Om udgivelsen: Om Nationalfølelse

Georg Brandes Selskabet har i årenes løb stået for en række bogudgivelser. Herunder i 2008 udgivelsen af en lille bog med to tekster "Om nationalfølelse" af Georg og Edvard Brandes. Forordet, som du kan læse nedenfor, er skrevet af cand.mag. Sune Bertelsen, der var formand for Selskabet i fra 2008-15. 

Bogens 2 kapitler kan læse i nedenstdående links her på websitet:
Link til kapitel 1: Om Nationalfølelse af Georg Brandes
Link til kapitel 2: Om Nationalfølelse af Edvard Brandes

Om Nationalfølelse  - Forord 

af   Sune Berthelsen

”Verdensborgerfølelsen er ikke blot meget vel mulig på Grundlag af Nationalfølelsen, men den er unaturlig uden den.”

For Georg Brandes (1842-1927) og Edvard Brandes (1847-1931) stod forholdet til det nationale helt centralt igennem hele deres store og lange virke. Ovenstående citat, der stammer fra Georg Brandes foredrag Om Nationalfølelse fra 1894, som Brandes Selskabet hermed udgiver sammen med Edvard Brandes’ foredrag med samme titel fra 1885, står som et meget stærkt udtryk for den betydning Brandesbrødrene tillagde det nationale og for hvordan de så nationalfølelsen som forudsætning for det store engagement i verden.

At udgive disse to tekster sammen bidrager til at belyse ligheder og forskelle mellem de to brødre.

Når det er så vigtigt at udgive dette skrift om det nationale er der tre indlysende årsager at pege på. For det første er der Brandesbrødrenes uomtvistelige format. For det andet er det vigtigt at få gjort op med den ofte ahistoriske og unuancerede forståelse af Brandesbrødrenes nationalfølelse. Højrefløjen har opfattet brødrene som de fremmeste repræsentanter for opløsningen af alle grundlæggende værdier herunder det nationale fællesskab, mens venstrefløjen ofte har haft et mere positivt billede af brødrene Brandes, men også nuancefattigt. Venstrefløjen har betonet specielt Georg Brandes’ mange og drøje kampe for alverdens minoriteter og hans opgør med militarisme, imperialisme og nationalisme.

Brandesbrødrene var besjælet af en stærk nationalfølelse samtidig med, at de var glødende optaget af verden. De så det internationale udsyn som forudsætningen for at gøre Danmark moderne og at gøre Danmark moderne så de som forudsætningen for at gøre Danmark overlevelsesdygtig. For Brandesbrødrene var den største trussel mod danskheden nationalisternes angst for verden, deres mindreværdsfølelse, der blev dækket af et tyndt lag fernis af selvtilstrækkelighed. De to brødre insisterede på at de moderne, intellektuelle og de der havde udblik måtte gribe om danskheden for at få den til at vokse. De to brødre var om nogen nationale kosmopolitter.  

Den anden hovedårsag til at udgive dette gode skrift er, at de to foredrag med deres kraft, integritet og klogskab indlysende taler ind i vores ofte åndsforsnævrede og selvretfærdige samtid. Højrefløjen har med en ekskluderende og snæversynet opfattelse af Danskheden udelukket de fremmede og afvist EU og har forvandlet danskheden til et begreb, hvor man kan krybe i ly for at undgå konfrontationen med globaliseringens svøbe. For at gøre op med den angstfulde og bagstræberiske danskhedsforestilling er det vigtigt at vende blikket mod Brandesbrødrene, der med deres vid og mod kæmpede mod en tilsvarende reaktionær danskhedsforståelse hos partiet Højre for ca. hundrede år siden. 

I stedet for at flygte fra danskheden som de intellektuelle ofte har gjort af frygt for og i afsky for den chauvinistiske selvtilstrækkelighed som er en latent fare, viser Brandesbrødrene betydningen af at favne det dybe, det skønne og det ægte i det nationale, samtidig med at de viser nødvendigheden af at forbinde det nationale med det moderne og det globale.

Foredraget Om Nationalfølelse holdt Georg Brandes ved indvielsen af Det danske Studentersamfunds nye lokaler den 1. februar 1894. Foredraget blev udgivet som selvstændigt skrift, ligesom det kom i et meget stort oplag på tysk. 

Når netop dette foredrag fra 1894 er så vigtigt at udgive er det fordi Brandes her tydeligere end tidligere formulerede sig uhyre stærkt om relationen mellem det nationale og det kosmopolitiske.

For at placere foredraget i Georg Brandes’ forfattersakb er det nødvendigt kort at gribe tilbage i hans virke. Brandes havde i sin tidlige akademiske karriere søgt en fuldstændig identifikation med de nationalliberales selvberoende danskhedsforståelse. For Brandes som for det øvrige borgerskab kom nederlaget i 1864 som et chok. Modsat mange af sine åndsfæller, der vendte sig indad mod det bestående, rejste Georg Brandes ud i Europa. Her blev han slået af beundring over den svulmende fremskridtstro og han så hvordan nationale bevægelser ikke stod som en forhindring for udviklingen. Den indlysende indsigt han her opnåede, troede han i sin ungdommelige naivitet, at han med lethed kunne formidle til det sløvede københavnske borgerskab.

