Tale ved Jørgen Knudsens bisættelse 9. september 2017
Jørgen Knudsen blev 14. september 2012 udnævnt
til Georg Brandes Selskabets første æresmedlem.
af Else Lidegaard
"Vi er her lidt endnu" sagde Jørgen
Knudsen sidste gang vi fulgtes ad på cykel fra et møde og vores veje skiltes på Kgs. Nytorv. Vi er her lidt endnu – og jeg tænkte lidt videre på forskellen på det udsagn og så Branners bogtitel: Om lidt er vi
borte... Resultatet, indholdet er jo det samme, en dag skal vi dø, – men det er som om det sidste er bagudskuende: Om lidt er vi borte– så er det slut. Men: Vi er her lidt endnu
– det er fortrøstningsfuldt: der er stadig noget vi kan gøre.
At gøre noget – det var måske for Jørgen Knudsen det allervigtigste.
Han ikke bare læste sin yndlingsforfatter Georg Brandes, men skrev bøger om ham. Ville at vi skulle huske ham, forstå hvor vigtig han var. Og det er måske dette storværk Jørgen Knudsen vil blive husket for. Men jeg tror
ikke han skrev for at blive husket, men fordi han havde et budskab, han ville kaste lys over det liv vi lever lige nu. Han var jo selv en antiautoritær og uforfærdet oprører og provokatør...
Venner får man måske allerbedst gennem et skæbnefællesskab. Det fik min mand Mads og jeg med Jørgen Knudsen, da vi i 1957 blev bedt om at indtage Gerlev Idrætshøjskole for at forberede 100 unge
ungarske flygtninge på deres tilværelse i vesten. Eneste danske lærer foruden os blev Jørgen, fuld af energi og ideer – han blev simpelthen motoren, der holdt os alle i gang. Han blev også den af os, der med en sjælden
sprogbegavelse først fik lært sproget – og hjalp os andre med små hjemmelavede grammatikker og ordbøger. Der fandtes overhovedet ingen lærebøger ungarsk. Han var allerede dengang Europæer, havde boet i både
Tyskland og England og bibragte vores 100 unge mænd, der var kommet lige fra barrikaderne i Budapest, de fleste af dem industriarbejdere og enkelte studerende, en viden om hvad det vil sige at være vesteuropæer Ungarerne gav ham da også
straks det navn, som han har beholdt lige siden i vores familie: GYURIKA, Gyuri– Jørgen – ka lille kære. Han blev så dygtig til sproget at han efter de 4 måneder på Gerlev kom til at virke som tolk hos flygtningehjælpen.
Det med højskole havde alligevel sat sig så fast, at han blev højskolelærer igen først på Magleås, hvor han fandt sin Kirsten, der var økonoma
der, og siden var han en af de 7 der brød ud fra Askov Højskole og skabte Kolding Højskole, nærmest med egen hånd – de byggede den jo selv.. Han besøgte os også i vores sommerhus på Sj.Odde, og engang
hjalp han os med at ombetrække nogle stole med tov – men han var, som Mads, min mand skrev i sangen om Odden; Var lidt ustabil ved læsten/ føjted' mestendels med Kirsten..
Da
jeg blev freelancer i tv og tit med kort varsel fik de filmdage der pludselig blev ledige, kunne jeg bare ringe til Gyurika, så kom han over. Således forberedte vi over en weekend en udsendelse på basis af "Genveje til Paradis"
fra 1974 – en af de bøger der er så gode at jeg aldrig har fået den tilbage fra den jeg har lånt den til.. Men som i bogen gik han i udsendelsen til oprør mod noget af det helligste vi har, vores fritid med haven
og kæledyr og rejser, alt det vi gør som kompensation for en kedelig hverdag.et surrogat for virkelig at gøre noget ved vores dagligliv. Udsendelsen kom dog til at hedde: "Godt vi har dem, men skidt at de er så nødvendige"
"Hvis vi ville flygte endnu længere væk", sagde han, "var der jo krimien." Dem sendte DR i 1970 46 af om året i 1974 var det blevet til 69. Jeg tvivler på at DR stadig tæller
sine krimier. Hvis han har ret i at det er en flugt fra vores egentlige liv, er det jo et advarselstegn, og så er vi langt ude i dag.
Jørgen Knudsen fortsatte sine kampe på
nye områder, var i evig bevægelse - og jeg vil gerne slutte med at citere fra en af de senere debatbøger: Vækstens Tyranni (citat teksten bag på bogen og s.176: "Den kolde krigs ophør… Men den kommer," skriver Jørgen Knudsen i 1992. Vi har lidt tid endnu, der er stadig noget vi kan gøre.
Tak
Gyurika for din indsats for os alle sammen. Hvil i fred.
Jeg havde fået 5 minutter og mente måske også følgende
historie mere passede til gravøllet hjemme hos Hanne.
Han besøgte os mange gange i vores sommerhus på Sj Odde, hvor han også
viste sig som en handlingens mand. En af gangene opdagede vi at det eneste vi kunne se om aftenen fra vores sommerhus var to offentlige toiletter, der lå badet i lys på en lille parkeringsplads oppe ved landevejen. Det mente Gyurika ikke at vi
skulle finde os i. Anført af ham og bevæbnet med resten af den tjære vi lige havde malet vores sokkel med, vandrede vi i flok og følge op og tjærede lamperne fuldstændig til, ikke et lysglimt kom ud. Således kunne
vi sidde i behageligt mørke, kun med en funklende stjernehimmel over os, i ca 10 år og skue ud i uendeligheden, så opdagede kommunen det sorte hul og satte nye lamper op, men næppe havde vi fået besøg af Gyurika igen før
det hele gentog sig, vi malede lamperne sorte, kommunen opdagede det ikke…
