Sé videooptagelse af både foredragsholderes oplæg og debatten.
DEBATTEN:

 

Debat i Georg Brandes Selskabet

Tirsdag d. 16. februar kl. 16.30-18.30

 i Politikens Foredragssal, Vestergade 28, København

 

Gratis adgang for Georg Brandes Selskabets medlemmer ved fremvisning af medlemskort.

 Ikke medlemmer: Politikens Pluspris 75 kr. (alm. pris 150 kr.)

 

"Selv i Danmark vokser den sociale ulighed, ganske vist ikke som i USA og England, men markant i forhold til tidligere her i landet. Ulighed er et centralt tema i international politisk debat, men spiller en mindre rolle i dansk politik. I 2012 skrev fire fremtrædende socialdemokrater på deres partis vegne, at den "historiske forpligtelse" ikke var "at omfordele økonomisk fra rig til fattig". Siden da er de dårligst stilledes vilkår blevet forringet, modsat de bedre stilledes. Hvor står Socialdemokratiet nu? Dansk socialforsknings grand old man på feltet, Erik Jørgen Hansen, diskuterer med den unge socialdemokrat Peter Hummelgaard, hvis motto er hentet fra Jeppe Aakjær: 

"Du være den Fattiges Værner, du være den Riges Ris!""

Peter Hummelgaard fra 2008 til 2012 forbundsformand i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom.
Indvalgt i folketinget 2015.
Erik Jørgen Hansen i1963 blev han ansat ved Socialforskningsinstituttet, i 1971 forskningsleder. Siden forskningsprofessor i uddannelsessociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet

Socialdemokraterne har opgivet kampen for lighed

Med social mobilitet som kodeordet for dansk velfærdspolitik er Socialdemokraterne i gang med en stille revolution af partiet.

17
 
 
 
 

Gennem adskillige år er den økonomiske ulighed vokset i Danmark. Alligevel er det længe siden, vi har set Socialdemokratiet markere, at der må mere gang i omfordelingen fra rig til fattig. Vi har ellers tidligere kendt Socialdemokratiet som den stærkeste bekæmper af social ulighed. Nu er det ikke længere klart, hvad partiet vil gøre for at mindske de sociale forskelle i samfundet. Eller med andre ord, hvad er det for en samfundsmodel, partiet fremover vil arbejde for?

I disse dage ser vi ganske vist et spinkelt tegn på, at partiet kan være på vej tilbage til sin klassiske rolle som garant for velfærden for samfundets svageste. Sådan kan vi måske tolke det aktuelle krav om at tilbageføre det såkaldte omprioriteringsbidrag til kommunerne, så de får bedre muligheder for at sikre den borgernære kernevelfærd.

 

Indtil videre må vi dog hæfte os ved, at Mette Frederiksen, mens hun var beskæftigelsesminister, i et interview i Information tilbage i sommeren 2013 kom med den overraskende udmelding om fremtidens velfærdspolitik, at moderne velfærdspolitik skal handle om social mobilitet frem for udbetaling af ydelser. »Ønsket eller kravet om social mobilitet er for mig at se omdrejningspunktet for et velfærdssamfund«, sagde hun i interviewet.

Også Anders Fogh Rasmussen drømte i sin tid om social mobilitet – nok mest sin egen, men dog ikke udelukkende. I sin nytårstale 2003 påstod han, »at hans målsætning var, at man kunne bevæge sig fra bistandsmodtager (som det hed dengang) til bankdirektør«. Det var da også en tid, hvor bankdirektører havde større prestige end i dag.

Med denne udtalelse leverede han en dansk udgave af den amerikanske drøm. Den drøm, der drejer sig om Amerika som mulighedernes land. Traditionelt illustreret med, at man kunne bevæge sig fra avisbud til mangemillionær.

To amerikanske sociologer har imidlertid i en bog om den amerikanske drøm betegnet den som en myte. »Man kalder den en drøm, fordi man må være sovende for at tro på den«, skriver McNamee og Miller i bogen ’The Meritocracy Myth’ fra2009.