Resultatet var det modsatte. Georg Brandes opnåede gennem sit krav om at gøre litteraturen problemdebatterende og nutidssvarende at blive stigmatiseret som eksponent for det mest unationale, der kunne tænkes. Herefter fulgte hans eksil i Berlin fra 1877-1883, hvor han oplevede, hvordan den nationale eufori førte til, at hovedstaden rejste sig til moderne europæisk storhed. Vel så han også faren ved, at den sunde stræbende nationalfølelse kunne udvikle sig til chauvinistisk nationalisme.  

Efter hjemkomsten til København i 1883 udgav Georg Brandes Det moderne Gjennembruds Mænd, der var en imponerende statusrapport over betydningen af den litterære nyorientering som hans eget første opgør havde ført til. Ibsen, Strindberg og J.P. Jacobsen var nogle af de forfattere, der havde suget næring af Brandes’ vitale ideer.    

Under sit ophold i Berlin havde Brandes skaffet sig sin internationale berømmelse og i 1880erne udnyttede han denne position til at støtte den polske litteratur for at hjælpe polakkerne mod den hårde russiske undertrykkelse.

Hjemme i Danmark så Georg Brandes hvordan Konseilpræsident Estrups kyniske realpolitik og skruppelløse tyranni bidrog til at føre landet mod kulturel og national opløsning. Brandes så hvordan det nationale spørgsmål under Estrup blev reduceret til et instrument i de indenrigspolitiske kampe. Frygten for at Danmark langsomt skulle udviskes af landkortet førte Brandes til at nuancere sit syn på de irrationelle, sammenhængsskabende kræfter i samfundet, og denne frygt var årsagen til, at han søgte at forsone civilisationskampen med det nationalt særegne.  Folkeånden og sproget måtte støttes for at indgive danskerne en tro på, at nationen havde noget at bidrage med i det moderne. Det var netop denne indsigt, som fik ham til at træde op på talerstolen i studentersamfundet i 1894.

Kongen, staten og adelens manglende forståelse og understøttelse af kunsten, mente Brandes, var et udtryk for deres manglende evne til at løfte nationalfølelsen. Ud fra denne opfattelse argumenterede han for, at oppositionen (dvs. Venstre) skulle påtage sig ansvaret for det nationale sammenhold, idet ”En stærk nationalfølelse har det Samlende og Bærende i sig, som den unge Slægt netop savner.” (Brandes Om Nationalfølse (1894)) 

Den fornyede bevidsthed om nødvendigheden af at integrere det kulturelt særegne med de progressive civilisationstræk kom til at præge forfatterskabet frem til 1. verdenskrig. Når Brandes således fastholdt sit engagement i den nationale sag efter, at Højre havde overgivet sig til parlamentarismen i 1901, var det fordi den åndløse reaktion afløstes af almindelig ligegyldighed. Når Brandes reagerede mod opgivelsen over for det nationale, og når han kæmpede for danskhedens beståen, var det ud fra et mangesidigt trusselsbillede: Han reagerede mod sproglig laden stå til, kulturel slendrian og territoriale tab. 

Ifølge Brandes blev sproget truet af indtrængende germanismer, der fulgte med tyske sommerturisters ”klampenborgdansk”, og i Norge udskiftedes særdanske sprogtræk til fordel for det Brandes stærkt polemisk og med satirisk vid kaldte ”Bondeplatheder” og ”Sælhundemål”. I USA så man, at danske emigranter hurtigere end andre folk opgav deres oprindelige danske identitet. Alt dette skete uden nogen kritisk refleksion, og uden at det danske establishment viste politisk handlekraft. Brandes krævede en sproglig aktivisme, og selv indledte han i forbindelse med sin fornyede opmærksomhed på det danske sprogs særegenheder en puristisk udrensning af udenlandsk klingende ord i egne værker.                     

Over for den indesluttethed og selvtilstrækkelighed, der havde præget den danske kultur efter tabet af Sønderjylland, argumenterede Brandes for, at opgaven bestod i at bevare den undertvungne danskheds åndelige frihed, eftersom den politiske frihed var udelukket.

Med tabet af Sønderjylland og Islands hjemmestyreordning i 1904 tegnedes et mønster, og Brandes frygtede, at Færøerne på tilsvarende vis ville gå tabt, hvis ikke danskerne udviste den fornødne opmærksomhed. Færøerne blev truet af den engelske imperialisme og kapitalisme. Truslen blev forstærket af generel dansk opgivenhed, uopmærksomhed og arrogance. Den manglende bevidsthed og udeblivelsen af kamp, frygtede Brandes ville føre til en fuldstændig sønderdeling af landet og dermed opdeling af den danske kultur i ganske små, ikke overlevelsesdygtige enklaver.

