Frihedsfordringen, neoliberalismen og velfærdsstaten

 

Af Claus Bryld

 

Neoliberalismen er en nutidig politisk strømning, der går ind for økonomisk liberalisering, frihandel og åbne markeder. Den har støttet og støtter stadig privatisering af offentligt ejede foretagender, deregulering af finansmarkederne og en forøgelse af den private sektors rolle i samfundet i forhold til den offentlige. Teoretisk udspringer den af den såkaldte østrigske skole, hvor det kendteste navn er Friedrich Hayek og af Chicago-skolen med Milton Friedman som ledende skikkelse.

Neoliberalismen deler mange af sine centrale begreber med økonomisk mainstream-tænkning, den såkaldte neoklassiske teori, men termen bliver ofte brugt som en generel fordømmelse af økonomisk liberalisering.

Denne definition af neoliberalismen, bortset fra skældsordet, er der nogenlunde enighed om i dag, men det skal samtidig siges, at den er skiftet over tid og betyder noget forskelligt for forskellige grupper. Hayek og Friedmans forståelse af begrebet adskiller sig således meget fra marxisten David Harvey’s eller anarkisten Noam Chomsky’s.

 

Et af problemerne ved en nærmere indkredsning af neoliberalismen er, at den har udviklet sig fra en rent teoretisk position i mellemkrigstiden til at blive en politisk position, der er søgt eller søges gennemført i forskellige lande. Fra midten af 1970’erne, hvor staterne efter oliekrisen kæmpede med både inflation (i modsætning til i dag) og stagnation (som vi også har i dag), kort sagt det man kaldte ”stagflation”, blev neoliberal tænkning mere og mere accepteret, også i regeringskredse rundt om, og også uden at mange regeringer accepterede neoliberalismen på et ideologisk plan. Det er Poul Nyrup-regeringen i 1990’erne et eksempel på. Den gennemførte privatiseringer såsom privatiseringen af telefonvæsnet og indførelsen af det såkaldte New Public Management i den offentlige sektor, hvis hensigt var at indføre markedsmekanismer her. Formentlig forstod hverken Nyrup eller Lykketoft reformerne som neoliberale, men de er et godt eksempel på en så at sige eklektisk og mere eller mindre bevidst brug af neoliberalt tankegods.

På det teoretiske plan udspringer neoliberalismen af den klassiske liberalisme tilbage fra Adam Smith. Fortænkerne – die Vordenker, som det hedder på tysk – var østrigerne Ludwig von Mieses og førnævnte Friedrich Hayek, der tog afstand fra både de fascistiske og de socialistiske stater i mellemkrigstidens Europa – og naturligvis fra kommunismen. ”Frihed” var deres kodeord, som bl.a. udtrykt i Hayeks berømte bog fra 1944, ”The Road to Serfdom”.

Centralt for de neoliberale blev det, der på engelsk hedder ”the rule of law”, hvad vi vil kalde for retsstaten. I denne retsstat eller retssamfund skulle den private sfære beskyttes, men samtidig skulle samfundet værge sig imod svindel og humbug, hvilket krævede en lille, men stærk stat, hvor retssystemet var effektivt. Beskyttelsen af privatsfæren og de individuelle rettigheder skulle være et værn mod magten, hvad enten denne bestod i en monark, et byrokrati eller flertalsviljen i et demokrati. De vigtigste træk i beskyttelsen af individet var lighed for loven og lovens almengyldighed. Lighedsbegrebet var ikke ment som et socialt begreb, men betød som sagt, at alle skulle være lige for loven og dermed også undergivet denne lov. Det gjaldt ligeledes de styrende. Derfor skulle magten være delt mellem lovgivende, udøvende og dømmende; der skulle altså være en magtspredning, og forfatningen og lovene skulle forhindre, at et flertal opkastede sig til absolut hersker. Traditionen og overleveringen af denne ansås ligeledes for noget værdifuldt.

Disse punkter var jo fælles for alle liberale  - måske undtagen det med traditionen – men fra 1950’erne/60’erne blev neoliberalismen adopteret af konservatismen, der på nogle områder havde lignende opfattelser, men i øvrigt trængte til nyt blod, nye idéer. Og således opstod den konservative revolution, der først gav sig til kende politisk med opstillingen af Barry Goldwater som republikansk præsidentkandidat imod Lyndon B. Johnson i 1964 og senere i Chile med general Pinochet, i Storbritannien med Margaret Thatcher og USA med Ronald Reagan.

