POLITIKEN
Kroniken
25. nov. 2004 KL. 09.00

Uundværlige Georg Brandes

I 133 år har Georg Brandes været højrefløjens uundværlige hadesymbol, men der er ingen, vi har mere brug for netop nu end den stadig unge kritiker og hans frihedsideer, skriver kronikøren, der er professor, i forbindelse med aktuel antologi.

fakta

Hans Hertel er professor i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, medarbejder ved Politiken og redaktør og medforfatter af antologien: 'Det stadig moderne gennembrud. Georg Brandes og hans tid, set fra det 21. århundrede'. Den udkommer i morgen på Gyldendal.
Det er imponerende som Georg Brandes stadig kan provokere folk. 133 år efter at han forargede landet med sine berømte universitetsforelæsninger om 'Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur' - og 77 år efter at hans aske blev spredt ud over Eremitagesletten.

Det med asken i 1927 var nok et forudseende ønske af Den Gamle. I sin Voltaire-biografi fortæller han, hvordan revolutionens Frankrig havde indsat Voltaire blandt nationens helte i Panthéon i Paris, men i 1814 brød konservative aktivister ind, åbnede kisten og smed knoglerne på en ukendt losseplads. Sådan kunne det også være gået med Brandes, der oveni tillod sig at være jøde, under besættelsens antisemitisme. Eller måske kunne det være sket en dag om ikke så længe, hvis øjeblikkets galopperende radikalisering går fra verbalt had til fysisk selvtægt?

Mange har uforgribelige meninger om Brandes, oftest på femte hånd. I den aktuelle 'kulturkamp' er han ligesom dengang en fast syndebuk, et hade-ikon, en projektionsfigur for alskens aggressioner, ligesom det for tiden så skandaliserede begreb 'kulturradikalisme' betyder alting og ingenting. Det er blevet et operativt skældsord, en giftflaske til opsamling af alt hvad man ikke kan døje, ligesom 'kulturbolsjevisme' og 'salonkommunisme' var det i 1930'erne - og med næsten samme betydning.

Især for Dansk Folkepartis ypperstepræster gør Brandes stadig tjeneste som Fanden selv. Sloganet fra firmaet Krarup & Langballe lyder, at Brandes »hånede alt, hvad der var kristeligt og dansk« (underforstået: det er det samme), og hans selvbestaltede klike af rodløse radikale har siden regeret Danmark med åndelig terror og erobret de fleste af partierne. »Den herskende klasses undertrykkelse«, hedder det på Krarupsk, »går tilbage til Georg Brandes og Poul Henningsen« (Politiken 22.11.03). Men , ifølge præsterne, kom valget 2. november 2001 som Folkets Oprør, et ideologisk systemskifte, en sen befrielse (sågar sammenlignet med 5. maj 1945!) fra det moderne gennembruds tvangsmodernisering og 130 års kulturradikalt tyranni.

Det er bl.a. de fjendebilleder vi tager fat på, vi otte forskere af tre generationer, der nu udgiver antologien 'Det stadig moderne gennembrud', med det formål at se på Brandes-tidens litteratur, kritik, teater og journalistik med nye, kritiske briller og diskutere om det moderne gennembrud stadig er moderne.

Med hensyn til Georg Brandes, som jeg selv tager mig kærligt af, er jeg faktisk enig med Krarup & Langballe: 'Hans' gennembrud var ikke bare et litterært oprør, men et socialt oprør, en kulturkamp der må forstås politisk. De berømte forelæsninger i 1871 om den franske emigrantlitteratur plæderede ikke bare for 'den frie tanke' og 'den frie forsknings ret', men for et nyt samfundssyn, og de blev med god grund set som et attak på roden i den kristelig-idealistiske guldalderkultur.

