Deuxième conférence internationale Georg Brandes – fandt sted på Université de Nancy, 2008

 

Har De hørt om en jenombrydsman?

De findes overalt, og de læser Georg Brandes. Rapport fra en international konference, hvor man blev gjort til noget, man ikke vidste, man var ...

Af BJØRN BREDAL

Bjørn Bredal er redaktør og forfatter.

Jeg har lige været indlagt i tre dage. 

På den åbne afdeling hos Georg Brandes: »Denne doktor i det store hospital af syge, sårede, eksalterede og halvfjottede personligheder, som kaldes litteraturen«. Han sagde det selv. 

Mine medpatienter kom fra hele verden og talte ti-tyve forskellige sprog. Vi var til den Anden Internationale Georg Brandes Konference, som fandt sted på Universitetet i Nancy. 

Det er ude østpå i Frankrig, tæt på fronten under Første Verdenskrig. En meget nærværende krig for enhver, der læser Brandes. Hvad alle gjorde her på hospitalet. 

Vi forsøgte at forstå hinanden på fransk. Og gik det ikke, så greb vi til brandesiansk, som er en afart af skandinavisk. En afart, der igen kan beskrives som dansk udtalt med en svensk accent plus talerens personlige eller nationale præg. 

Vi var vildt optaget af les høfvedstrømmingar, altså Dr. Brandes’ forlæsninger fra 1871 om Hovedstrømningerne i den europæiske litteratur. Vi vendte og drejede le jenombryd, som er moderne brandesiansk for Det moderne gennembrud. Og det utrolige er, at der findes passionerede brugere af dette sprog overalt på kloden. 

Georg Brandes bliver læst af tyskere, amerikanere, franskmænd og italienere, der alle har de skandinaviske sprog og litteraturer som fag og lidenskab. 

Her i Nancy var en hel flok af dem indlagt på samme stue, auditorium G04, på byens universitet. For resten et byggeri, som rent arkitektonisk er et modernistisk sammenbrud À la det gamle Københavns Universitet på Amager.

Det gjaldt altså »Den store danske, engagerede litteraturkritiker, journalist og intellektuelle Georg Brandes (1842-1927)«, som arrangørerne havde skrevet i programmet. På fransk. 

Mens det var en russisk forsker, Elena Balzamo, der huskede forsamlingen på den med hospitalet. Hun lagde auditoriet ned med et foredrag om de tre rasende fædrelandsforagtere Friedrich Nietzsche, August Strindberg og Georg Brandes. Sikke nogle apparater. 

Nu har jeg allerede skrevet Georg Brandes tilstrækkeligt mange gange til, at jeg vil gøre som hans uovertrufne levnedsskildrer Jørgen Knudsen og bare kalde ham GB, som titlen er på den store biografi, der udkom for nogle måneder siden. 

Her samler Knudsen sit otte binds værk om GB i ét bind og én stor syntese. 82-årige Knudsen sad selvfølgelig også i auditoriet og plirrede med øjnene som en radikal skovtrold eller lynsnarjenombrydsman. Kender De det udtryk? Jeg gjorde ikke.

Ordet blev brugt både af professorer på Sorbonne og forskere fra Schweiz. Jeg fandt ud af, at det betyder en gennembrudsmand, ligesom jeg opdagede, at ’Det moderne gennembrud’ i Norden lige før 1900 med realistisk kunst, med kvindekamp, anti-militarisme og frigjorte forhold til Gud, konge og fædreland – at alt det findes der folk, som brænder for i Ungarn, USA, Tyskland und so weiter. 

Folk, som for resten også synes, at dagbladet Politiken skal man passe godt på, for det er jo i deres øjne gennembruddets avis – dengang som nu. 

Man bliver en lille smule stimuleret i sin omsorg for Den endnu levende, når en fransk Sorbonne-professor spørger, om ikke fusionen med Jyllandsposten er et problem. Han spørger, fordi han kender dansk historie og dansk litteratur og synes, at Politiken er Brandes’ avis. 

