WEEKENDAVISEN – 31. DECEMBER 2008:

Først dansk – selvfølgelig!

Sammenhængskraft. I over hundrede år har højre og venstre råbt og skreget sig hæse om, hvad danskhed er for noget og for hvem, men i stigende grad for døve øren. Brødrene Brandes havde faktisk en stærk nationalfølelse.

 

Af LARS BONNEVIE

NATIONALFØLELSE bliver brugt til lidt af hvert såsom at ekskludere folk, man ikke bryder sig om. Den kan også bruges til det modsatte, altså til at inkludere dem, skønt udviklingen ikke just går i denne retning her i landet. Hvis man som medlemmer af samfundet eksempelvis kun medregner dem, der er rødhårede, børster tænder i leverpostej og tror på Julemanden, har man ekskluderet resten. Det modsatte betyder, at samfundet omfatter alle sine borgere med velvilje uanset tro, race, køn eller politisk observans. Begge positioner skaber en stemning blandt borgerne, der kaldes nationalfølelse, såfremt samfundet ellers er en nationalstat. Man er sammen om no get, og man forholder sig skeptisk eller imødekommende over for omverdenen gennem det, man er sammen om. Mit ærinde er at fremdrage et par lidet kendte eksempler på artikuleringen af denne nationalfølelse, der jo har det morsomme ved sig, at jo mere den omtales og defineres, desto mere uhåndterlig bliver den, ligesom når man prøver at holde om en ål.

Jeg vil straks slå tonen an med et begejstringssvulmende citat fra J.P.Jacobsens roman Niels Lyhne (1880), hvor han skriver om datidens danske ungdom: »De var opfyldte af det Nye, drukne af det Nyes Teorier, vilde af det Nyes Kraft og blændede af dets Morgenklarhed … Der var en Stormgangs Jubel i de unge Sjæle, og der var tro paa store Tankestjerners Lys, og der var Haab som der var Have. Begejstring bar dem paa Ørnevinger, og Hjertet blev dem stort af Tusind Mod.« Citatet optræder i den tale om nationalfølelse, Georg Brandes holdt ved indvielsen af Studentersamfundet i 1894, for nylig udgivet af Georg Brandes Selskabet sammen med broderen Edvard Brandes’ foredrag fra 1885 om samme emne. Georg Brandes’ tale blev udgivet som selvstændig publikation, udkom på tysk i et meget stort oplag og spillede en betydelig rolle i meningsdannelsen. 

Lige fra brødrenes egen levetid og fremefter har det været en yndet sport for nationalkonservative, kirkelige og på et tidspunkt også nazistiske kredse at stemple dem som udanske, fædrelandsløse kosmopolitter, der i kraft af deres jødiske baggrund hverken havde lod eller del i den danske kulturarv. 

Passer det?

NÅR Georg Brandes var så glad for ovennævnte citat, kan årsagen være, at det stilistisk falder i tråd med hans egen højstemte måde at udtrykke sig på og desuden rummer en barokagtig kontrast til den efterfølgende trøstesløshed, han udmaler. Mådehold var ikke Brandes’ største dyd, når han rullede retorikken ud med en veritabel myldretidstrafik af metaforer, især fra planteriget, som man godt kan trække på smilebåndet ad. Men hans ærinde var alvorligt nok. Danmark var nemlig en diktaturstat, for så vidt som regeringen ledet af Estrup styrede landet ved hjælp af provisorier, det vil sige, at regeringen udstedte dekreter uden om Folketinget og regerede på et budget, der ikke var bevilget.
Systemet varede fra
1877 til 1901, hvor parlamentarismen blev indført som princip. 

Det kunne Brandes ikke vide, da han holdt talen; og set fra hans udkigspost var himlen sort. Landet var gennemsyret af generaliseret dumhed.

