Frisind og velfærd

af Peter Madsen, medlem af bestyrelsen

Når Georg Brandes henviste til den franske revolutions idealer, var det ikke mindst frihed der lå ham på sinde. I dag er det de færreste, der taler for underdanighed eller konformitet. Frihed ligger på alles læber, men det er ikke altid det samme, der menes med ordet.

Frisind forstået som støtte til fri udfoldelse af menneskelige muligheder er ikke det samme som markedskræfternes frie spil. Den enkeltes stræben efter lykke er ikke det samme som jagten på forbrug af varer og tjenester, der tilbydes på markedet.

Den samfundsmodel, som går under navnet velfærdsstaten, er blevet til i en politisk proces, der har tilstræbt at fjerne hindringer og skabe betingelser for fri personlig udvikling. Den bygger samtidig i forskellige henseender på lighedsprincippet og på indbyrdes solidaritet, broderskabsprincippet.

Igennem de seneste årtier er denne samfundsmodel under påberåbelse af frihed blevet bekæmpet ideologisk, og politisk set er den blevet undergravet igennem svækkelse og nedprioritering af de offentligt organiserede samfunds goder. Individuel frihed og frihed for markedets aktører er hævdet i modsætning til offentlige tiltag. Markedet og den enkelte aktør på markedet er stillet over for staten og offentlige institutioner. Disse tendenser sammenfattes gerne som neo-liberalisme.

Men hvad er da forholdet mellem på den ene side den liberalisme, som Georg Brandes og kulturradikalismen på forskellige vis har repræsenteret, kort sagt: frisindet, og på den anden side den neo-liberalistiske horisont? Den ideologiske og politisk strid om velfærdsstatens fremtid kalder på en debat om, hvad det vil sige at være liberal, at hævde frihed som princip.

Da Georg Brandes begyndte sit virke, lå det lige for at hævde frihedens princip over for herskende kulturelle, politiske og religiøse institutioner, men siden da har indfrielsen af en række af de fordringer, der den gang blev hævdet, i høj grad forandret disse institutioner til realiseringsrammer for den frie udfoldelse. Ligesom forsvaret for kvinders rettigheder, som Brandes gjorde sig til talsmand for bl.a. gennem oversættelsen af den liberale John Stuart Mills bog om Kvindernes Underkuelse, har været medvirkende til de betydelige ændringer i forholdet mellem kønnene, som er en væsentlig side af det moderne velfærdssamfund. Også på dette område har de senere år været præget af polemik imod frisindet under påberåbelse af frihedsprincippet.

Hævdelsen af markedets frie kræfter som løsning på samfundets problemer, hævdelsen af forbrugsvalg som vejen til individuel frihed, og modstand imod ligestilling er nogle af de ideologiske tendenser, som i den aktuelle situation arbejder på at undergrave velfærdstaten. Samtidig har neo-liberalismen sine praktisk politiske sider – på politisk plan har den voksende indflydelse, og på det økonomiske plan er finansielle aktører i stigende grad bestemmende for statslig politik.