Foruden de på det tidspunkt stadig levende økonomer blev en historisk skikkelse hevet frem af større eller mindre glemsel og gjort til ideologisk frontfigur, nemlig gamle Edmund Burke, der var død i 1797. Burke mente, at traditionen, sædvanen – dvs. først og fremmest religion, men også andre overleverede samfundsforhold som de statslige institutioner, klassernes sociale status og ikke mindst den private ejendomsret - var retsskabende. De havde karakter af forskrifter, prescriptions, som mennesker ikke kunne pille ved uden at ødelægge det samfund, som i sidste instans var sanktioneret af gud. Derfor var den franske revolution så farlig, og de franske revolutionære – ikke mindst jakobinerne – betegnede han som ”those great ministers of darkness in the world, who are endeavouring to shake all the works of God established in order and beauty …”. Det var disse intellektuelle, der udelukkende satte deres lid til den menneskelige fornuft, som var bagmændene for revolutionen, og lige siden er anti-intellektualismen gået igen i alle højreorienterede bevægelser lige frem til Anders Fogh Rasmussens angreb på eksperter og ’smagsdommere’.

For at imødegå de revolutionære tendenser, som også viste sig i England i slutningen af 1780’erne, måtte staten være stærk. Både for at bekæmpe illegitim politisk aktivitet og for at bevare den private ejendomsret.

I delvis misforstået skikkelse blev Burke så populær hos de neokonservative, at Ronald Reagan f.eks. i amerikansk radio oplæste timelange uddrag af hans hovedværk, ”Reflections on the Revolution in France”. Det er også herfra, Reagans berømte eller herostratisk berømte betegnelse for Sovjetunionen som ”the evil empire” stammer. For Burke var Frankrig efter revolutionen blevet til ”the evil empire”.

Fokusset på staten og dens rolle findes også hos de neoliberale teoretikere. Markedet opstår ikke af sig selv, men må nogle gange gennemtvinges af staten, hvis der er modstand, som der f.eks. var i Chile i midten af 70’erne. Eller ved krig, kan man tilføje, som man forsøgte i Irak i 2003, hvilket fik Naomi Klein til at tale om katastrofekapitalismen. Derved bliver den økonomiske liberalisme også forskellig fra den såkaldte libertarianisme, der ikke anerkender nogen økonomisk rolle for staten overhovedet. Men på den anden side skal staten ifølge de neoliberale indskrænke sin rolle til det mest nødvendige, nemlig at beskytte ejendomsretten, opretholde politi, militær og domstole, kort sagt det man efter Anders Fogh Rasmussens bog fra 1993 kalder minimalstaten og på Brandes’ tid kaldte natvægterstaten. Det er også her, den neoliberale økonomiske teori afgørende skiller sig fra keynesianismen, der havde det teoretiske hegemoni – og på mange måder også det praktiske, tænk bare på opbygningen af velfærdsstaterne – fra 2. verdenskrig og frem til 1970’erne. Den epoke, den nyligt afdøde britiske historiker Eric Hobsbawm i sin bog ”Age of Extremes” kalder for ”the golden age”. Neoliberale vil heller ikke løse krisen ved en ekspansiv finanspolitik, som Keynes anbefalede for at stimulere efterspørgslen, men ved besparelser og nedskæringer.

Den neoliberale økonomiske tænkning har sat sit præg på en lang række stater – formentlig de fleste – siden 1980’erne. Foruden England under Thatcher og USA under Reagan var der den såkaldte tredje vej med New Labour og Tony Blair i 90’erne og begyndelsen af 00’erne – med Anthony Giddens som hoffilosof – der var Clinton-administrationen, som foretog en række dereguleringer, videre Jeltzin i Rusland, ja selv det kinesiske styre var og er inspireret af neoliberale idéer. Man taler således om neoliberal kommunisme, hvormed menes Deng Xiaopings økonomiske reformer, som blev påbegyndt et par år efter Maos død, i 1978. Det er en hybrid form, hvor et frit marked eksisterer ved siden af planøkonomien, en form, der har forandret det kinesiske samfund fra en tilbagestående form for statssocialisme til et kapitalistisk samfund med enorme uligheder, alt sammen under rammer, som udstikkes af Kinas kommunistiske parti.