”Jeg for min Del tilstaar, at det hele Danmarks Opgaaen i det britiske Rige med bevarelse af alle en fri Kolonis Rettigheder (i en Stilling som New Zealands) ingenlunde vilde forskrække mig som fjernt fremtidsperspektiv. Men noget hel andet og anderledes ydmygende er Danmarks Sønderplukning, dets Smuldren bort i sine Udkanter, saa f.eks. Tyskerne satte sig fast paa Bornholm, og Englænderne drog Færøerne til sig. Det er i Øjeblikket dette sidste, som Danmark, i Fald det vil bestaa som Rige, maa gøre Alt for at Forhindre.” (Brandes Færøerne og den engelske fare (1905))

Overfor disse ganske dramatiske fremtidsperspektiver satte Brandes sin lid til de massive folkeopdragelsesinitiativer, som han mente havde forankret dannelsen dybere i det danske folk, end tilfældet var i det øvrige Europa. Ligesom den kulturelle pluralisme, der prægede den danske kunstscene umiddelbart efter århundredskiftet, fremstod som et livsbekræftende modbillede til den indesluttede enhedskultur, som Emigrantlitteraturens opgør var vendt imod. De mangfoldige initiativer og forskelligartetheden i udtrykket viste en kultur, der var ved at gøre sig livsduelig.    

En solid dansk sprogpolitik, en omfattende og aktivistisk kulturpolitik, som ikke var bagudskuende og et ihærdigt uddannelsesprojekt over for dem, der ikke umiddelbart befandt sig inden for kulturen så Brandes således ikke som uforeneligt med åbenheden over for verden. For Brandes var kulturen og det nationale forudsætningen for at blive moderne.

Edvard Brandes’ foredrag fra 1885 er ni år ældre end det her trykte foredrag af Georg Brandes’.

Edvard Brandes kæmpede i enestående grad for at forene den moderne og åbensindede stræben med sit politiske engagement. Som teaterkritiker, tidsskriftsredaktør, medstifter af avisen Politiken, som folketingspoltiker, som minister, forfatter og dramatiker udfoldede han sin kolossale virkekraft inden for en lang række felter. 

I et brev til August Strindberg (1881) året efter, at Edvard Brandes var blevet valgt til Folketinget udtrykte han sin irritation over den umulige politiske tilstand under Estrups regimente.

”Her er slemt i Danmark; Folket er dumt og de Styrende den højeste Potens af Uforskammethed og den fuldkomneste Impotens af Statsmandsudygtighed. De ødelægge dette Land. Vi sidde nu atter inde med en Politik som er mer end vanvittig. Hvad kan det nytte at tale ringeagtende om ”halve Forholdsregler” som Du gjør! Vi ere ikke engang saalangt som til de halve. Vi vil gjærne være Opportunister; men end ikke det er muligt. Radikalisme er udelukket fra dette fromme og fede Land. (…) Det vi skal naa til, er kortsagt at befale over den offentlige Mening i Norden.”

Under provisorietidens allermest tilspidsede politiske kampe i 1885, hvor Estrup indførte det store provisorium, og hvor det blå gendarmeri huserede holdt Edvard Brandes sit foredrag Om Nationalfølelse. Året før, i 1884 havde Edvard Brandes sammen med Viggo Hørup (1841-1902) og Hermann Meyer Bing (1845-1896) stiftet avisen Politiken. Brandes der i en periode virkede som chefredaktør for avisen medvirkede kraftigt til, at avisen blev et stærkt organ for den intellektuelle, kunstneriske og politiske opposition. Organet for den højeste oplysning, som avisen med slet skjult selvværd kaldte sig selv, bidrog kraftigt til udbredelsen af brandesianismen gennem partikritikken, kultur- og litteraturpolitikken. 

Edvard Brandes’ brede virkefelt var båret af den faste overbevisning om, at den kunstneriske kamp måtte være fast forankret i en politisk virkelighed. Ved siden af sit virke som anmelder, redaktør og politiker skrev han en række skuespil og romaner. Særligt skuespillene opnåede stor anerkendelse i samtiden, hvor de fleste udkom i store oplag og blev opført på Det kongelige Teater. Handlingen udspillede sig oftest i samtidens København og behandlede under realismens banner samtidens presserende problemer.

Edvard Brandes havde en klar bevidsthed om betydningen af at besidde magten, og arbejdede derfor ihærdigt for at skabe og fastholde alliancen mellem det litterære og det politiske venstre under provisorietidens hårde kampe.

Georg Brandes talte som den store frie intellektuelle med al den kraft og friskhed som mødet med det fremstormende Europa gav mens Edvard Brandes overvældende øste af sit akademiske overskud, sin oprigtigt følte indignation over Estrups tyranni og af den klarere politiske forståelse for de politiske mekanismer.

Vore dages kulturpolitiske kanonbagstræb, vores manglende engagement i forhold til indvandrerne og angsten for at møde Europa er blot tre blandt mange oplagte paralleller til dagens debat. Tre eksempler som viser vigtigheden af at genudgive disse fornemme foredrag og tre eksempler, der viser hvorfor det er rimeligt at kalde Brandesbrødrene vores store nationale kosmopolitter for som Edvard Brandes sagde; ”Alle danskere er jo Europæere”.