Jørgen Knudsen var selvfølgelig ikke bare konferencensjenombrydsman, han var dens grand old man. Her sad folk fra fjerne lande og kunne citere udenad fra hans Brandes-bøger. Den unge professor Julie Allen fra Wisconsin, for eksempel, som fortalte om GB i Berlin og hans forhold til tysk storhed og dansk lidenhed. 

Hun havde læst Knudsen på dansk og Brandes på tysk. Og hun kunne med amerikansk slagfærdighed opregne alt det, Brandes af sine landsmænd blev beskyldt for at være: orientalsk, kosmopolitisk, københavnsk, jødisk, men værst af alt: fransk! 

Det sidste var slemt dengang, og siden er det jo kun blevet værre. Tænk på ramaskriget for nylig, da den franske forfatter Le Clézio fik Nobelprisen. Han er jo helt ukendt, råbte alle mulige danskere, som ikke et sekund overvejede, om det var deres egen fejl, at de ikke kendte den verdensberømte franskmand. 

Men GB, han ville meget gerne være fransk. Vel var han polak i Polen, ungarer i Ungarn, tysker i Tyskland og østriger i Østrig, dette overnationale amfibium, denne »gode europæer«, som Nietzsche kaldte ham. 

Men helst ville han være fransk med de franske. Og indtil Første Verdenskrig var han det også, boltrede sig i de parisiske saloner, holdt franske forelæsninger og tilbragte gennem ti år hver sommer på et kursted i Karlsbad sammen med Georges Clemenceau, den store franske politiker, journalist og bladudgiver. 

Det var Clemenceau, som udgav avisen l’Aurore, hvor Émile Zola i 1898 offentliggjorde sin berømte artikel om Dreyfus-affæren,J’accuse – ’Jeg anklager’. Brandes skrev selv snesevis af artikler om denne jødehadske affære. Helt i Zolas og Clemenceaus ånd. 

Men det blev også Clemenceau, der som premierminister førte Frankrig gennem Verdenskrigen. Og da han bad Brandes om støtte, sagde Brandes fra. Han ville ikke hjælpe nogen af parterne i den europæiske borgerkrig, som han i årtier have advaret imod. Clemenceau blev rasende og opsagde ethvert venskab med GB:Adieu Brandes! både skrev og sagde Clemenceau, hvad der kostede Brandes hele hans franske venskabskreds. 

Men fransk militarisme var i GB’s øjne ikke bedre end tysk eller for den sags skyld dansk, og bedre blev det ikke, da freden kom og Clemenceau sammen med de øvrige sejrherrer påtvang Tyskland en fredsaftale så ydmygende og ødelæggende, at næste krig nødvendigvis måtte komme. 

Det var Tragediens Anden Del, skrev Brandes, som døde i 1927 og ikke selv nåede at se også denne spådom gå i opfyldelse.

Men Clemenceau levede lidt længere, og da Politikens Ole Vinding i 1927 i Paris bad ham kommentere Brandes’ død, lød kommentaren sådan her:

»Vi var venner. Og medens vi endnu sås – før krigen – talte Brandes altid til mig om, hvad tyskerne havde røvet fra Danmark. Under krigen gik han så over på deres parti. 

Som franskmand og allieret kunne jeg naturligvis ikke følge ham. Det er soleklart. Men hvad værre var: Ved sin tagen parti og ved al sin snak hindrede han sine landsmænd i at få, hvad der med rette tilkom dem.«

En rasende mand, den Clemenceau. Brandes gik overhovedet ikke over på tyskernes side. Men heller ikke på franskmændenes. Sådan syntes Clemenceau bare, at han helst ville huske det. Og med eftertryk:

»Nå, nu er han død! Det gjorde han ret i! Han burde kun have gjort det meget tidligere. Og så er den historie ude, glemt som så mange andre.«

Her i Nancy er boghandlernes vinduer fyldt med bøger om Første Verdenskrig. Det har jo lige været 90-året for våbenstilstanden den 11. november 1918. 

