Tale ved Jørgen Knudsens bisættelse               9. september 2017

      af Else Lidegaard

"Vi er her lidt endnu" sagde Jørgen Knudsen sidste gang vi fulgtes ad på cykel fra et møde og vores veje skiltes på Kgs. Nytorv. Vi er her lidt endnu – og jeg tænkte lidt videre på forskellen på det udsagn og så Branners bogtitel: Om lidt er vi borte... Resultatet, indholdet er jo det samme, en dag skal vi dø, – men det er som om det sidste er bagudskuende: Om lidt er vi borte– så er det slut. Men: Vi er her lidt endnu – det er fortrøstningsfuldt: der er stadig noget vi kan gøre.

At gøre noget – det var måske for Jørgen Knudsen det allervigtigste. Han ikke bare læste sin yndlingsforfatter Georg Brandes, men skrev bøger om ham. Ville at vi skulle huske ham, forstå hvor vigtig han var. Og det er måske dette storværk Jørgen Knudsen vil blive husket for. Men jeg tror ikke han skrev for at blive husket, men fordi han havde et budskab, han ville kaste lys over det liv vi lever lige nu. Han var jo selv en antiautoritær og uforfærdet oprører og provokatør...

Venner får man måske allerbedst gennem et skæbnefællesskab. Det fik min mand Mads og jeg med Jørgen Knudsen, da vi i 1957 blev bedt om at indtage Gerlev Idrætshøjskole for at forberede 100 unge ungarske flygtninge på deres tilværelse i vesten. Eneste danske lærer foruden os blev Jørgen, fuld af energi og ideer – han blev simpelthen motoren, der holdt os alle i gang.  Han blev også den af os, der med en sjælden sprogbegavelse først fik lært sproget – og hjalp os andre med små hjemmelavede grammatikker og ordbøger. Der fandtes overhovedet ingen lærebøger ungarsk. Han var allerede dengang Europæer, havde boet i både Tyskland og England og bibragte vores 100 unge mænd, der var kommet lige fra barrikaderne i Budapest, de fleste af dem industriarbejdere og enkelte studerende, en viden om hvad det vil sige at være vesteuropæer Ungarerne gav ham da også  straks det navn, som han har beholdt lige siden i vores familie: GYURIKA, Gyuri– Jørgen – ka lille kære. Han blev så dygtig til sproget at han efter de 4 måneder på Gerlev kom til at virke som tolk hos flygtningehjælpen.

Det med højskole havde alligevel sat sig så fast, at han blev højskolelærer igen først på Magleås, hvor han fandt sin Kirsten, der var økonoma der, og siden var han en af de 7 der brød ud fra Askov Højskole og skabte Kolding Højskole, nærmest med egen hånd – de byggede den jo selv.. Han besøgte os også i vores sommerhus på Sj.Odde, og engang hjalp han os med at ombetrække nogle stole med tov – men han var, som Mads, min mand skrev i sangen om Odden; Var lidt ustabil ved læsten/ føjted' mestendels med Kirsten..

Da jeg blev freelancer i tv og tit med kort varsel fik de filmdage der pludselig blev ledige, kunne jeg bare ringe til Gyurika, så kom han over.   Således forberedte vi over en weekend en udsendelse på basis af  "Genveje til Paradis" fra 1974  – en af de bøger der er så gode at jeg aldrig har fået den tilbage fra den jeg har lånt den til.. Men som i bogen gik han i udsendelsen til oprør mod noget af det helligste vi har, vores fritid med haven og kæledyr og rejser, alt det vi gør som kompensation for en kedelig hverdag.et surrogat for virkelig at gøre noget ved vores dagligliv. Udsendelsen kom dog til at hedde: "Godt vi har dem, men skidt at de er så nødvendige"

 "Hvis vi ville flygte endnu længere væk", sagde han, "var der jo krimien." Dem sendte DR i 1970 46 af om året i 1974 var det blevet til 69. Jeg tvivler på at DR stadig tæller sine krimier. Hvis han har ret i at det er en flugt fra vores egentlige liv, er det jo et advarselstegn, og så er vi langt ude i dag.