 

Og så er vi ved kernespørgsmålet for diskussionen denne aften. Frihedsfordringen! Hvordan skal vi forstå den? På Brandes’ tid var det ikke så svært som i dag. I 1880’erne og 90’erne rasede den såkaldte forfatningskamp med kampen for folketingsparlamentarisme i centrum, og selv i 1920 efter parlamentarismens gennemførelse og en ny, progressiv grundlov i 1915 lurede faren for en autoritær udvikling med Christian 10.s afskedigelse af ministeriet Zahle og indsættelse af sin egen regering i 1920. Konflikten blev løst, men optrådte igen i 1940, hvor Højgaard-kredsen og Danmarkskredsen foruden nazisterne forsøgte at sætte Rigsdagen ud af spillet ved at tilbyde sig med regeringsdannelse. Først i 1953 blev parlamentarismen indføjet i grundloven.

På Brandes’ tid var der også en langt større ulighed end i dag, selvom der i hans levetid skete en stor udvikling henimod et mere lige samfund, båret af fagbevægelsen, Socialdemokratiet og Det radikale Venstre (Brandes endte jo også med at skifte Politiken ud med Social-Demokraten). Men kvinderne, de ufaglærte arbejdere, pensionister og forskellige marginaliserede grupper manglede i høj grad rettigheder, rettigheder som de i virkeligheden først fik i større omfang i forbindelse med opbygningen af velfærdssamfundet i 1950’erne og 60’erne.

Frihed og lighed hører sammen, selvom nogle gerne vil sætte dem i modsætning til hinanden ved at hævde, at jo større lighed, jo mindre frihed. Det gælder bl.a. de fleste liberalister i dag, hvad enten de kalder sig neoliberale eller ej. Som Hayek diplomatisk udtrykte det: ”Vi må se i øjnene, at bevarelsen af den individuelle frihed er uforenelig med en fuld tilfredsstillelse af den fordelingsmæssige retfærdighed”. Men det er ikke nogen tilfældighed, at de to begreber frihed og lighed sammen med broderskabet blev formuleret i sammenhæng under den franske revolution. De er ingredienser i opbygningen af demokrati. Begrebet broderskab er lidt diffust og må jo heller ikke hedde det længere, nu hedder det fællesskab eller solidaritet.

Men hvis man i dag skal vægte de to afgørende begreber – frihed og lighed - er der ingen tvivl om, i hvert fald for mig, at det vigtigste af de to er lighedsbegrebet. Trods faretruende tendenser til indskrænkning af den personlige frihed gennem terrorlovgivningen og andet, som det for nylig er påvist i en bog af Jacob Mcgangama, er frihedsfordringen opfyldt på de fleste områder, og det politiske demokrati er ikke truet, i hvert fald ikke i Vesteuropa. Hvorimod kravet om lighed – lige muligheder for alle – halter bagefter. Men lighed er i virkeligheden forudsætningen for det enkelte menneskes frihed. Og lighed eller stræben efter lighed kræver i modsætning til neoliberalisternes begreb om staten en stærk stat med en stor og velfungerende offentlig sektor. Og altså en stat, der intervenerer i økonomien.

I en lille og lidt overset bog af den italienske jurist og politiske filosof, Norberto Bobbio – der i en høj alder døde i 2004 - med titlen ”Højre og venstre. Årsager til og betydning af en politisk skelnen”, der udkom på dansk i 1995, skriver Bobbio:

”Tilhængere af lighedstanken kan man altså med god ret kalde dem, der – selvom de er ganske klar over, at menneskene er både lige og ulige – lægger vægt på det de har fælles og mener at det er det bedste grundlag at bygge et harmonisk samfund på; modstandere derimod er de der, ud fra samme kendsgerninger, mener at det er vigtigt at bygge på menneskenes forskelligheder, hvis man vil opnå et harmonisk samfund. Det drejer sig i sidste ende om definitive valg mellem modsætninger hvis egentlige oprindelse det er svært at sige noget om. Men det er netop modsætningen mellem disse definitive valg der, efter min mening, bedre end noget andet kriterium karakteriserer de to modstående grupperinger vi traditionelt kalder venstre og højre. På den ene side står de der mener at menneskene er ens og lige i højere grad end uens og ulige, på den anden side de der mener det modsatte (s.77 f.)”.

