Brændende Brandes

Af Jesper Beinov, Jebe@berlingske.dk
Fredag den 29. februar 2008, 22:30

Georg Brandes’ litteraturanskuelse blev i et privatbrev kaldt »den fransk-jødisk-europæisk-unationale-radikale-fandenivoldsk-liderlige retning« af forfatteren Holger Drachmann. Her er Georg Brandes malet af P.S. Krøyer (1902). Foto: Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Stjerner:

5 af 6 stjerner 

Titel:       »G.B. En biografi om Georg Brandes«

Forfatter: Jørgen Knudsen

Forlag:    Gyldendal, Sider: 648 sider

 

19 år undervejs

19 år. Så lang tid tog det forfatteren og litteraten Jørgen Knudsen at færdiggøre sit storværk om litteraturkritikeren Georg Brandes (1842-1927), vel nok vores første moderne intellektuelle. Mellem 1985 og 2004 udkom fem titler, der kronologisk følger Brandes’ liv og værk. En forkortet sammenskrivning, »GB«, efter hans tilnavn, udkommer nu, så andre end de særligt indviede kan være med. Jørgen Knudsen er født 1926 og mag.art. i almindelig og sammenlignende litteraturhistorie. Æresdoktor ved Københavns Universitet i 2000.

Bøger: »G.B. En biografi om Georg Brandes«
Jørgen Knudsen er aktuel med folkeudgave af storværk om litteraturkritikeren Georg Brandes.

»Den fransk-jødisk-europæisk-unationale-radikale-fandenivoldsk-liderlige retning«.

Sådan skrev den frafaldne discipel, forfatteren Holger Drachmann (1840-1908) i et brev om Georg Brandes.

»Lucifer«, kaldte Brandes engang sig selv, i betydningen lysbringer, og han introducerede da også alle betydelige forfatterskaber i årtier. For andre kredsede tankerne mere om Brandes som en diabolsk skikkelse, en bekæmper af kristendom og tradition.

Litteraturpædagogen, dr. phil. Georg Brandes, der var ud af en assimileret, københavnsk-jødisk grossererslægt, var i det hele taget så omstridt, at han har lagt skikkelse til personer i et halvt hundrede romaner; Dr. Nathan i »Lykke-Per« rimer f.eks. på satan. Det jødiske blev ham bestandigt revet i næsen, skønt han kun en gang satte sine ben i synagogen; Brandes for hvem de danske sønderjyders sag, nede bag grænsen, lå ham på sinde, national, og optaget af mindretal, som han var. Når der var så megen virak om Brandes, må man forstå, at litteraturen dengang havde stor betydning for meningsdannelsen. Det var den moderne naturalistiske litteratur med forelæsningerne i 1871, Brandes introducerede, selv om han faktisk var præget af tidsalderens romantik. Det var her, at han sagde, at en litteratur lever ved at sætte problemer under debat. Samme Brandes foregriber det moderne, frigjorte liv; således oversatte han den liberale John Stuart Mills bog om ligestilling mellem kønnene.

Den dramatiske virkning, Georg Brandes havde på samtiden, hænger blandt andet sammen med, at Danmark var et forkuet land efter tabet af Slesvig-Holsten i 1864. Et konservativt samfund hvor den gejstlige magt var stor, traditionalismen udbredt, og hvor der foregik en kamp om førstefødselsretten til Riget. Om bønderne og grundtvigianerne skulle bestemme. Eller kongen og embedsborgerskabet. Her bryder Brandes ind i et indelukket miljø med sin besyngelse af den fri kærlighed og modviljen mod ægteskabet, med sit ønske om en ny litteratur, der forholder sig mere til virkeligheden. Friheden blev dog også set som et generalangreb på samtiden, og rigtigt er det, at der er en radikalitet som fik nogle i samtiden til at se revolution, socialisme og syndflod, når de hørte hans navn; »en rodløs plante«, skrev den nationalliberale Carl Ploug.

»Lys over landet, det er det vi vil«, skrev forfatteren J.P. Jacobsen heroverfor. Brandes og broderen Edvard var ledere af en bevægelse, det moderne gennembruds mænd, en partidannelse, hvor taktik klart blev brugt i litterære vurderinger.

 

Bysladder

Brandes’ synspunkter og den almindelige bysladder umuliggjorde en regelret universitetskarriere, men egentlig kan man dårligt tænke sig en så frugtbar produktion, hvis universitetet havde været rammen, for der var også frihed forbundet ved ikke at have embede. Men i de kredse, der ikke tilhørte det herskende Højreparti og dele af det grundtvigske venstre, var det en uretfærdighedshandling, der først blev sonet sent. Et æresprofessorat fik han først i 1902, efter systemskiftet, og efter en del år i udlændighed, gevaldige lommesmerter og en afhængighed af behjertede støtter, da han vendte hjem.

Brandes’ berømmelse kom i betydelig grad fra udlandet, hvor alle læste ham. Men hans verden gik under i 1914 med verdenskrigens udbrud, hvor hans rige europæiske netværk slog følge med de nationalistiske vinde til den gamle kosmopolits store sorg. Efter at have rejst og forelæst i hele Europa isolerede Brandes sig i hjemmet og skrev en række helgenskildringer over store personligheder, mens han kommenterede verdens triste gange.

I henved 60 år sætter Georg Brandes ganske enkelt en anderledes, ny dagsorden. Tonstung og omfangsrig er hans litteraturkritik, hans politiske bøger, udgivne korrespondance og taler. Han arbejdede altid. Ofte gik det så hurtigt, at han blev et let offer for modstanderne, og de var mange, fordi hans omgang med citater ofte var letsindig; »fuskeri« blev det kaldt.

 

Brug øjnene!

En fortolkning af et sådant livsværk er vanskelig og må retfærdigvis forholde sig til de skiftende positioner, et levet liv udgør. Kun narre og døde forandrer sig aldrig, og Brandes var i den grad i live. Han var både agitator for frihed i samfund og forskning, kunst og litteratur, for så i de sidste mange år at være optaget af den store, historiske personlighed. Selv rummede han modsætninger, var vennernes ven, men også smålig i alskens private og offentlige forhold, en uhyre sammensat skikkelse, som Jørgen Knudsen forsvarer – og i mindre grad revser.

»Brug øjnene og sæt dine iagttagelser i perspektiv!«, skriver Jørgen Knudsen om Brandes’ metode. Den biografiske læsning er klassisk Brandes. Han indlæser samtiden, sætter forfatteren i forbindelse hermed og derpå ser han på teksten. Et godt eksempel er Brandes’ smukke portræt af H.C.Andersen, der har haft blivende værdi.

Der, hvor det bliver kontroversielt, er naturligvis i de emner, en litteraturkritiker udvælger. Her valgte Brandes ofte det farlige, f.eks. i begejstringen for forfatteren og naturalisten Émile Zola, der gik for at skildre det laveste lave, f.eks. alkoholisme og misbrug. Af taktiske grunde gik han nogle gange stille med dørene som i eksemplet Zola.

»GB« er en på alle måder storslået præstation. Jørgen Knudsens prosa er akkurat som en stor pose konfekt, som man må fortære ad flere omgange for at få det fulde udbytte. Sørgeligt er det til gengæld, at forlaget ikke har sørget for et navneregister, så man kan lystlæse på kryds og tværs, og at man for at efterprøve kilderne skal til det oprindelige værk. Det spærrer dog ikke afgørende for en fornem læseoplevelse, selv om kærligheden til Sct. Georg tydeligvis er så stor hos biografen, at kritiske fagfæller har haft talrige indvendinger.