Mindeord over læge Lars Hutters. 

Født 26. april 1946, død 26. juni 2019.

Vi har med stor sorg modtaget meddelelsen om Lars Hutters død efter et års alvorlig kræftsygdom. I Georg Brandes Selskabets bestyrelse har vi haft stor glæde af Lars Hutters engagement og person.

Lars var igennem mange år en genuin aktivist, bestandig optaget af samtidens problemer, og bestandig lige så optaget af, hvordan der kunne organiseres med henblik på løsninger. Græsrodsaktiviteter, bevægelser, aktioner var for ham vejen til gennem mobilisering at øve indflydelse på den lige så nødvendige politiske repræsentation. Han var i perioder medlem af borgerrepræsentationen, ligesom han en tid var medlem af Yngre Læger i hovedstaden, og han engagerede sig i bevarelsen af Kommunehospitalet, der var hans arbejdsplads. Men hans gemyt drev samtidig en omfattende deltagelse i organisering og debat.

Det var dette gemyt, vi i vores selskabs beskedne bidrag til den offentlige debat nød godt af gennem Lars deltagelse, som han lagde stor vægt på. Når det var muligt, mødte han altid op, selv da han næsten ikke kunne længere. Ligesom han gav sine erfaringer som organisator videre ved vores møde om studenteroprøret sidste forår, hvor han allerede var mærket af sygdommen. Vi nød også godt af hans store netværk, som byggede på hans ønske om altid at forbinde sig med og inddrage flest mulige i de bestræbelser og kampe, der lå ham på sinde. Når vi skulle finde deltagere i vores paneldebatter, havde Lars ofte en eller anden form for forbindelse med dem.
I vores diskussioner var der naturligvis uenigheder, det ville ikke være godt andet, men Lars facon i diskussionerne var altid konstruktiv, også når han insisterede på sit. Det var ikke alene frugtbart, det var en fornøjelse. Hans mange års erfaring forenet med hans personlighed gav ham en særlig, mindeværdig noblesse, som vi nok ikke er de eneste, der tager med os som ledetråd. Ære være Lars Hutters minde.

 Elisabeth Møller Jensen                                                                         Forfatter og bestyrelsesleder i Georg Brandes Selskabet

 Peter Madsen
  Professor emeritus og næstformand i Georg Brandes Selskabet