Bobbio understreger dog, at lighed ikke er ensbetydende med ligemageri – og her ville han jo være enig med Brandes. At stræbe efter lighed – og det kan altid kun blive en stræben, et endeligt mål kan ikke nås – er ikke det samme som at stræbe mod, at alle skal have det samme eller have nøjagtigt de samme rettigheder. Det er altid den beskyldning, de borgerlige fremsætter, når venstrefløjen taler om lighed. Men der er stadig ulighed i rettigheder, når det gælder f.eks. voksne og børn; børn har ikke valgret. Fremmede har heller ikke samme rettigheder som indfødte, men kan erhverve dem ved at opfylde bestemte kriterier. Det er ikke i sig selv i strid med lighedstanken. Når man taler om lighed, drejer det sig nemlig om at besvare spørgsmålene om, mellem hvem der skal være lighed, hvad der skal være lighed til og ud fra hvilket kriterium. Det er også det, den politiske debat i høj grad drejer sig om. Tag et nyligt eksempel. VK-regeringen satte en overgrænse på 3.000 kr. for fradrag i faglige kontingenter mod først at love, at også arbejdsgiverne skulle have en overgrænse for bidrag til deres foreninger. Men så løb regeringen fra det sidste, så den manglende fradragsret kun gælder for fagforeningsmedlemmer. Oprindelig gik man altså ud fra noget, der lignede ligebehandling, men som blev vendt til en ulige behandling mellem mere eller mindre sammenlignelige grupper. Det skæve forhold er i øvrigt ikke blevet ophævet af S-R-SF-regeringen, der på de fleste områder har fortsat den gamle regerings politik og ikke lader til at tage regeringsgrundlagets og i øvrigt det socialdemokratiske principprograms krav om lige muligheder for alle særlig alvorligt. Ja, i en nylig kronik i Politiken skrev fire ledende socialdemokrater oven i købet, at fordelingskampen ikke længere skulle have førsteprioritet.

Men altså: Kravet om lighed er ikke det samme som ligemageri, som nogle socialistiske grupperinger historisk har været talsmænd for. Det ville være et abstrakt og tendentielt totalitært lighedsbegreb. Meningen med lighed er at gøre det muligt for det enkelte individ at udfolde sig som menneske; ligheden er i virkeligheden det, der muliggør forskelligheden mellem mennesker, fordi den i udgangspunktet giver dem lige vilkår, som de så kan udfylde på forskellig vis. For Karl Marx var defintionen på et socialistisk samfund jo, at ”enhver yder efter evne og modtager efter indsats”; her er det samme tankegang, de ligger til grund, mens formlen for kommunismen var, at ”enhver yder efter evne og modtager efter behov” – et krav, der lyder mere romantisk end realistisk.

Begrebet lighed er med andre ord relativt, ikke absolut (og det er i øvrigt det samme med frihedsbegrebet), og synet på lighed, respektive ulighed, vil også ændre sig med tiden, med samfundsudviklingen. Hvad der blev betragtet som lighed i 1800-tallet bliver i dag anset for at være ulighed, f.eks. det at valgretten og valgbarheden var begrænset til mænd og kun til mænd med egen husholdning. Det var i virkeligheden det, som i en vigtig bog af Anette Faye Jacobsen har fået navnet ”husbonddemokrati”. Den politiske rettighed, også efter grundlovene i 1849 og 1866, var nemlig knyttet til husstanden, som blev repræsenteret af husbonden, og ikke til det enkelte individ; det fulgte med andre ord ikke parolen ”ét menneske, én stemme”, som vi mener i dag, når vi taler om politisk demokrati.