 

I disse dage ser vi ganske vist et spinkelt tegn på, at partiet kan være på vej tilbage til sin klassiske rolle som garant for velfærden for samfundets svageste

Erik Jørgen Hansen

 

Med Mette Frederiksens udmelding om social mobilitet som den moderne velfærdspolitik er vi nødt til at se på, hvad social mobilitet egentlig er for en størrelse.

Gennem mere end hundrede år har man i forskning og i politik opfattet social mobilitet som enkelte eller mange individers bevægelse fra en samfundsklasse til en anden i et hierarkisk opbygget samfund.

Interessen har især samlet sig om generationsmobiliteten, nemlig sammenhængen mellem den samfundsklasse, man er vokset op i, og den samfundsklasse, man som 40-50-årig er placeret i. Det kan være såvel opadgående som nedadgående mobilitet, men når politikere udtrykker ønsket om mere social mobilitet, tænker de kun på den opadgående, selv om deres politik sagtens kan føre til mere nedadgående mobilitet.

Hvad vi især bør hæfte os ved, er, at social mobilitet – som man definerer den – netop drejer sig om individers opstigning, men ikke om social opstigning for en samfundsklasse i sin helhed. Opadgående social mobilitet er en elevator, der sender de kvikkeste personer fra de nederste samfundsklasser op i hierarkiet. Det skaber således ikke social lighed, men tværtimod mere ulighed mellem samfundsklasserne.

 

Eller som formuleret af den amerikanske historiker Christopher Lasch i bogen ’Eliternes oprør og forræderiet mod demokratiet’ fra 1995: »Den opfattelse, at opadgående mobilitet kan tjene egalitære formål, afslører en fundamental misforståelse. Høj mobilitet er på ingen måde uforeneligt med en social lagdeling, der koncentrerer magten og privilegierne hos en herskende klasse: Faktisk styrker cirkulationen det hierarkiske princip, idet eliterne fortløbende tilføres nye talenter, og disses opstigning legitimeres som en funktion af meritter snarere end af fødsel«.

Allerede Karl Marx skrev: »Jo mere en herskende klasse er i stand til at optage de betydeligste mænd fra de beherskede klasser i sig, desto solidere og farligere er dens herredømme«. I vores tid gælder det selvsagt også for de betydeligste kvinder.

Det siges, at kun hvis alle de bedst begavede – de mest talentfulde – når frem til toppositionerne, får samfundet en effektiv udnyttelse af sine intellektuelle ressourcer. Samtidig sikrer det en fair behandling af hvert enkelt individ, er argumenterne. Men for politiske partier, der, som Socialdemokratiet, traditionelt ønsker at blive krediteret for at skabe forbedringer i levekårene for alle arbejdere og almindelige funktionærer, bør kravet om mere af den individuelle sociale mobilitet give problemer.

Det kan illustreres ved en debat i Storbritannien, hvor Tony Blair blev mødt med hård kritik, fordi han som britisk premierminister gang på gang proklamerede, at han ønskede et samfund baseret på meritokrati, nemlig med de bedst begavede i toppen.

Kritikken kom fra den britiske sociolog Michael Young, der siden 1945 havde bidraget til det britiske arbejderpartis formuleringer af politiske mål. Michael Young havde i 1950’erne skabt termen ’meritokrati’ og i 1958 skrevet bogen ’The Rise of the Meritocracy (dansk udgave 1961: ’Intelligensen som overklasse’).

 

Det siges, at kun hvis alle de bedst begavede - de mest talentfulde - når frem til toppositionerne, får samfundet en effektiv udnyttelse af sine intellektuelle ressourcer

Erik Jørgen Hansen

 

Young blev provokeret af Tony Blairs snak om meritokrati. Derfor skrev han i 2001 (dengang i en alder af 86) en artikel i The Guardian under overskriften ’Down with meritocracy’. Han mente, at det var usandsynligt, at Blair havde læst hans bog om meritokratiet og opfordrede ham derfor til at stoppe med at bruge ordet meritokrati.