1871 var jo også stiftelsesåret for dansk arbejderbevægelse og Dansk Kvindesamfund, ligesom bønder og frisindede i 1870 havde fundet sammen i Det Forenede Venstre. Pariserkommunen i foråret 1871 gav borgerskabet kuldegys, og de opfattede slaget om 'Emigrantlitteraturen' og slaget på Fælleden i København i maj 1872 mellem strejkende murere og politi som sider af samme sag. Også med rette, for det handlede jo om at hidtil umælende samfundsgrupper - bønderne, arbejderklassen, kvinderne - pressede på nedefra og anfægtede de dannedes og de formuendes monopol på retten til riget, samtidig med at Brandes åbnede byporten til de nye ideer ude fra Europa.

Så politisk må man også se på modstanden mod ham. En kamarilla af nationalliberale vejrede straks faren i hans frihedsprogram. Rygtet gik at han var hemmelig socialist. Magtfulde ministre, biskopper og redaktører søgte med alle midler at hindre hans universitetsansættelse og adgang til pressen. Det lykkedes. Ironien er at de nationalliberales konspirationsteorier om 'fritænkerne' og deres brutale reaktion bidrog ekstra til at Brandes' forelæsninger blev opfattet som samfundskritik og kulturkamp, og til at sende de unge i armene på hinanden.

Faktisk forstår man godt opstandelsen, når man genlæser 'Emigrantlitteraturen' med de moderne briller på næsen. Det udfordrende dengang - og nu - er at værket forener tekstanalyse, kulturhistorie og kulturkritik. Det taler om litteratur, men det er også et frontalangreb på det provinsielle, selvglade Danmark og det overforsigtige, vandkæmmede åndsliv, fanget i senromantisk vanetænkning, »Fædrelanderi« og præstegårdskultur - »som sædvanlig en 40 Aar tilbage for Europa«. Som sædvanlig!

Men dér hvor det især brændte - og brænder - på, er i Brandes' 'komparative' metode. Han sammenlignede ikke bare dansk og udenlandsk litteratur. Han brugte sin kontrastteknik, sit komparative dobbeltblik, til at undersøge om vores vedtægter og sædvaner stadig var brugbare, eller om det var relikter og stammefordomme vi burde kassere for at komme videre. Jævnføringen med udlandet vakte vrede, fordi den gør det nationale, det der hidtil har virket absolut, trygt og selvfølgeligt, til bare én livsform i forhold til andres. At relatere og relativisere ud fra en international synsvinkel blev opfattet som at reducere.

Det er stadig her højrenationale ser rødt. Brandes' program: at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kunne tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kunne overskue det er motto for Georg Brandes-skolen ved det nordiske institut på Københavns Universitet, og det gjorde i fjor Jesper Langballe rasende: »Jeg må tilstå, at det kunne ikke være bedre udtrykt af djævelen selv. Både tanken om, at man skal have sit eget på afstand, så man kan overskue det - altså så det bliver noget ligegyldigt, som man kan hælde ned i en kasse og studere videnskabeligt - og tanken om, at man skal tilegne sig det fremmede«. (Information 9.7. 2003).

Det kriminelle, det der for pastoren er »djævelen selv«, er altså at sammenligne. At studere sit eget udefra er at gøre det ligegyldigt. At tilegne sig det fremmede er upatriotisk. Det er komparatisme som landsforræderi. Det er det had til 'internationalister', som man finder hele vejen fra Nazityskland og Sovjet til Maos Kina og nutidens islamiske verden.

Her går strømmen mellem datidens kulturkamp og vores. Hvad der har gjort - og gør - det moderne gennembrud så provokerende for mange, er jo at det var gennemslaget for Det Nye. Hele den selvforstærkende proces af industrialisering, urbanisering, sekularisering og internationalisering af handel, kommunikation, forskning og kulturliv, hele den idéomvæltning der er forudsætning for det 20. århundredes Danmark og for vores politisk-kulturelle system. Det vi kalder moderniteten. Det mange stadig ønsker hen hvor peberet gror.