Men siden Brandes’ tid har presset for mere lighed mellem mennesker tilsyneladende været uimodståeligt. Især efter 2. verdenskrig har de tre vigtigste årsager til ulighed og forskelsbehandling, nemlig klassetilhørsforholdet, racen eller det etniske og kønnet, været til konstant debat og forandring. Efter lange og seje kampe er kvinderne gradvis blevet (nogenlunde) ligestillet med mændene; de såkaldte raceskel er, i alt fald juridisk, blevet fjernet de fleste steder – tænk dels på USA, dels og mest markant på Sydafrika – og klasseforskellene er blevet om ikke udjævnet så mildnet gennem opbygning af velfærdsstater eller socialstater, som man taler om i Europa. En vældig historisk bevægelse for større lighed, det vi i dag kalder universalisme, har været i gang, og bortset fra fascismen og kommunismen er det først i de senere år, der er fremtrådt en modbevægelse, som i dag står relativt stærkt i Europa og for så vidt også i USA, og som politisk går ind for en neoliberal politik med en mindre stat og en større privat sektor. Og som også er begyndt at legitimere ulighed og diskrimination på forskellige områder. Herhjemme bliver denne modbevægelse repræsenteret af de borgelige partier af forskellig afskygning, naturligvis først og fremmest af Dansk Folkeparti med dets åbent diskriminatoriske politik over for flygtninge og indvandrere. Men ønsket om øget ulighed italesættes nu også i den offentlige debat uden skam og ligger jo implicit i den økonomiske politik, der bliver ført, f.eks. skattereformen.

 

Vi står altså i en situation, hvor universalismen er under angreb, ligesom velfærdsstaten er det. Det er også længe siden, venstrefløjen havde direkte appel til lønarbejderne. Problemet i dag er ikke, at venstrefløjen ikke vil repræsentere arbejderne, men at den næsten helt er holdt op med at henvende sig til dem, og at de fleste arbejdere ikke kan identificere sig med dem, der siger, at de vil repræsentere dem politisk. Politik er blevet til noget for djøf’ere eller folk, der satser på en politisk karriere gennem partiernes ungdomsorganisationer. Der er dog ingen tvivl om, at venstrefløjens politikere rent faktisk gerne vil repræsentere også arbejderne – der i de senere år for manges vedkommende er gået over til Venstre og Dansk Folkeparti – og delvis gør det gennem den politik, de fører. Men den neoliberale tidsånd har øjensynligt været for stærk, i hvert fald står regeringen nærmere ved den neoliberale linje end ved den keynesianske.

I dag er enhver regering naturligvis oppe imod det frie markeds kræfter, der nu udfolder sig på globalt plan. Og det er her, sammenstødet sker: Hvor velfærdsstaten byggede på nationalstaten med dens ydre og indre regulering, magter arbejderpartierne ikke opgaven under den deregulerede og globale kapitalisme, med en dereguleret finanssektor og et tilsvarende arbejdsmarked, hvor en polsk håndværker vil gå for 60 kr. i timen, mens en dansk skal have over 400 kr., inklusive mestersalæret. Og hvor masser af job flytter ud til Østeuropa eller Asien. Det er nogle objektive forhold, arbejderpartierne skal prøve at tackle, men hvor løbet på mange måder allerede er kørt. Fagforeningernes medlemstal rasler ned, organisationsprocenten bliver lavere og lavere – den er vel nu på o. 65 – efterlønnen angribes af hele etablissementet, dagpengeperioden halveres, førtidspensionen svækkes, fagforeningskontingentet kan ikke længere fradrages fuldt ud, arbejdsformidlingen er overdraget til kommunerne osv., osv. – alt sammen tilbageskridt for fagbevægelsen/arbejderbevægelsen.

 

Hvis vi graver lidt dybere og ser på den historiske udvikling herhjemme, kan vi på venstrefløjen se en udvikling fra krav om demokrati og socialisme, forstået som statens overtagelse af produktionsmidlerne – et krav, der allerede holdt op i 1930’erne – til krav om et samfund med lige muligheder for alle, som blev den nye målsætning efter ca. 1960. Det er det, der har stået i de socialdemokratiske principprogrammer lige siden, og det er en stræben, som hele venstrefløjen støtter – fra dens højrefløj med de Radikale, for man kan også tale om fløje inden for fløjen – til dens venstrefløj med Enhedslisten. Den store fortælling om socialismen er afløst af en række mindre fortællinger, men med en kerne, der i sin essens minder om den store.

Venstrefløjens idé – og her tænker jeg på det, der i hvert fald samler Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten – om det chancelige samfund må siges at være et rimeligt alternativ til idéen om offentlig overtagelse af produktionsmidlerne, som har vist sig urealiserbar overalt, i hvert fald på dette tidspunkt i historien.