Youngs bog er nemlig en satirisk utopi – eller snarere dystopi – som skulle advare mod en udvikling, hvor de gode evner, der hidtil havde været fordelt nogenlunde statistisk tilfældigt mellem de sociale klasser, i fremtiden via uddannelsessystemet ville blive koncentreret i én magtfuld social klasse.

Bogen skildrer den tænkte situation i Storbritannien i 2033, når 1950’ernes programmer for ’lige muligheder’ ville være realiseret fuldt ud. Young skriver, at mange af de ældre socialister oprindelig ikke kunne overtales til at gå ind for størst mulig adgang til individuel opstigning i samfundet.

Indtil nogen fik den strålende idé at sige, at det var med hensyn til ’muligheder’, vi alle skulle være lige. Da opstigningsmuligheder hermed blev koblet sammen med lighed, blev de mere respektable. Det gik imidlertid aldrig op for socialisterne, at det i praksis betød lige muligheder for at blive alt andet end lige.

I artiklen skriver Young, at Blair brugte ordet meritokrati uden at erkende faren ved det system, som han gjorde sig til talsmand for. Den i fremtiden forventede underklasse ville nemlig blive berøvet mange af de personer, som kunne have været deres naturlige ledere, nemlig de dygtige talsmænd og talskvinder fra arbejderklassen, der aldrig glemmer, hvor de kommer fra.

Den britiske socialforsker Ruth Lister, der også er tilknyttet Labour, kalder i en anden bog om meritokrati, ’The Rise and Rise of Meritocracy’ fra2006, ligefrem meritokrati for en ulighedsgenerator. Som princip ved allokeringen af folk til positionerne i det socioøkonomiske hierarki er det i et retfærdighedsperspektiv klart at foretrække at bruge målsætningen om lige muligheder frem for allokering på basis af nedarvede fordele.

LÆS OM ANKER»På en måde er jeg meget traditionel i mit liv. Jeg mener: Skjorter og bukser og slips. Men alligevel«

Imidlertid, skriver hun, er meritokrati også et princip om aflønning af de personer, der når frem til disse positioner. Jo mere merit, jo højere belønning. Det lægger op til, at noget arbejde, nemlig de højtuddannedes, er mere værd for samfundet end alt andet nødvendigt arbejde. Hermed cementeres en omfattende og uretfærdig social ulighed.

Vender vi os igen mod de danske socialdemokrater, har de – i lighed med en række andre politiske partier – en målsætning om lige muligheder for en videregående uddannelse.

Uddannelse var jo tidligere den vigtigste kanal til social opstigning og dermed forbedrede livschancer. Hvad man tit glemmer at understrege, er, at det kun er livschancerne for dem, som vi kan kalde de kvikke. Men hvad med livschancerne for de andre?

Det er dog glædeligt, at det er lykkedes at få en større andel fra alle samfundsklasser ind i de videregående uddannelser – mellemlang såvel som lang.

Og netop fra alle samfundsklasser, således at den absolutte uddannelsesmobilitet (antallet af mobile) er steget for børn fra alle sociale oprindelsesklasser, men ikke mere end at afstanden i chancerne for en videregående uddannelse (procenten af mobile) mellem børn af ikkefaglærte arbejdere og akademikerbørn er fastholdt. Den relative uddannelsesmobilitet har således ikke rigtig rokket sig.

Tallene for uddannelsesmobilitet tolkes som tal for social mobilitet, men social mobilitet er jo et spørgsmål om, hvor man er placeret i hierarkiet som midaldrende. Ikke hvor man er i 20-års alderen. Uddannelsesmobilitet er ikke længere identisk med social mobilitet.

Det skyldes uddannelsesinflationen, der betyder, at værdien på arbejdsmarkedet af de forskellige trin i de videregående uddannelser er faldende. Ungdommen er derfor nødsaget til at uddanne sig mere end deres forældre for ikke at blive dårligere stillet på arbejdsmarkedet, end de var. For flere og flere af de unge er uddannelse nu ikke længere vejen til social opstigning.