Kulturkampen om Brandes' kulturkamp løber som en skyttegravskrig op gennem det 20. århundrede, og set i større idéhistorisk perspektiv er den led i 'krigen om oplysningen': de frigørelses-, tolerance- og menneskerettighedsideer der udgår fra 1700-tallets oplysningsbevægelse. Det er som bekendt blevet til krigen mod oplysningen, især fra 1979-1980 med Irans islamiske revolution, Margaret Thatchers og Ronald Reagans radikale konservatisme og de etniske krige på Balkan og andetsteds.

Modernisering og globalisering har skabt utryghed og 'ondt i fremtiden' og fået etnisk-religiøse bevægelser til at søge indad og bagud i nationalisme, ortodoksi og nostalgi. Fundamentalister af alle aftapninger, fra USA's religiøse højre til islamiske, jødiske og hinduistiske fanatikere, serbiske nationalister, europæiske højrepopulister og danske Tidehvervs-præster, er fælles om en aversion mod 'udviklingen', der i mangel af konstruktivt modspil drømmer sig tilbage til tiden fra før verden 'gik af lave'. Disse grupper opfatter rationelt-kosmopolitiske værdier (videnskabelig fornuft, menneskerettigheder, tolerance, humanistisk pluralisme) som et forræderi mod deres normer og dermed som 'værdinihilisme'. Derfor bekriger de internationale konventioner og institutioner.

Som Poul Henningsen skrev i 1933: »De aandelige stukkatører, træskomænd og straatækkere vil faa gang i forretningen i de næste aar«. Dén præcise kulturkritik har de højrenationale aldrig tilgivet PH eller hans åndelige far: Georg Brandes. Brandes fik jo dobbeltrollen som fremskridtssymbol og syndebuk for alt det nye og farlige, forstærket af synet på det jødiske som Det Fremmede, der truer Den Nationale Enhed og sammenhængskraft, og den skurkerolle er han nu indsat i igen, for n'te gang.

Lad os ikke gøre Brandes til martyr. Han ville jo kampen, han var ingen helgen, og hans egen og hans tilhængeres heroisering af ham som Havørnen, Lysets Herold og ildguden Prometheus blev tit komisk. Men vi vurderer jo heller ikke H.C. Andersens værk på hans forfængelighed, og her handler det om de midler som Brandes' modstandere har brugt for at neutralisere hans frigørelsesprogram.

Brandesianismens image på højre fløj blev en skrap cocktail af gud- og rodløshed, usædelighed, samfundsopløsning og darwinistisk abeteori. Brandes selv blev skiftevis dæmoniseret som statsfarlig provokatør og landsforræder - eller bagatelliseret som en overfladisk causeur og talentløs plagiator, tyvagtig og upålidelig (tit gjort til 'jødiske' egenskaber). Han blev skiftevis kaldt Antikrist, Lucifer, Mefisto, Don Juan i overstørrelse og den snu, forræderiske Loke i nordisk mytologi.

Det er påfaldende, hvordan Brandes systematisk blev tillagt meninger han ikke havde. Han var ikke forklædt socialist. Han hadede ikke romantikken, men skrev om den med enestående indføling og varme. Han var ikke 'unational', men fulgte en ny national linje, kritisk mod tysk imperialisme og ekspansionspolitik. Han støttede danskheden i Sønderjylland. Han gik op mod radikal forsvarsnihilisme. Hans formidling af dansk-nordisk kultur til Tyskland og Europa var en strategi for at øge dansk kulturel selvbevidsthed og kompensere for tabet af Slesvig-Holsten. Han var national kosmopolit.

Jamen, hvorfor så de fordrejninger? Netop fordi han er et hadesymbol de fleste kun kender von hørensagen og derfor kan tillægge hvad som helst. I 133 år har han været konservatismens og de højrenationales fjende nr. 1, uundværlig som projektionsfigur og som voodoo-dukke man stikker nåle i for at besværge hans ideer. Den politiske polarisering omkring ham og 'gennembruddet' kan følges hele vejen op gennem det 20. århundrede, lige til den aktuelle smædekampagne, bygget på fordomme og fed uvidenhed, men også på demagogisk fordrejning.