Jørgen Knudsen fortsatte sine kampe på nye områder, var i evig bevægelse - og jeg vil gerne slutte med at citere fra en af de senere debatbøger: Vækstens Tyranni (citat teksten bag på bogen og s.176: "Den kolde krigs ophør… Men den kommer," skriver Jørgen Knudsen i 1992. Vi har lidt tid endnu, der er stadig noget vi kan gøre.

Tak Gyurika for din indsats for os alle sammen. Hvil i fred.

 

Jeg havde fået 5 minutter og mente måske også følgende historie mere passede til gravøllet hjemme hos Hanne.

 

Han besøgte os mange gange i vores sommerhus på Sj Odde, hvor han også viste sig som en handlingens mand. En af gangene opdagede vi at det eneste vi kunne se om aftenen fra vores sommerhus var to offentlige toiletter, der lå badet i lys på en lille parkeringsplads oppe ved landevejen. Det mente Gyurika ikke at vi skulle finde os i. Anført af ham og bevæbnet med resten af den tjære vi lige havde malet vores sokkel med, vandrede vi i flok og følge op og tjærede lamperne fuldstændig til, ikke et lysglimt kom ud. Således kunne vi sidde i behageligt mørke, kun med en funklende stjernehimmel over os, i ca 10 år og skue ud i uendeligheden, så opdagede kommunen det sorte hul og satte nye lamper op, men næppe havde vi fået besøg af Gyurika igen før det hele gentog sig, vi malede lamperne sorte, kommunen opdagede det ikke… 

 

Georg Brandes Selskabets æresmedlem Jørgen Knudsen er død:

 

http://politiken.dk/navne/doedsfald/art6092362/Forfatter-bag-omfattende-Georg-Brandes-biografi-er-d%C3%B8d

 

Forfatteren og højskolelæreren blev rost for sit værk om Georg Brandes. I en alder af 91 år er han død.

 

Samfundskritikeren Jørgen Knudsen levede et liv, hvor læring, formidling og fortælling var i centrum.

På hans cv står der både forfatter, skolelærer, debattør og stifter af Kolding Højskole.

1. september er han gået bort 91 år gammel. Det oplyser hans familie i en mail til Ritzau.

Jørgen Knudsen blev anerkendt for sin biografi om Georg Brandes på fem bind og i alt 2.700 sider.

Over knap 20 år, fra 1985 til 2004, blev det omfattende portræt af den store, danske kritiker og tiden, han levede i, til. Det blev et hovedværk for forfatteren.

Uddannet fra KU

I 1952 blev den dengang 26-årige Jørgen Knudsen uddannet i litteraturhistorie fra Københavns Universitet. Herefter fik han en stilling som lektor i dansk ved Bonn Universitet i Tyskland.

I årene der fulgte, blev den unge humanist lærer ved Dansk Flygtningehjælp, hvorefter han indledte en karriere i højskolemiljøet i Sønderjylland.

I 60'erne underviste Jørgen Knudsen ungdommen på Askov Højskole, hvorefter han i 1972 sammen med en gruppe lærere sprang fra og startede Kolding Højskole. Her stod han i spidsen som forstander indtil 1977.

Titel som æresdoktor

Ved siden af jobbet som leder af højskolen udgav forfatteren en række bøger som 'DDR – vort ukendte naboland' i 1969 og 'I Sovjet: På rejse med Next Stop' i 1989.

Værkerne blev beskyldt for at hylde Sovjet og være overdrevet hårde i sin kritik af den vestlige kapitalisme.

Siden 1977 arbejdede Jørgen Knudsen som foredragsholder og forfatter. Og i 2000 fik han tildelt den fornemme titel som æresdoktor ved Københavns Universitet.

Forfatteren er ligeledes blevet tildelt hædersprisen fra Statens Kunstfond, som er livslang støtte for sit bidrag til den danske litteratur.

Således placerede Jørgen Knudsen sig som en af landets afgørende og indflydelsesrige kulturelle forfattere.

ritzau