FESTTALE FOR GEORG BRANDES

3. november 2021 var det 150 år siden, at Georg Brandes holdt sin kontroversielle indledningsforelæsning for det, der siden blev kendt som Det moderne gennembrud i Norden. Samtidig var det 50 år siden, at Georg Brandes Selskabet blev grundlagt. De to runde dage blev fejret med festseminar på Københavns Universitet og festmiddag i Den Sorte Diamant.

Vi bringer Pil Dahlerups festtale for den runde jubilar, som hun den dag i dag ofte møder rundt omkring i København. Det gjorde hun også på hans store festdag...

Pil Dahlerup, der er dr.phil. og docent, skrev sin disputats Det moderne gennembruds kvinder (1983) hvor hun behandler 70 kvinders forfatterskaber fra gennembrudsperioden 1870-90, hvoraf flertallet havde været overset af litteraturhistorien siden Georg Brandes’ præsentation af gennembrudets mænd 100 år tidligere.


 


Jeg møder tit Georg Brandes. Han bor kun 10 husnumre fra mig i Krystalgade, og vi går begge dagligt tur i Kongens Have. Jeg kommer i min nuværende alder, men Georg Brandes skifter år
efter sin stemning. Jeg har set ham som treårig med barnepige, og på det sidste er han kommet, 179 år gammel, for at følge med i jubilæumsforberedelserne, åndsfrisk selvfølgelig; men han trækker lidt på det dårlige ben.


Vil man se ham som 19-årig, kan man komme tidligt om morgenen. Han står og betragter et spindelvæv i solskin. Bladene falder af træerne nu, og han filosoferer over, at malerkunsten ikke kan skildre et faldende blads bevægelse. Så kommer Julius Lange, ungdomsvennen, der har lært ham, at billedhuggerkunstens privilegium er at skildre den nøgne menneskekrop. Brandes fortvivler, når Lange er på rejse, og han skal se på skulpturene alene: ”Jeg havde 4 Øine, og de 2 lærte de andre to at see, jeg havde tvende Hjerner, den ene modtog, den anden tænkte, jeg havde i mit Hjerte Tvendes Glæde, nu er jeg blind, blind er jeg, nu tænker ingen for mig, nu har jeg én Enkelts Mismod og Kval”. Det er så trist, at de har fjernet Julius Lange fra hoveddøren ved Statens Museum for Kunst. Der stod han og så direkte over på Georg Brandes, og Georg Brandes så igen inde fra Max Klinger-busten på Georg Brandes' Plads.

I dag, på jubilæumsdagen sad Georg Brandes kl. 5 i morges, 179 år gammel, ved vinduet i Krystalgade 6 og ventede på gratulanter. Det var her, han for 150 år siden skrev indledningsforelæsningen og de andre. Jeg sender en Bering-buket op. Da jeg kommer til Kongens Have, er Georg Brandes der allerede. Nu er han 29 år, og straks i fodgængergangen på Gothersgade kan jeg høre: ”Troen paa den frie Forsknings Ret og paa den frie Tankes endelige Seir”. Jeg kan ikke se ilden og modet i hans indre, kun genskinnet i hans mimik og gestik, som han går der i lindealleen og øver sig. Hans hyperbler kan høres til alleens anden ende: ”Alle tidligere Revultioner”, ”alle vore litterære Bevægelser”, ”alle Continentets Forfattere”, ”alle Frankrigs store Skribenter”,”Al stagneret Reaction”... Jeg kan også høre Brandes' indstudere sin beklagelse over, at han må tilbageholde sin beundring for romantikerne; de er da også allesammen flygtet ned ad Sølvgade og er aldrig vendt tilbage, bortset fra H.C. Andersen, der kom i 1880. ”Thi en stor Mand blev han. En Mand blev han ikke”.

Alle landets dansklærere står linet op langs lindealleen. Ph.d'ere fra Georg Brandes Skolen blander sig med Georg Brandes Selskabes medlemmer, Københavns Universitet overvejer, om man kan tildele en professor-titel med tilbagevirkende kraft, nogle vrede højskolefolk raser over, at Brandes vil ”fjerne vort Eget fra os”. De har ikke læst resten af sætningen ”saaledes, at vi kunne overskue det”. En fræk journalist fra Berlingske spørger, hvordan Georg Brandes klarer al den modstand. ”De kjender Christi skønne Ord: Naar En giver dig en paa det venstre Øre, saa giv ham to paa hans høire”, lyder svaret.

Ibsen er taget helt fra Dresden, Bjørnson er på pigesjov i København, J.P. Jacobsen står og hoster bag et lindetræ, Holger Drachmann er frafalden, Edvard Brandes snakker politik, Scandorph er for tyk til at gå ud. Herman Bang viser sig ikke. Victoria Benedictsson står i hjørnet mellem Gothersgade og Kronprinsessegade, sortklædt, med en stok i den ene hånd og et barberblad i den anden. Amalie Skram sidder på legepladsen og skriver på Hellemyrsfolket; det går godt, nu da hun ”helt er frigjort fra sig selv og sit eget”, Småen leger i sandkassen, Erik Skram kommer med sandwich i Rigsdagens frokostpause. Olivia Levison, Massi Bruhn og Erna Juhl-Hansen kommer med blomster i hver sin favn. Emma Gad har skrevet en klumme i Politiken. Nogle fremtrædende læger er mødt op: Ferdinand Levison, Rudolph Berg og Emma Lange. ”Hun tænkte som en Mand, optraadte som en Dame og følte som en Kvinde”.

