Hørupsk. Sige sin egen mening kan enhver, det gælder om at erobre den offentlige mening.

Dø,døde!

Af ARNE HARDIS

Viggo Hørup: "Naar Samfundsordenen vakler"

Ved Helge Scheuer Nielsen. 340 s. 150 kr.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Syddansk Universitetsforlag.

Fås på www.weekendavisen.dk.

MEGET er forandret i det organ, som stadig bærer stifteren Viggo Hørups kontrafej i sit bladhoved. Jurister og dommere møder i dag ikke just strid modvind i Politikens spalter, omvendt var for Hørup ”det skændigste af alle Principer (...) Tilliden til Dommerne”.

Avisen på Rådhuspladsen har derimod bevaret en anden grundlæggende intention intakt fra Hørups dage, som denne formulerede i et brev til Politikens medstifter, Edvard Brandes, mens udgivelsen af det nye blad blev drøftet sommeren 1884. Brandes var, skrev Hørup, alt for optaget af at kommne til at sige sin mening, men det var altså ingen kunst, det kunne enhver, bare meningen fremstod som undtagelse.

”Vi skal ikke føre Krig mod den offentlige Mening – det er let nok - men vi skal erobre den offentlige Mening og giøre os til dens Ordførere.” Begge ovenstående citater er fra efterskriftet til en fin samling Hørup-artikler, som Helge Scheuer Nielsen har forestået.

Udvalget skal vise både den elegant brutale agitator og den blidere side af det hørupske skrivegemyt, og det lykkes fint med en række artikler fra Morgenbladet, hvor Hørupskrev indtil bruddet med Chresten Berg i 1883,og endnu flere fra Politiken, som han prægede frem til århundredskiftet.

Scheuer Nielsen holder med Hørup i den gamle kulturkamp, som Hørups skriverier afspejler, hvad han kommer til at indrømme på det sødeste – også i efterskriften: Hvis Hørup kan virke næsten brutal i sin realisme og sit opgør med nationalismen, skal man bare læse Fædrelandet anno 1864,”Man vil så erfare, hvilke drømme det var han gjorde op med.” Uforsonligheden, kravet om at vinde hele den offentlige mening, kommer netop bedst frem i Viggo Hørups nekrolog over Fædrelandets redaktør, digteren Carl Ploug, som i 1800-tallets sidste halvdel gled fra de nationalliberale til Højre med provisorietid & det hele, og der forvar naturlig skydeskive for Hørup og Brandes-brødrene.

Da Ploug drog sit sidste åndedrag en oktober dag i 1884, skrev Hørup dagen efter om ham i sin avis. Helst ville han jo tie om nulliteten, men siden skik og brug krævede, at man også fulgte modstanderne til graven, tog Hørup det på sig. Nogen ukær ophave har det nu næppe været: ”...blandt alle vore Samtidige er dette den Mand, om hvem vi intet ved, som vi kunde lide, og hos hvem vi Intet fandt, der forsonede med Kammeraternes Ros og med den Magt, han al Tid misbrugte...”. Ploug havde et gnavent alvorsansigt og en snæver hjerne, han græd af selvrørelse, var umandig, forkælet, dum og overfladisk og så videre i en lang, blændende velskrevet aflivning af afdøde. End ikke i de dødes rige måtte den offentlige mening falde Hørup af hænde.

MÅSKE var det ikke rimeligt at kritisere Ploug nu, hvor han var død, funderede Hørup undervejs i sin verbale udladning, men det var faktisk ikke mere rimeligt, mens han levede, for Ploug forstod ikke et ord af kritikken. Så Hørup kunne slutte sin nekrolog med denne fanfare: ”Han var lige betydelig nok til blandt Modstandere at være den usmageligste, mindst sympatiske Figur - vi brød os ikke om ham og kunde ikke lide ham.”

Bogen hermed være anbefalet, Hørup skriver som en drøm, og noterne og efterskriftet er instruktive til forståelse af Hørups samtid. Parallellen til vore dages offentlige slagsmål kommer helt af sig selv under læsningen.