Brandes fremmaner billedet af et Danmark i åndeligt forfald på denne baggrund, og det er danskhedens forfald, han taler om. Miserens årsag ser han i den hendøen af det politiske liv, som er en følge af totalitarismen. Den skaber apati og desillusion blandt ungdommen, der skulle føre landet fremad, og med åndslivet går det ligeledes dårligt, da det kun kan leve i frihed eller i kampen for den. Det er til gengæld situationen i Norge og Sverige, hvis forfattere, især Ibsen og Strindberg, er europæisk berømte, mens vi selv kun kan diske op med en romantisk digter i mellemvægt klassen ved navn H.C. Andersen; men hvad værre er, eksisterer vi som nation kun på Tysklands nåde efter katastrofen i 1864. Og i udlandet er der ingen, i hvert fald ikke Brandes’ elskede franskmænd, der længere interesserer sig for os. Danmark forsvinder fra det kulturelle Europakort. »Vi er et dødsdømt folk,« konkluderer han dystert på et tidspunkt, hvor Danmark er under hurtig forvandling fra et tilbagestående agrarsamfund til en industristat og godt på vej ind i moderniteten.

Det er vi, fordi der ifølge Brandes’ mening – på dette tidspunkt eksisterer en organisk sammenhæng mellem kunst og politik. Det nye skulle vinde frem i samfundet gennem kunsten, ikke mindst litteraturen, mens samfundsudviklingen for sit vedkommende skulle virke tilbage på og inspirere denne.
Et land, hvor det politiske liv er gået i stå, siger Brandes,
kan derfor ikke have en blomstrende kunst og litteratur. 


I stedet for at kigge på udemokratiske stater som Tyskland,
Rusland og Østrig-Ungarn, hvor det modsatte i høj grad var tilfældet omkring slutningen af det 19. århundrede, konkluderer Brandes i dette afsnit af sin tale, at det herskende politiske system i Danmark har skabt en så åndeligt forarmet og moralsk underkuet befolkning, at ingen talenter kan gro. 

Skurkene i dramaet er Højre, hvis nationalfølelse kun består af fraser, men de kosmopolitiske socialister, der ringeagter nationalfølelsen, får også læst og påskrevet.
Efter Brandes
   mening er der tale om to lige skadelige karikaturer.

 

FOR Brandes er der ingen modsætning mellem at føle sig som verdensborger, dvs. europæer, og dansk, hvis man gør den danske nationalfølelse til sit udgangspunkt. »Først dansk selvfølgelig!« lyder trosbekendelsen, og videre siger han, at en stærk nationalfølelse har det samlende og bærende i sig, som »den unge slægt« netop savner. Af samme grund ser han med velvilje på Grundtvigs højskoleideer, skønt han ikke er

ukritisk over for den praktiske udførelse af dem. Studentersamfundets

arbejderundervisning har også hans bevågenhed.

Det er således bedst, at arbejderklassen bliver ledet af den stand, den afløser, »ligesom revolutionstidens borgerstand rykkede frem under førere af adelsstanden«. Ikke noget med marxisme her.

Vi ser derfor Brandes i rollen som national vækkelsesprædikant. 

Det er ikke den enkelte kunstner, der interesserer ham, men det danske folk repræsenteret af sine ypperste, der ikke blot består af Studentersamfundets medlemmer, men i det hele taget af »de stræbende i slægten«. Her skruer Brandes bissen på, når det gælder vedligeholdelsen af forbindelsen mellem Nordslesvig og resten af riget, der optager ham frem til Genforeningen: »Vi har den nationale pligt at værne om vort sprog og gøre vort til at forhindre, at det taber om så blot en tomme jordsmon,« lyder det. Begejstring og tro er de komponenter, nationalfølelsen skal bygge på. Og som sagt sproget, det siger sig selv.


UD fra en overfladisk betragtning kunne Georg Brandes’
klage over nationens forfald og hans iver for at genrejse danskheden opfattes som udtryk for en retrograd nationalisme, der stadig har klangbund i traditionsorienterede og modernitetsskeptiske kredse. Men i den konkrete situation var det tværtimod et angreb på stivnede traditioner og national

selvtilfredshed, den der blandt andet kommer til syne i forestillingen om, at det danske monarki og den danske statskirke er vigtige pejlemærker i nationalfølelsen. Disse spilder Brandes nemlig ingen tid på, eftersom han er ateist og republikaner, men man kan på den anden side sige, at hans forhold til danskheden som begreb er omtrent lige så udynamisk som

hos de kredse, der hylder Gud, konge og fædreland. Han går ud fra, at den blot er der, og at den blot skal aktiveres.