Men nu sidder Georg Brandes, 40 år, ved det store bassin og grubler over ”Genialitetens uundgrundelige Væsen og stadig skiftende Fysiognomi”. Det plager ham, at han har sat problemer under debat, men savner æstetik, og at kvinderne, som han selv har frigjort, er så konservative, at de ikke bør få stemmeret. Han spejler sig i de store mænd, han ser i bassinets vandoverflade: Goethe, Voltaire, Nietzsche, Kierkegaard, Cæsar, Byron. Chateaubriand er stadig sur; men Brandes falder lidt til ro ved synet af Ferdinand Lassale, denne arbejderfører, der var så udemokratisk og så glad for luksus. ”Men hvad der logisk ikke lader sig forene, det kan, som den ringeste Verdenskundskab lærer, fortræffeligt forliges psykologisk”.

Han bliver opmuntret af malerne, der kommer i en stor disputation, med Krøyer, Anna og Michael Anker i spidsen. Brandes har lavet en fin aftale med Anna Anker: for hvert manuskript, han sender, får han et maleri til gengæld.

Men nu kommer nogle klimabevidste 2.G'ere. De har fotograferet de stynede lindetræer og de tætklippede græsplæner, og nu går de hårdt til Indledningsforelæsningens behandling af Jordaanden: ”bemægtigede sig hans Jord og undertvang den med Damp, med Elektricitet, med methodisk Forskning”. Georg Brandes forsvarer sig med forelæsningens store biodiversitet (flue, ræv, stork og orm) og dens omfattende vandmiljøplan med hovedstrømninger, floder, bifloder, kanaler, deltaer og mudder, og han citerer med stolthed programmet: ”omforme og oppløie” og ”gjennem en Mangfoldighed af Canaler at lede de Strømninger...”.”Man pløjer ikke mere”, siger de unge; ”man sår direkte på jorden, og vandløb skal ikke ledes, men sno sig frit”.

Klimafadæserne vil blive rettet i fremtidige udgaver, lover Morten Hesseldahl fra Gyldendahl, lige som Astrid Lindgreens ”negerkonge” og Halfdan Rasmussens ”negerdukke”. ”Vi ville ikke tvistes herom”, siger Georg Brandes. Ungdommerne ved ikke, hvad ”tvistes” betyder, så det bliver ved det.

Det er ikke slut med fortrædelighederne. Her kommer en #Me too-demonstration. Den anføres af kejsere og konger, russiske storfyrster, forfattere, professorer, kontormænd og håndværkere. Ikke en eneste kvinde. De kom allesammen frivilligt i Georg Brandes' favn; nogle af dem overskuede ikke konsekvenserne og sidder nu og græder på bænkene rundt om i haven. #Me too-demonstranterne er mænd, hvis koner og kærester, Georg Brandes har hugget. Forresten har han også selv hængt med hovedet, ind imellem, af kærlighedssorger: ”Alt, Alt her paa Jorden og alle Forhold døe en naturlig Død; man behøver aldrig at forhaste sig med Kniven. Havde De min Erfaring – jeg praler ikke med den – da havde De ei skrevet til mig, som De gjorde”. ”Fortvivlelse er misbrugt ulykke” er det motto, han kurerer sig selv med.


I den åbne pavillon med klatrerosen Splendens går det fredeligere til. Her sidder Shakespeare og venter sammen med Niels Brunse og Steven Greenblatt. Shakespeare er især glad for ”det uendeligt små og det uendeligt store”.

På stien ind mod eksercerpladsen på Rosenborg kommer Georg Brandes igen i et dilemma. Han og Agnes Slot-Møller står i hver sin ende, og ingen af dem ved, om de skal hilse eller undgå hinanden. 20 års venskab gik i stykker på det nationale spørgsmål. Georg Brandes er nationalt bevidst, Agnes Slott-Møller er ”nationalist”. Georg Brandes vælger at nikke og forsvinder ind i Rosenhaven, her sidder Knud og Kamma Rahbek fordybet i samtale: ”Mon jeg tager Feil, naar jeg om Kamma Rahbek siger, at et af Grundtrækkene i hendes Væsen er dette: Det er en Kvinde, som ikke har kjendt Passionen, jeg mener den erotiske Passion – og jeg maa føie til, skjøndt hun efter sin Natur synes anlagt til at hengive sig til den. Hun har holdt af Rahbek, derom er ingen Tvivl. Hun har endog været lidt indtaget i ham […] og hun har gjennem et helt langt Samliv været ham den bedste, kjærligste, taalmodigste, ømmeste Hustru” - men hun har ikke elsket ham, mener Brandes.

Den sidste sætning siger Georg Brandes netop ikke. Ordstillingen og sætningsrytmen er hans prosas adelsmærke. Han siger: ”den bedste, kjærligste, taalmodigste, ømmeste Hustru; men elske – hvad man kalder elske – det har hun ikke gjort”.

Det har været en lang dag. Jubilæet har rørt ham, alle festlighederne, alle ordene. Han takker Københavns Universitet og Georg Brandes Selskabet for arrangementerne; jeg skulle også hilse og sige, at den flotte hyperbel på jeres hjemmesides forside har glædet ham. Nu trænger han til ro og tager til det Det Sixtinske Kapel i Rom. Der vandrer han nu rundt med Michelangelo: ”Jeg ville ingenlunde være den samme, om ikke Michelangelo havde været til […]. Han har gennemtrængt min Sjæl”.

Til lykke, Georg Brandes. Tak for energi og udstråling, for politisk mod, for sproglig skønhed, for menneskekundskab, for naturfølsomhed – og især for kombinationen.

Pil Dahlerup