PH

Der er gratis adgang for medlemmer af  Brandes Selskabet ved forevisning af medlemskortet. (Ikke medlemmer: Sé Politiken Pluspris)

PH, Georg Brandes og Politiken

Tirsdag 5. november kl. 17 I Pressen Politikens Hus , Vester Voldgade 33, Porten,1552 København V. 

Litteraturprofessor Hans Hertel holder foredrag om et væsentligt hjørne i dansk kultur- og pressehistorie.

r Hertel om Brandes, PH og avisen.

Sidste år udgav litteraturprofessoren Hans Hertel den monumentale og fra alle hold roste biografi om PH, som med sine velskrevne små sekshundrede sider vender hver en sten i samfundsdebattøren, arkitekten, forfatteren og livsnyderen Poul Henningsen liv. Og nu holder samme Hertel altså et foredrag i Georg Brandes-selskabets regi, hvor fokus er på relationen mellem avisen Politiken, Poul Henningsen og den store radikale kritiker George Brandes. For en sådan bestod nemlig - fra 1921, hvor PH begyndte at skrive i avisen, og til hans død i 1967.


Brandes var som en far
PH beklagede, at Brandes ikke var hans rigtige far. Men trods denne kødelige mangel blev Brandes en nøglefigur i miljøet omkring PH's mor, forfatteren Agnes Henningsen, og dertil en inspiration livet igennem for PH. For i Brandes' værk fandt PH den samme antiautoritære individualistiske humanisme, som han selv gjorde sig til talsmand for. Desuden havde de to mange fælles psykologiske egenskaber; de var af samme egensindige gemyt, disse den kulturradikale traditions to stamfædre.

I 1921 håndplukkede chefredaktør Henrik Cavling den på det tidspunkt 27-årige PH til Politiken. Han skulle være bladets - og i virkeligheden også Nordens - første arkitekturmedarbejder med egen side om bygninger og design. Og i 17 år fungerede PH som medarbejder på denne avis - med en kort afstikker til det dengang progressive Ekstra Bladet. Han skrev om arkitektur og kunst, ligesom han var radiokritiker. Dertil forfattede han kronikker i stor stil og fungerede som en af de første af bladets siden mange højt profilerede samfundsrevsere, ingen nævnt ingen glemt. 

I årene op til Anden Verdenskrig blev hans uhyre kritiske holdninger til det nazistiske Tyskland vurderet som uforenelige med avisens neutrale linje. Og i 1938 blev han afskediget.

Flugten til Sverige
PH måtte i 1943 flygte til Sverige, men i sit eksil i Sverige samarbejdede han med Politikens Stockholm-korrespondent Erik Seidenfaden - Tøgers far. Og da PH atter var tilbage i Danmark, blev Politiken på ny platform for PH's kritik af ikke mindst retsopgøret, den danske flygtningepolitik og kommunisternes afhængighed af Moskva og Stalin. 

I slutningen af sin karriere var PH også en central skikkelse i Politikens spalter. Han debatterede, skrev kronikker og blev en af bladets første tv-anmeldere, elsket af nogle, mens andre var mindre glade og kaldte ham for en 'kulturpave'.

Æresmedlem af Brandes-selskabet
Men sikkert er det, at forholdet mellem PH, Brandes og Politiken tegner et markant hjørne i dansk kultur- og pressehistorie fra tyverne og frem til i dag. 

Foredraget er arrangeret i samarbejde mellem Politikens Hus og Georg Brandes-selskabet, og anledningen er, at Hans Hertel udnævnes til æresmedlem af selskabet. Det sker i anerkendelse af Hertels store betydning for dansk åndsliv i almindelighed og i særdeleshed hans indsats for de ideer, som også Brandes kæmpede for. Hertel var i sin tid, i 1971, medstifter af Georg Brandes-selskabet og har i årene efter stimuleret og bidraget afgørende til Brandes-forskningen.

 

 

Hans Hertel