyrik.

Fortælling, Drama, Lystspil, Historieskrivning, Kunstkritik, Literaturkritik, Journalistik, saa vil De maaske opdage, at trods der uomtvistelige Overlegenhed, som nogle overordenlige Navne pa et enkelt Felt giver Norge, staar Danmark i det Hele ikke synderligt tilbage. Danmark besidder f.Eks. i Hørup et journalistisk Talent, hvortil der i de skandinaviske Lande ikke er Mage, er Mester i Ordets Kunst, af hvis Art der maaske slet ikke er noger udenfor Norden. Der findes hverken i Sverig eller Norge er Lyriker af Drachmanns Rang, eller Kunsthistorikere som Julius Lange og Karl Madsen.

Vi har en hel Række fine og kraftige Talenter i Skuespil-, Roman- og Novellefaget.

Staar de tilbage for Nordmændene i Dristighed og Greb paa at udfinde det Paafaldende, det Opsigtvækkende, saa staar de ingenlunde tilbage for dem i Kunst.

Lad os i Lysten og Viljen til engang paany at hævde Danmarks Navn i fremmede Havne gøre hvad vi kan for at fremme Vovelysten, den personlige Evne til Nybegyndelser, ogsaa hos os.

Lad os i Stedet for at udsætte Præmier for Tamheden byde det literære og kunstneriske Mod til at løse store Opgaver velkomment.

Lad os gøre den Tale til Skamme at vor Kultur er gammel, Nordmændenes ung. Nordmændenes er i Virkeligheden ikke en halv Time yngre end vor. De fik deres Kulturdaab af Holberg som vi. Og en Kultur, der kun er fyldt 170 Aar, kan sandelig ikke kaldes gammel. Hvad skulde vi da kalde Grækenlands Kultur?

Vi maa foreløbig gøre hvad vi kan for i Europa at udbrede Kendskaben til det, vi allerede har, arbejde for at fremme vort eget.

6.

Jeg har ikke prøvet paa at tilsløre for Dem, hvad og hvor meget der er, som trykker og lammer os Danske, først og sidst Følelsen af at tilhøre en Stat, som stadig er taget af i ydre Magt, og Følelsen af at leve i en Tilstand, hvor Retssansen er sløvet og Frihedskærligheden med den.

Aarsagen, hvorfor jeg vurderer Studentersamfundet og agter det højt, er den, at dette unge Samfund i en vanskelig Tid, en nedslaaende Tid, har været en energisk Indsigelse mod Nedgangen, et Arnested for Begejstring og Tro. Samfundet har ført et selskabeligt Liv, der visselig ikke har været uden Aand, men det har især gjort sig fortjent ved sine Institutioner.

Naar man skal nævne Fremmede, hvad Mærkeligt der findes i Nutidens Danmark, saa har man især tre Ting at henvise til som oprindeligt nationale: Folkehøjskolerne - som er Grundtvigs og Grundtvigianernes fortjenstfulde, men mangelfulde Værk - Retshjælpen og Arbejderundervisningen, som er Studentersamfundets Frembringelser. Her har vi gaaet i Spidsen, her har det lille Danmark givet Europa et Eksempel.

I en nedslaaet, usikker, tvivlende Tidsalder, hvor al Slags lyssky Væsen, al Slags gammelt Frihedsfjendskab vover sig frem paany og rejser Hovedet, har det danske Studentersamfund kastet en vis Glans over Danmarks Navn - saa ungt og lidet talrigt dette Samfund end er.

De nordiske Studentermøder har hørt op. Den fremherskende Stllling, Studenterne i andre Lande længe indtog, er rømmet.

Studenterne har andensteds stadigt tydeligere takket af, altsom den ny intelligente Stand, Arbejderne, rykkede frem.

De Ypperste af de danske Studenter har ikke takket af. De har ikke veget Pladsen for den fremrykkende Arbejderstand. De har begrebet, at de var denne Stands naturlige Venner og Vejledere. Enhver ny Stand behøver Ledere af den Stand, den udfylder eller afløser. Saaledes rykkede paa Revolutionstiden Borgerstanden frem under Førere af Adelsstanden. Danske Studenter har følt det som deres Kald uegennyttigt at oplyse det menige Folk og hjælpe det til dets Ret.

Studentersamfundet samles for første Gang idag i sit nye, rummeligere og bedre Lokale.

Maatte det trives deri som i det gamle! Maatte mange smukke, nye Tanker fødes her og mangen gavnlig Handling spire her til Ære for Danm