Tænd for lyden og sé videoen " DEBATTEN om PUTINS RUSLAND MELLEM POLITIK OG LITTERATUR"
Vibeke Sperling og Mette Dalsgaard

Debat i Georg Brandes Selskabet

Torsdag den 8. oktober 2015 kl. 16.30

i Politikens Foredragssal, Vestergade 28, København

 Putins Rusland mellem politik og litteratur

Vibeke Sperling, f. 1945. Tidl. Østeuropa medarbejder ved Politiken og før det udlandsredaktør samme sted. Nu skribent for Information, hvor hun tidligere har været Sovjet- og Østeuropa medarbejder og chefredaktør. Seneste bogudgivelse: Russernes drømme. Om det nye Ruslands selvforståelse - og Vestens misforståelser (2015 Gyldendal).

 Mette Dalsgaard, f. 1948. Cand. mag. og Ph.d. i russisk litteratur. Underviser, foredragsholder, boganmelder mm. Forfatter af en russisk litteraturhistorie 1890-1985 i tre bind, hædret med Georg Brandes prisen i 2007. Gendigtninger af russisk poesi fra det 20. århundrede, hædret med Det danske Akademis oversætterpris i 2008.

Efter grund til en vis optimisme i foråret ser Ruslands økonomiske og politiske nedtur nu ud til at blive længere og mere pinefuld end tidligere antaget, og det skyldes langt fra kun vestlige sanktioner og energiprisernes fald. Tidligere så Kina ud til at have ubegrænset behov for russisk gas, men nu oplever Kina den laveste vækst i over 30 år og eventyret er blegnet eller forbi for Rusland på det kinesiske marked. Krigen i Ukraine trækker ud og Vladimir Putins popularitet daler, om end fra et endnu højt stade. Rusland må vælge, hvilket land det vil være: Et åbent og transparent samfund, eller et imperialistisk land, der ofrer borgernes blod og velstand for “den russiske verden” og genrejsning af supermagtsstatus. Putin spiller højt spil både indadtil i Rusland og udadtil i Ruslands nabolag.

I Putins politiske strategi indgår en ideologisk fundering, som langtfra er nyt. Det griber tilbage til de slavofile traditioner fra 1840-erne, der krævede Ruslands udvikling ført tilbage til rent nationale baner, bort fra vesterlandsk indflydelse.

 2015 er blevet udråbt til “Litteraturens år” i Rusland, og Putin-styret gør sit bedste for at fremlokke nye værker med opbyggelige, nationalistiske og kristne budskaber. Men forfatterne bider ikke på krogen. De fastholder deres individuelle projekter, som spænder lige fra kulsort realisme til legesyg fantasy. Foruden kulørt eskapisme ad libitum. Skønlitteraturen lever, men har den nogen indflydelse overhovedet.

Ordstyrer: Peter Madsen, professor emeritus