Tager man teksten for pålydende, er nationalfølelsen det progressive, intellektuelle københavner borgerskabs domæne og skal administreres skønsomt af dette. Brandes ekskluderer ikke nogen, men han slår heller ikke ud med armene og byder velkommen, skønt der også på dette tidspunkt er mange at byde velkommen til. Der er bestemt ikke tale om multikulturalisme: Dansk er DANSK. Det ophidser ham at Danmark ikke er mere agtet i udlandet, end tilfældet er, men man får indtryk af, at det især er for den nationale æres skyld. 

»Vi må foreløbig gøre, hvad vi kan, for i Europa at udbrede kendskabet til det, vi allerede har, arbejde for at fremme vort eget,« siger han afslutningsvis. Men trafikken går ikke i den modsatte retning. Skønt Brandes selv var Danmarks fremmeste formidler af tanker og ideer ude fra Europa, netop for at påvirke dansk politik og åndsliv, nævnes disse ikke med et ord i denne tale. Noget tyder på, at han strøg sit publikum

med hårene.

HVOR Georg lader sig rive med af sin patos, er Edvard den ræsonnerende type. Han starter med at konstatere, at en nation er en politisk enhed. Så er blod og jord-romantikken sparket til hjørne med dens myter om et oprindeligt dansk folk, og Edvard Brandes kan foreløbig konkludere, at de, der ønsker nationens beståen og det nationale samfunds udvikling og blomstring, er de nationale, fordi de besidder den sande og

rette nationalfølelse. Hvem tør i øvrigt ønske det modsatte, og hvilken udvikling er der tale om? Men under alle omstændigheder opfatter han Danmark som en nation af borgere uanset race, religion, kulturelle særpræg og ankomsttidspunkt.

Lad os kigge på hans argumenter. De er siden blevet brugt og bruges stadig til hudløshed, men dengang var de nye. For det første, siger Edvard Brandes, er det ligegyldigt, hvor man kommer fra. Skoleeksemplet dengang som i dag er De Forenede Stater. At fødes og leve inden for De Forenede Staters territorium, påpeger han, skaber i sig selv en nationalfølelse og samler individerne under nationen som helhed. Og disse

individer er dog en broget forsamling. Det er danskerne også. 

Han minder blandt andet om det kraftige tyske islæt i befolkningen, der er skabt gennem indvandring, og spørger drilagtigt, om kongehuset med sin tyske baggrund skal betragtes som unationalt (Christian IX var en nordtysk kavalerioberst).  Så er der spørgsmålet om race: Vil vi opfatte en grønlænder, der er opdraget på dansk i København, som mindre nationalsindet end enhver anden borger, spørger han. Eller en neger

fra de Vestindiske Øer, som dengang var en dansk koloni? 

Nej, race og oprindelse betyder intet for nationalfølelsen. Her kan Edvard Brandes være glad for, at den type spørgsmål aldrig bliver sendt til folkeafstemning, men han er klar over, at der er et problem. Som hele sin samtid anerkender han nemlig, at mennesker er inddelt i racer, og efter overvejelser af spørgsmålet når han frem til, at semitter og indoeuropæere

racemæssigt kommer hinanden nærmest. Hvorfor er det så vigtigt?

DER er tale om en morsom fejlslutning fra det etniske til det kulturelle: Semitterne har produceret to religiøse eksportartikler, kristendommen til Europa og islam til Mellemøsten og Asien. Man kan altså ikke basere sin danske identitet på kristendommen, da denne ikke er dansk, og det er dér,

Edvard Brandes vil hen efter sin lille udflugt til raceforskningens

gyngemose. Desuden er både katolikker og protestanter udmærket i stand til at hade og myrde hinanden over grænserne, hvad såvel danskere som tyskere har bevist til overflod. »Kristendommen har intet som helst at skaffe med dansk folkeejendommelighed,« konkluderer han.
 

Edvard Brandes slår nu et sidste søm i Højres ideologiske ligkiste: Selv om dens forsvarere teoretisk kunne tænkes at bøje sig for argumentet om, at race, religion og afstamning intet betyder, er der dog, siger de, noget udefinerligt tilbage, en følelse, en duft, som kun de nationale kender; noget, der hverken kan forklares eller meddeles, men som er. Gyseligt vås, svarer Brandes, det er bare »selvvelbehagelighedens og selvophøjelsens overtro, der får folk til at se spøgelser ved højlys dag«. Det er en indbildning, der får nogle til at anse sig for mere nationale end andre, mere danske og dermed i besiddelse af en stærkere nationalfølelse. Det er Edvard Brandes’ reaktion på det miskmask af åndelighed, mytologi og nationalisme, som højskolebevægelsen var formidler af.