Men skabelsen af et samfund med lige muligheder for alle kræver lige så store eller måske endda større samfundsændringer end et rent statsdirigeret samfund. Lige muligheder eller chancelighed kan jo ikke kun gælde i udgangspunktet eller som en engangsmulighed for den enkelte – det er den liberalistiske tanke – men må være en bestandig chance for hver enkelt, uanset hans/hendes udgangspunkt og nuværende situation. Idéen er dybest set lige så revolutionær eller utopisk, om man vil, som tanken om det statssocialistiske samfund, da mennesker – deres fysiske og psykiske habitus ufortalt – fødes ind i vidt forskellige vilkår og rammer for deres opvækst. Derfor er en politik, der først og fremmest sigter på økonomisk vækst, slet ikke nok til at gøre menneskers vilkår lige, der kræves i lige så høj grad en kulturel, uddannelsesmæssig, boligmæssig, miljømæssig osv. indsats. Og ikke mindst kræves der for mig at se en engagering af mennesker i forvaltningen af deres egne livsomstændigheder, som kun kan opnås ved dybtgående ændringer af ledelsesforholdene, sådan at mennesker bliver medansvarlige ikke kun for samfundets politiske liv, men også for det økonomiske, begyndende med deres egen arbejdsplads.

Deltagelses-siden ved demokratiet har venstrefløjen, og her tænker jeg især på Socialdemokratiet, ikke gjort ret meget ved, og i de sidste år har der oven i købet bredt sig en elitær opfattelse, som også er i tråd med neoliberalismen, af, hvordan offentlige foretagender skal ledes, med stærkt chefstyre, konkurrence og neddroslede rettigheder for de ansatte. Universitetsloven fra 2003, som Socialdemokratiet var med til at vedtage sammen med de borgerlige partier, er et godt eksempel.

Man burde gå den modsatte vej og give brugere og ansatte større indflydelse. Det drejer sig i det hele taget om at give det direkte demokrati og dermed civilsamfundet større og ikke mindre magt. Erhvervslivet vil hovedsagelig forblive på private hænder, men der bør være en stærkere samfundskontrol af det end den, der nu er tale om, ikke mindst af finanssektoren. Den offentlige sektor bør selvfølgelig heller ikke bringes til at fungere som et marked, i hvert fald ikke uden en stærk modmagt fra de ansatte og brugere, der bliver berørt af det. De rent økonomiske kriterier, som politikere og djøf’ere her tænker i, f.eks. taxameterprincippet, egner sig ikke til styring af en lang række samfundsspørgsmål, der f.eks. har med medbestemmelse, kvalitet eller moral at gøre.

 

På et mere centralt plan kunne man tænke sig en balance mellem det repræsentative demokrati og det direkte, eller hvad man også kunne kalde deltagelsesdemokratiet. Folketings- og måske også kommunalvalg kunne f.eks. kædes sammen med folkeafstemninger om bestemte spørgmål og visse prioriteringer af de offentlige midler. Eller man kunne afholde folkeafstemninger mellem de almindelige valg. Det ville give en dybere og mere levende offentlig debat, og man har jo midlerne i form af de sociale medier. Hvorfor skal EU være det eneste, der holdes folkeafstemning om? Nogle spørgsmål som eksempelvis retlige eller kunstneriske egner sig ikke til folkeafstemning, men økonomiske og fordelingsmæssige gør bestemt. Og befolkningen ville føle et større ansvar for beslutninger, den selv har deltaget i, og dermed føle mindre politikerlede end den gør i dag.

Den slags politiske reformer vil nok kræve en ændring af grundloven, men dette 60 år gamle dokument er også modent til en revision; faktisk har en dansk grundlov aldrig gjaldt i så lang tid, samtidig med at samfundet i disse 60 år har ændret sig, som det aldrig har gjort tidligere på så ’kort’ tid.

Under alle omstændigheder er demokratisering i dybden stadig et uopfyldt mål, og her har venstrefløjen en stor opgave, både på det nationale og det internationale plan.

 

 

Artiklens første 3-4 sider er, bortset fra afsnittet om Edmund Burke, afhængige af Wikipedias opslag om neoliberalismen. Burke er citeret efter Claus Bryld: Edmund Burke’s opgør med menneskerettighederne, i Tove Kruse og Lisbeth Larsson, red.: Ett historiskt tilfälle. En festskrift till Håkan Arvidsson, Lund 2003.