Jeg lægger mærke til en bog med et foto på forsiden af Georges Clemenceau, der promenerer sit enorme overskæg i en skyttegrav. Hvor langt fra de glade somre i Karlsbad med kurbade og kompagni af GB. Adieu Brandes.

Nej, Bonjour Brandes, siger Jørgen Knudsen, da han indleder konferencen. GB er tydeligvis ikke nær så død og borte, som Clemenceau ønskede. Denne Georges Clemenceau, der engang stod for GB som selve inkarnationen af hans drøm og teori om Det Store Menneske, Kulturens Kilde. 

Men dette store menneske, Georges Clemenceau, blev altså i Versailles ophavsmand til en af de mest stupide fredsaftaler i europæisk historie. En tidsindstillet krigserklæring, et oplæg til den næste europæiske borgerkrig, som førte til udryddelsen af de mest europæiske af alle borgere, jøderne.

Alt dette europæiske føles overvældende aktuelt, når man pludselig indlægges i tre dage sammen med en flok mennesker, som ikke er danske, men bidt af Brandes på sådan en særlig skandinavisk måde. 

De opfatter København som en by i Skandinavien, de forstår det danske sprog som en variation af noget nordisk, og de har et samlet syn på norske Ibsen, svenske Strindberg og danske Brandes. For alle disse internationale skandinavister findes Norden på en måde, som meget få danske i dag ville genkende.

En ung fransk forsker, Sylvain Briens, er i stand til at tegne et kort over Paris anno 1900, hvor så mange skandinaviske forfattere er plottet ind med navne og adresser, fra Knut Hamsun til Herman Bang, at Paris fremstår som hovedstad i et litterært Skandinavien. Forfatterne omgikkes hinanden, og de var egentlig ikke i Frankrig, når de sad på cafeen. De var i et Skandinavien, som lå på venstre Seinebred. 

Bortset lige fra Georg Brandes selv, som også på dette punkt var anderledes. Han delte sprog, venner og polemik med det halve Paris, det franske Paris. Det kan en anden fransk forsker, William Fovet, fortælle om i detaljer. 

Han beretter dog ikke den særligt saftige detalje, at Anatole France stjal Georg Brandes’ elskerinde fra ham – og bagefter undskyldte sig med, at han troede, det bare var Brandes’ kone. 

Men hvis Paris anno 1900 var skandinavisk, så er Nancy lige nu og her i efteråret 2008 skandinavistisk. Som indlagt dansker på Doktor Brandes’ åbne afdeling oplever man pludselig at få sig selv, sin identitet, sit sprog, sin litteratur diagnosticeret med helt andre instrumenter end ens egne. 

Man bliver gjort til noget, man ikke vidste, man var – i hvert fald ikke i den grad: skandinav. Og man hører sit lille sprog brugt akkurat sådan, som engelsk bliver brugt hele tiden: som et verdensomspændende frisprog, et lingua franca, der kan bøjes i alle retninger og sagtens forstås alligevel. 

Ganske vist har Prins Henrik og de andre indvandrere længe brugt det danske netop sådan, blot ikke ude i verden, men hjemme i Danmark. Men her hævdes det jo også, at det er dårligt dansk. Hvad der bare ikke passer, for prinsens danske kommunikerer perfekt og meddeler endda, hvor prinsen kommer fra: Frankrig. 

Men nede i Nancy kom de fra hele verden og talte gennembrudsdansk. Og til allersidst satte en vaskeægte dansk forskningsbibliotekar fra Det Kongelige Bibliotek, Bruno Svindborg, sig til computeren og viste, hvordan man kan sidde hvor som helst i verden og med et klik komme direkte ned i GB’s manuskripter. 

For eksempel til Hovedstrømningerne, les Høfvedstrømmingar, med deres udtrykte ønske om:

»At nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kan tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kan overskue det.« 

Konferencen – Deuxième conférence internationale Georg Brandes – fandt sted på Université de Nancy fra den 13. til den 15. november 2008.


30. nov 2008