I forklaringen på de sociale forskelle i uddannelsesmobilitet bruger man i Danmark den deterministiske betegnelse social arv, der peger på uoverstigelige forhindringer for social mobilitet, selv om vi ved, at flertallet ikke følger i deres forældres spor. Derfor taler man i andre lande om chanceulighed.

 

Tallene for uddannelsesmobilitet tolkes som tal for social mobilitet, men social mobilitet er jo et spørgsmål om, hvor man er placeret i hierarkiet som midaldrende

Erik Jørgen Hansen

 

Begrebet social arv, formuleret som negativ social arv, blev oprindelig brugt som betegnelse for opvækst i helt ekstreme oprindelsesmiljøer, men nu udpeger man minsandten i politik og i medierne alle de individer, der ikke har succes i skolen, som værende belastet af en negativ social arv, og politikere – og også nogle forskere – illustrerer dette ved at tale om, at de pågældende kommer fra hjem uden klaver eller mange bøger.

Mindst succes har i gennemsnit børn af ikkefaglærte arbejdere. Skal deres anderledes sociale arv kaldes negativ? Det har længe undret mig, at socialdemokraterne ikke har protesteret mod denne udbredte betegnelse, der stigmatiserer dele af arbejderklassens miljøer.

Med sin tabte interesse for at lave økonomisk omfordeling fra rig til fattig og en målsætning om at fremme den ulighedsskabende individuelle mobilitet, der søges solgt med betegnelsen ’moderne velfærdspolitik’, er spørgsmålet, hvad socialdemokraternes vision egentlig er? Så vidt jeg kan se, har de ikke længere en vision.

De har nu gennem mange år underkastet sig tankegangen hos magteliten og tilsyneladende besluttet sig for bare at følge med strømmen. Hermed understøtter de bevidst eller ubevidst bestræbelserne på at afvikle velfærdsstaten og gøre Danmark til en konkurrencestat.

I den globale konkurrences navn skal de opvoksende generationer fortløbende underkastes tvivlsomme tests fra vuggestuen og frem gennem hele skoleforløbet. Og de, der klarer sig dårligt, de må sejle deres egen sø.

De har jo forsømt pligten til at uddanne sig eller tage et af de mange ikkeeksisterende jobs og har dermed mistet sociale rettigheder.

I lyset af den hyppige anvendelse i medier og i politik af betegnelsen negativ social arv og den gennem endnu længere tid tilbagevendende henvisning til begrebet ’den amerikanske drøm’ må læsningen af den tidligere nævnte bog af Christopher Lasch give anledning til omtanke. Hvis man fortsat vil bruge disse begreber.

Lasch skildrer nemlig den oprindelige betydning af begrebet ’den amerikanske drøm’. En betydning, som jeg vil betegne som kerneindholdet i basal socialdemokratisk tænkning og oven i købet fra en tid før Socialdemokratiets fødsel.

Lasch skriver, at ’den amerikanske drøm’ i dag overalt i såvel USA som i resten af verden forstås som et samfund, hvor enhver kan stige op fra samfundets bund til dets top, hvis han eller hun anstrenger sig.

Men succes har aldrig tidligere været så nært forbundet med mobilitet. Oprindelig opstod begrebet ’den amerikanske drøm’ ud fra den iagttagelse i 1800-tallet, at alle befolkningsgrupper i USA blev betragtet som ligeværdige.

Det var ikke som i det Europa, indvandrerne til Amerika havde forladt, aristokratiet og tilsvarende herskende lag, som undertrykte en uvidende, kulturelt underlegen almue, der udførte det manuelle arbejde. I USA blev de manuelt arbejdende ikke betragtet som underlødige. Uanset hvilket arbejde de forskellige borgere udførte, var de politisk og kulturelt ’ligemænd’. Det var først på et senere tidspunkt, at samfundsvidenskaberne begyndte at definere indholdet af ’den amerikanske drøm’ som høj social mobilitet.

Denne beskrivelse ligner ikke USA i dag og heller ikke Danmark, medmindre Socialdemokratiet finder tilbage til sine rødder. Måske er de på vej?