En måde at komme bag om stereotyperne på kunne være at læse manden selv - til en afveksling. Han er stadig det uovertrufne talent i dansk litteraturkritik og -forskning med en enestående evne til at se originalt og flamme op. Han er lige genial i analysen og syntesen, og han kan formidle, så det synger i telefontrådene. Men han er mindst lige så vigtig som kultur- og samfundskritiker. Han skrev til han var 85, og politisk set er tiden 1911-1925 efter min mening his finest hour. Det er en oplevelse at sidde i Det Kgl. Biblioteks Brandes-arkiv med hans skrifter fra denne fase, hvor han tager stilling til alt fra storpolitik til kulturlivets nye retninger.

Op til Første Verdenskrig var lynildsmanden blevet en vrissen mimose, der mente at have tabt vejrmøllekampen mod dumheden og bigotteriet i Danmark - denne »Degneprovins« af slavesjæle og våde tørv, der var umulige at antænde. Men verdenskrigen tændte ham og tryllede den trætte 72-årige litteraturkritiker om til en ung tidskritiker. I artikler og bøger analyserede han krigens og nationalhysteriets »Hundegalskab« og rustningsindustriens kamp om markederne. Han angreb den russiske revolution med bolsjevikkernes terror. Han lugtede straks, hvad der var på vej i Italien og Tyskland. Hans frihedsprogram gjorde ham immun over for alle totalitære fristelser.

Den 80-åriges storpolitiske analyser op til 1926 er forbløffende ved deres overblik, klarsyn og visionære kritik af vestmagternes hævntørst, som han mener vil avle en ny krig. Hans billeder af 20'ernes dødedans i Tyskland med demoralisering, vold, hævnfantasier og sværmeriske frelsere minder om Sebastian Haffners 'En tyskers historie' om Weimar-republikkens opløsning (skrevet 1939, udgivet posthumt 1999). Med den forskel at Brandes altså skriver i 1922-1923, 16 år før Haffner og 10 år før Hitlers magtovertagelse.

Nej, der er ingen vi har hårdere brug for lige nu end højrefløjens gamle og stadig nye fjende. Ikke fordi han er det, men for det der gør ham til det: det kompromisløse krav om frihed, retfærdighed, sandhed og tolerance. Med sit mod til at gå mod strømmen, oplyse, demontere fraser, fordomme og vanetænkning bidrog han afgørende til at føre et stivnet samfund ind i - og ud i - den nye verden. Ingen anden har haft så stor indflydelse på moderniseringen af dansk bevidsthed, fulgt op af PH, der demokratiserede Brandes' frisind.

»Det er ikke demokratiets idé at vige og vige«, skrev PH i det antinazistiske tidsskrift Kulturkampen 1938. Netop her midt i truslerne mod vores frihedsrettigheder og midt i vores multikulturelle overgangstid kan vi hente inspiration i Brandes' måde at skabe en syntese af danske og kosmopolitiske værdier på. For han hånede jo ikke nationen, som han hænges ud for, men angreb vores hang til at mure os inde som selvudslettelse. Risikoen ved at gemme sig, mente han, er større end risikoen ved at gå i dialog med verden, konfrontation er klogere end isolation. Han viste balancen mellem sund nationalfølelse og frugtbar internationalisme. Hans komparatisme var ikke bare relativering, men objektivering og fortætning: at få det fremmede på tæt hold og holde det hjemlige ud i strakt arm for at se det med nye øjne.

Set med min kikkert er Georg Brandes vores mest højaktuelle klassiker. Som Voltaire sagde: »Hvis han ikke fandtes, måtte vi opfinde ham«. Men han findes jo. Han er midt iblandt os. Han kan genbruges. Som rockgruppen Sort Sol synger på deres sidste cd: »Here is a friend of mine./ He sits on top of time./ Georg Brandes at the microphone«.