 

ER nationalfølelsen hermed ikke én gang for alle trampet flad? 

Nej. Det er Edvard Brandes magtpåliggende at vise, at noget faktisk forener os som danske og »gør de mange enkeltånder til en folkeånd«, som han udtrykker det. Sproget er det, vi har fælles uanset de ovenfor nævnte forskelle. Sproget er ikke blot den enkeltes middel til at forholde sig til omverdenen på. 

Sproget og de referencer, det er bærer af, repræsenterer vort fællesskab og »drager magnetisk individer sammen til en nation«. Det er sproget, der får os til at føle os som danske, hvilket Edvard Brandes illustrerer med det befriende suk, danskeren efter et udlandsophold udstøder, når han atter står i Korsør Havn. Endelig kan man tale uden at skulle oversætte

til et fremmedsprog!

På den måde er vi alle nationale, men det er bare ikke godt nok. Nogle nationale er nemlig mere nationale end andre. Den bedste repræsentant for nationalfølelsen er den, der »ønsker reform, forbedring, revolution i anskuelser og udvikling og åbent udtaler dette«, siger Edvard Brandes og tilføjer, at det ikke er handlingen, men sindelaget, det kommer an på: Det er »ønsket om at gavne den danske nation«, der gør én til dansker. 

Dermed får han også nationalfølelsen med på sin egen bandwagon i kulturkampen mod et Højre, der beskyldte den radikale del af Venstre for at være »europæere«, hvilket siger noget om partiets debatniveau. Edvard Brandes kvitterede med, at »alle danskere jo er europæere«.

Har Brandes-brødrenes syn på nationalitetsfølelsen mere end historisk interesse i dag? Ja desværre, kan man sige. Den såkaldt progressive diskurs om det nationale har stort set kørt i den samme rille siden Edvards og Georgs dage, på samme måde som nationalkonservatismens aktuelle ideologiske arsenal knytter an til det gamle Højres med en rørende trofasthed. 

I over hundrede år har højre og venstre råbt og skreget sig hæse om, hvad danskhed er for noget og for hvem, men i stigende grad for døve øren.

Edvard Brandes’ opfattelse af sproget som markør for nationalfølelsen er for eksempel irrelevant i den globale sammenhæng, Danmark nu befinder sig i. Engelsk er for alvor ved at blive et parallelsprog undtagen i de uddannelsesmæssigt underprivilegerede grupper af befolkningen, og den unge generation refererer hovedsageligt til en global fusionskultur,

der mildt sagt ikke har meget at gøre med vores angiveligt nationale arv. Når en kulturkanon som Brian Mikkelsens bliver tvungent pensum i skolen, er det, fordi dansk kultur har det rigtig skidt. Den er kommet på plejehjem og får kun pligtbesøg.

 

Den nationale sammenhængskraft har desuden veget pladsen for helt andre videns- og holdningsfællesskaber på kryds og tværs af etnisk oprindelse, religion og traditioner, og nationalfølelsen bliver af samme grund mere og mere betydningsløs. Man kan sagtens føle sig som borger i et land

uden den følelse, for det at være statsborger vil sige at have rettigheder og pligter, ikke at tilslutte sig et imaginært fællesskab. 

Der er flere og flere danskere, der studerer, arbejder og bor i udlandet uden at ånde lettet op, når de ankommer til Kastrup, snarere omvendt. For de »stræbende i slægten« er det ikke »de danske værdier«, der betyder noget; og hverken den økonomiske eller kulturelle overklasse ønsker at gavne andet end deres egen dagsorden, naturligvis. Det vil ikke vare

længe, før vi kun forenes af vores rødbedefarvede pas. Sorry, and good luck.


Georg Brandes og Edvard Brandes:
Om nationalfølelse. To fore
drag. Med forord af Sune Berthelsen.

51 sider, Georg Brandes Selskabet.